Læs mere om Havneparken på følgende sites:
www.kk.dk
- parken på Københavns Kommune hjemmeside
www.kulturarv.dk
- publikationen Brug Havnen
Havneparken på Islands Brygge, København
Beliggenhed
Islands Brygge (8.700 indbyggere), Københavns Kommune (502.000 indbyggere)
Projektperiode
1984-2004 (Havnestaden indtil 2008)
Aktører
Københavns Kommune, Islands Brygges Lokalråd, Landskabsarkitekt Annelise Bramsnæs og Arkitekt Poul Jensen (Havneparken), DS Industries (Havnestaden), PLH Arkitekter (Havnestaden).
Projektbeskrivelse
Transformationen af Islands Brygge i København viser, hvordan kulturarvselementer kan løfte byen ind i en ny tid med bedre bolig- og rekreationsforhold, men stadig med rod i sin historie som industriområde. Kulturhistoriske spor indgår her som historiefortællere på stedet. Havneparken ligger på de arealer mellem gaden Islands Brygge og havnekajen, der tidligere blev brugt som oplagspladser for kul. Dele af jernbane og kranspor er bevaret, og mellem fundamenterne af lagerhallen er der i dag indrettet petanquebane, mens ydervæggene skærmer for gadens trafik. Med funktioner som kulturhus og havnebadet er parken i dag en ubetinget succes for bylivet langt over kvarterets grænser.
Omdannelsen af Islands Brygge er foregået over mere end 20 år. Det har medført skiftende omdannelsesstrategier, men det har også givet plads til en frugtbar dialog mellem de involverede parter. Den første del af Havneparken blev anlagt efter pres fra lokale beboergrupper. I 1984 blev brugsretten til det areal, der ligger nærmest Langebro, overdraget til lokalrådet. Området, der dækker ca. en ha, blev anlagt som foreløbig park ved hjælp af beboernes frivillige arbejde. I 1994 udarbejdede landskabsarkitekt Annelise Bramsnæs og arkitekt Poul Jensen en plan for Islands Brygges Lokalråd, og denne plan blev grundlag for en lokalplan og den nuværende ca. 2,8 ha store havnepark.
Læring
Islands Brygge er et eksempel på planlægning og byudvikling, hvor både kommune, grundejere og beboere i en dialogproces har skabt et unikt byrum med lokalt særpræg og ikke mindst med stærk lokal forankring og ejerskab.
At bevare fortællende elementer såsom jernbaneskinner er en billig løsning, der desuden styrker stedets kulturhistoriske værdi.
Den midlertidige anvendelse til rekreative formål har her banet vej for den permanente omdannelse, samtidig med at den har bidraget til at fastholde kulturhistoriske spor i en tid, hvor industrikulturen ikke blev tillagt særlig meget værdi i debatten om bydelen.
Forureningen af grunden har været en stor udfordring, som her blev mødt ved at forsegle grunden og opbygge nyt terræn til grønne arealer. Græsplaner fremstår som selvstændige arkitektoniske elementer, der begrænser stier og pladser.