Industriområder i landdistrikterne (1930-1975)

Bevaringsværdier

Arkitektoniske værdier

• Den landskabelige placering har en anden betydning for denne type end for industri lokaliseret i bymæssig kontekst, og nærheden til det åbne land med marker, skov eller strand kan være en væsentlig kvalitet at bygge videre på i en omdannelsesproces.

• Topografiske og infrastrukturelle forhold, fx en egen havn eller jernbanelinje fra hovednettet til industriområdet, har væsentlig indflydelse på det omkringliggende landskab..

• Områderne er kendetegnet ved en ekstensiv, intern vejstruktur, ofte udviklet i sammenhang med bygningerne.

Kulturhistoriske værdier

• Områderne er typisk domineret af en virksomhed, der har haft en stor betydning for udviklingen af det bysamfund, der ligger i de nære omgivelser. Fx i form af arbejderboliger og institutioner.

• Som den primære arbejdsplads har industrien skabt identitet for et lokalområde, hvor én virksomhed eller en bestemt branche er blevet kendetegnende for et område og en del af områdets identitet, som fx sukkerfabrikkerne på Lolland.

Historie og kendetegn

Fra 1930 og frem sker en kraftig byvækst omkring større, internationalt rettede virksomheder som fx Danfoss på Nordals, Lindø Værftet ved Munkebo på Fyn, LEGO ved Billund og Grundfos ved Bjerringbro. Den bymæssige bebyggelse præges af virksomheden i et gensidigt afhængighedsforhold.

Virksomhederne er enten startet som små enkeltmandsvirksomheder på stedet, som fx Danfoss og LEGO, eller flyttet ud, hvor der var plads til udvidelser, som fx Lindø Værftet.

Med tiden er industriområderne blevet til betydningsfulde elementer i landskabet i kraft af deres størrelse og industrielle karakter. Dog er de ofte også kendetegnet ved en vis grad af indadvendthed og utilnærmelighed netop i kraft af deres størrelse og den rationelle og funktionelt bestemte arkitektur.

Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

• En genanvendelse er en gevinst for lokalområdet. Fra at industriområdet har været områdets primære arbejdsplads, men måske også har været belastende og lukket, skabes nu mulighed for nye erhverv og en ny positiv identitet for området.

• Samtidig er det en udfordring at få lokalsamfundet, der i høj grad tidligere har været afhængigt af industriens tilstedeværelse, til at danne grundlag for udviklingen af området, når produktionen forsvinder. Ofte må opgaven løftes i regionalt, så industriområdet igen bliver et aktiv for sit opland.

• Det kan være en fordel at betragte området i et helhedsperspektiv for på den måde at kunne udnytte de kontraster og samspil, der opstår i mødet mellem industri og landskab. Den landskabelige forbindelse mellem industrien og forsyning af råstoffer eller transportveje kan med fordel inddrages i en bevarings- og udviklingsplan.

• Der kan bygges videre på industriens identitet og viden ud fra et nyt oplevelsesøkonomisk lag (fx experience center, learning labs osv.), hvormed området kan blive et udflugtsmål med en specifik profil.

• En genanvendelse af områdets hovedbygninger til oplevelsesøkonomiske aktiviteter kan kombineres med en bearbejdning af områdets udearealer til industriel park. Ofte er fabriks- og procesanlæg udlagt over større områder med mellemrum, dimensioneret efter transport og opbevaring. Mens områdets enkelte bygninger kan genanvendes til forskellige formål, kan området som et hele blive et grønt og aktivt parkområde med industriel karakter. Således kan kulturfabrikkens bygninger kombineres med sport og udendørs aktiviteter i landskabet omkring.

• Afsides beliggenhed og en indadvendt, lukket struktur kan være en udfordring i forhold til at tiltrække og fastholde nye funktioner og målgrupper.