En koordineret indsats for bygningskulturarven

Det nyklassicistiske etagehus

29. jan 2015Af Guide

Det nyklassicistiske etagehus

Findes under: By- og Etagehuse

Stilarten var udbredt fra 1915 og frem til midten af 1930’erne. Etageboligerne havde en klar aksial facadesymmetri. Vinduer og døre fulgte de klassiske proportioneringsregler. Ideen var, at bygninger og hele boligkomplekser blev udformet med enkle, stramt geometriske bygningskroppe for at skabe en helhed af harmoni og orden. Bygningerne blev opført i teglsten og havde sadeltag, og de lange facader blev næsten aldrig brudt af karnapper eller fremspring. Materialevalget var rustikt, men uden kontraster.

Læs mere om det nyklassicistiske etagehus under følgende overskrifter: 
Historie og kendetegn
Gode råd om bygningsdele og overflader
Gode råd om bygningsændringer og tilbygninger

 

 

 

Historie og kendetegn

Nyklassicismen florerede fra 1915 og frem til først i 1930’erne. Den kan ses som en reaktion på de forudgående historicistiske stilarters tendenser til en urolig og effektfuld facadearkitektur. Man var inspireret af antikkens skønhedsidealer, hvor skønheden bestod i at opnå en enkel, uforstyrret harmonisk helhed. Etagehusene skulle fremstå som helheder med orden og en aksial symmetri. Facadehøjden og tagfladens højde skulle være afstemte, og overgangen mellem de to flader blev markeret med en tydelig taggesims. De ensartede taktfaste vinduers proportioner var igen afstemt efter facadehøjden.

Klassicismens formgivningsregler var velegnede til strukturering af store bygningsanlæg. Bygningens midterparti kunne være fremhævet med et lille fremspring - en risalit – ofte med en bred gavltrekant i tagetagen, og symmetrien blev understøttet af de regelmæssige sidefløje. Uden risalit blev bygningens symmetri alene angivet af de præcist placerede vinduer og døre i facaden.

Bygningernes grundplan havde en klar geometrisk form - oftest et rektangel. Ved karrebebyggelser på irregulære grundstykker undgik man sammenbygninger i skæve vinkler ved hjælp af geometriske – konkave eller konvekse - mellembygninger. Boligerne var tidssvarende, skønt indretningen var underlagt facadesymmetriens begrænsninger. Man dyrkede den forfinede og rolige helhed i facadeudtrykket: farve- og materialevalg var neddæmpet, så der kun fremkom svage kontraster. Murværket kunne være glat- eller grovpudset eller i blank mur, ofte med skrabefuge, så muren fik en fladevirkning. Vindueshullerne havde ingen eller kun diskrete indramninger - i blank mur for eksempel smalle sandstensplader. Portåbninger, tit med cirkulære murstik, var placeret symmetrisk i facaden. Indgangsdøre var fremhævet diskret med spinkle portaler af sandsten, cementpudset eller blankt murværk.

Taget - et sadeltag med afvalmede gavle - var væsentligt for facadeudtrykket. Især den ubrudte tagflade havde en flot samlende virkning. Beboede tagetager havde diskrete og symmetrisk placerede tagkviste. Nyklassicismens stramme bygningskoncept og det høje ambitionsniveau kunne frembringe helstøbte velproportionerede bygninger med monumentale kvaliteter og en elegant underspillet stoflighed.

 

Gode råd om bygningsdele og overflader

Nyklassicistiske facadevægge skulle fremstå som rolige flader uden kraftige reliefvirkninger. I vindueshullet sad vinduet tæt på ydervæggen og sålbænke af zink eller kobber havde et minimalt fremspring. Vinduesfarverne, der var hvide eller lyse jordfarver, var afstemte i nuancer, som ikke stod i kontrast til facadematerialet. Det blanke murværk var opmuret med røde, gule eller flammede teglsten. De pudsede mure fremstod oftest med lyse, varme jordfarver. De sidehængte vinduer var sprosseopdelte; vinduets proportioner var en integreret del af facadeskemaet.

På boligetagerne anvendtes ofte ét standardvinduesformat, hvor rudefelternes størrelser gik igen i de mindre kælder- og kvistvinduer. Det kan ikke anbefales at ændre på vinduernes sprossedeling eller profilering. Sadeltaget var beklædt med tegl, havde et udhæng med vandret underside, eller var afsluttet med en muret taggesims. Udnyttede tagetager kunne have mansardtag. Tagkviste var lette trækonstruktioner med tag og flunker af zink, taget havde en lav trekantgavl eller en hvælvet facon. Tagrender og nedløb var af zink eller kobber. Skorstene og murede udluftningskanaler var placeret i kip og indgik i facadens symmetri. Indgangsdøren var oftest en malet rammedør. Dørhullet havde samme bredde som vindueshullerne, og dørhullet var ofte forhøjet, så det flugtede med stueetagens vindueshuller.

 

Gode råd om bygningsændringer og tilbygninger

Etagehusets raffinerede stoflighed spoleres ed vandskurede vægge og kontrastfarvede induer. Det nyklassicistiske hus er en afbalanceret helhed, hvor tilbygninger og tilføjelse af nye bygningsdele bryder konceptet. Ved tilbygning af nabohus er materialevalg, tag - og etagehøjder, facadens rytme og reliefvirkning vigtige parametre.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies