Industriområder i den tætte by (1840-1945)

Oversigt
Bevaringsværdier
Historie og kendetegn
Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

Oversigt

Industri i den tætte by er omgivet af tæt og høj bebyggelse (over to etager) med en høj grad af funktionsblanding og aktivitet, og er samtidig en del af det tætte bebyggelsesmønster. Typen findes især i de ældre bydele – bykerne og brokvarterer. Den spredte beliggenhed indenfor den almindelige bystruktur og lighederne med det generelle bebyggelsesmønster kan gøre det vanskeligt at tale om industriområder  Alligevel kan man med fordel se på anlæggene som et sammenhængende ensemble, selvom en evt. genanvendelse kun omfatter en enkelt bygning.

Industribyggeri fra tiden efter 1900 er i højere grad samlet i mere monofunktionelle områder, men relationen til omgivelserne er stadig præget af tætheden, både fysisk og indholdsmæssigt. Geografisk findes typen indenfor byhierarkiet med København, Århus, Odense og de større byer som klart dominerende.

Den Hvide Kødby, København, 1931

Bevaringsværdier

Arkitektoniske værdier

  • Industriområder har et bebyggelsesmønster med placering omkring en eller flere gårdspladser (falder ind i det almindelige). Ikke nødvendigvis direkte, fysisk forbindelse mellem bygningerne – intern transport over gården. I anlæg opført efter 1890 er det mere almindeligt med sammenbygning af flere bygningstyper i det enkelte industrianlæg.

  • Multifunktionalitet: Industribygninger på samme matrikel kan være opført til forskellige formål – fx tekstil- og beklædningsindustri, maskinindustri, grafisk industri, bryggerier m.m. – hvilket kommer til udtryk i formmæssige variationer i enkeltbygningerne og detaljer.

  • Monofunktionalitet: Fra 1900 bliver industrivirksomheder i højere grad placeret i afgrænsede områder ved hovedfærdselsårer. Variationerne i udtryk og bebyggelsesmønster er mindre på grund af den mere ensartede aktivitet i området.

  • Blandede bygningstyper: i større eller mindre grad synlige træk, der viser bygningernes tilpasning til produktionen.

  • Etagebygningen kan fremhæves som den dominerende bygningstype (især som forhus mod gaden), dog oftest i kombination med andre bygningstyper (i gården) – halbygninger og længebygninger i 1-2 etager, opdelt i flere rum. Fladebygninger med shedtag blev introduceret i tekstilbranchen allerede fra 1840'erne og kan også i nogle tilfælde findes på matriklen, især ved større anlæg.

Kulturhistoriske værdier

  • En blanding af erhverv og bolig på samme matrikel forekom ofte, og resulterede i fysiske variationer og forskelligartede aktiviteter.

  • Selv om industrivirksomhederne efter 1900 i stadigt stigende grad placeredes i afgrænsede områder forbeholdt industri ved hovedfærdselsårer, jernbane og hovedveje, havde nærheden til boligkvarterer (nem adgang for arbejdskraft) stadig en stor betydning.

  • Det forekom mange steder, at virksomheder opførte arbejderboliger i umiddelbar nærhed til industriområdet - ofte i regi af byggeforeninger –, hvormed privatliv og arbejdsliv smeltede sammen.

Brandts Klædefabrik, Odense

Historie og kendetegn

Før 1840 fandtes fremstillingsvirksomhed og industri især i tilknytning til militæret og som håndværk. Erhverv/håndværk og bolig smeltede ofte sammen. I 1840 var ca. 25 % af befolkningen beskæftiget inden for industri og handel – koncentrationen var størst i hovedstaden og de større byer.

Den første udbygning af Københavns brokvarterer skete efter 1840. Denne udbygning var præget af få byplanmæssige krav: Syre- og gødningsfabrikker, slagterier, garverier og lignende virksomheder med særlige, sundhedsfarlige forhold var henvist til at placere sig uden for den bymæssige bebyggelse. Nye og ofte mere pladskrævende fabrikker blev anlagt i de gamle bycentres udkant, og produktionen blev gradvist flyttet væk fra den indre by. Lokaliseringen skete under relativt frie omstændigheder i en meget grovmasket infrastruktur og førte på den måde til pletvise ophobninger af blandet industri- og boligbebyggelse, hvor industrien havde adgang til transportnettet, jernbane og havn, og hvor den voksende arbejderklasse havde adgang til industrien. Bebyggelsesmønsteret fulgte i hovedtræk det almindelige, og industribygningerne organiseredes som den bymæssige 'gård' med placering omkring en eller flere gårdspladser.

I 1870 var 40 % af befolkningen beskæftiget inden for industri og handel, og der opstod en stærk byvækst og fortætning: De mekaniske fabrikker med maskiner af jern og dampmaskinen som foretrukken drivkraft blev fortsat fortrinsvist placeret inden for de bebyggede områder i de større byer. Bygningerne blev større og højere, men de eksisterende bebyggelsesmønstre blev fortsat gentaget, ligesom blandingen af industri/erhverv og bolig på matriklerne blev fastholdt. Områder med småindustri udvikledes og udvidedes med større fabrikker. Planlægningen af de samlede anlæg var tilfældig og erfaringsbaseret – som regel udført som et samarbejde mellem virksomhedsejeren og en lokal bygmester. Fra ca. 1870 etableredes desuden flere industriaktieselskaber, og den industrielle og teknologiske ekspertise i selskaberne havde en væsentlig indflydelse på produktionsplanlægning, bygningsdisponering og muligvis valg af arkitekt – hvilket tilsammen førte til et mere ensartet højt niveau i anlæggene.

Efter 1900 voksede planlægningens betydning – dog kun som et storbyfænomen. Anlæggene blev større, ligesom opmærksomheden omkring sammenhængende produktions- og transportlinjer voksede. Ejeren/lederen havde nu ikke længere bolig ved virksomheden, og der kom en begyndende funktionsadskillelse gennem en logisk og hensigtsmæssig planlægning. Stadig flere områder blev forbeholdt industri gennem servitutter (fx Valby Industrikvarter ved Godsbanen, områder på Østamager, ydre Nørrebro og Sydhavnen). Rene erhvervsområder fandtes dog endnu kun på nyvundet land (fx Refshaleøen og Københavns Frihavn).

I 1930'ernes krisetid var store investeringer og nyanlæg en sjældenhed. Industribyggeriet foregik som stykvise udvidelser på eksisterende lokaliteter og som værkstedsbygninger bag forhuse og gadefacader. Efter 1945 ændrede lokaliseringsmønsteret sig afgørende med bevægelse væk fra de tætte byområder – selv for den lette industri.

Westergasfabriek, Amsterdam (NL), 1885

Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

  • De industrielle områder udgør en vigtig del af byens visuelle identitet og har således stor betydning for byens selvforståelse. Det giver mulighed for at skabe en ny stærk identitet for et industrielt byområde, fx et kreativt/ungt miljø med nye aktiviteter i gamle rammer.

  • Området kan blive en højt profileret by i byen. Der er gode muligheder for at skabe variation i udtryk og brug, da der ofte findes mange forskellige typer bygninger inden for området, ligesom det indre vejnet og lokale pladsdannelser typisk har særlige karaktertræk.

  • Det kan være en fordel at genanvende og stimulere udvikling over tid, så industriområderne i intensiv bymæssig kontekst ikke bliver statiske enklaver i byen. I den forbindelse er det en udfordring at bevare den industrielle arv og samtidig give vide rammer for udvikling.

  • Der bør skabes forbindelser til den omgivende by, da industrien kan ligge som lukkede områder i byen. Dog skal man være opmærksom på, at der ofte er en intern logik i området, som også bærer fortællingen om områdets udvikling.

  • Der kan opnås transport- og bymiljømæssige fordele ved at placere nye funktioner og nye erhverv, der kræver persontransport, men ikke varetransport, i den eksisterende by.

  • Industribygningernes kvaliteter skal være grundlag for nye funktioner, så bygningerne ikke kun bliver en kulisse. At integrere en form for dokumentation gennem fortællende elementer (fx hændelser, aktivitet, visualisering, nye elementer) kan være en mulighed for en aktiv videreførelse af historien på stedet, evt. som tiltag af mere midlertidig karakter.

  • Nedslidte bykvarterer, hvor det ikke kun er selve industribebyggelsen, men også omgivelserne, der trænger til et løft, kan gøre projektet mere omfattende og komplekst. En innovativ genanvendelse af industribygninger kan fungere som katalysator for et større område.

  • Der kan ligge en udfordring i områdernes skala, hvis der ikke umiddelbart er ressourcer til eller grundlag for en genanvendelse af alle bygninger. Det nødvendiggør en prioritering og plan for ny anvendelse i etaper. Ofte er potentialet, men også den nødvendige investering, stor. For at sikre en god og samlet strategi bør parterne i udviklingen være sammensat af en bred vifte af aktører (staten, kommunen, byen, kommende brugere og nuværende ejere).

  • Fysiske elementer, som er vigtige for helhedsforståelsen af området – fx landskab, tekniske installationer, udearealer, skorstene eller lign. landmark – kræver opmærksomhed. Med en tydelig strategi for graden og karakteren af genanvendelse kan man opnå den klareste struktur og skabe en langtidsholdbar udvikling.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies