En koordineret indsats for bygningskulturarven

Etagehuset i den funktionelle tradition

29. jan 2015Af Guide

Etagehuset i den funktionelle tradition

Findes under: By- og Etagehuse

Stilarten opstod i slutningen af 1930’erne og dominerede boligbyggeriet frem til 1960’erne. Den ambitiøse stilart kombinerede den danske byggetradition - præcise bygningskroppe af teglsten med sadeltag - med kravet om funktionelle boliger indrettet til et moderne familieliv og dertil hørende altaner, udsigt og grønne, rekreative nærarealer. De håndværksopførte bygninger havde et enkelt og rustikt materialevalg, et nøgternt og ordentligt facadeskema. Den saglige arkitektur fremstod ofte med fine stoflige og skulpturelle kvaliteter.

Læs mere om etagehuset i den funktionelle tradition under følgende overskrifter:
Historie og kendetegn
Gode råd om bygningsdele og overflader
Gode råd om bygningsændringer og tilbygninger

 

Historie og kendetegn

Fra slutningen af 1930’erne og tre årtier frem dominerede denne stilart det danske etagebyggeri. Stilarten havde et nationalt afsæt; moderne udenlandske strømninger skulle oversættes til dansk byggeskik med brug af danske byggematerialer. Man adopterede funktionalismens ideer om moderne boliger med altaner, spisekøkkener og solorienterede opholdsrum. Men selve bygningskroppen tog udgangspunkt i det kendte enkle murede etagehus med sadeltag. Formsproget var ordentligt, rytmisk og funktionelt begrundet - renset for historiske referencer. Det nye facadeelement altan/karnap gav bygningsfladerne en moderne struktur ofte med en lodret orientering. Præcise geometriske former og et enkelt rustikt materialevalg med få kontraster var fællesnævneren for stilartens huse.

Udtrykket spændte fra det skulpturelle til det diskrete, næsten anonyme. Inden den ambitiøse stilart fik udviklet sit unikke udtryk, sås i de tidligste huse tydelige træk fra nyklassicismen med dens symmetriske vinduesplaceringer i facaden, og fra funkis med hjørnevinduer og kubistiske altaner.

Ved rødstensbygningen med 45 graders afvalmet tegltag og det markante udhæng fik den store ubrudte tagflade en nærmest monumental karakter. En anden variant, gulstensbygninger med eternitskifertag og et minimalt tagudhæng kunne fremstå som præcise kubistiske figurer.

De tidligste huse var ofte opført i bymæssige lukkede karreer, mens efterkrigstidens huse i parklignende omgivelser blev skelsættende i dansk boligbyggeri. De håndværksopførte bygninger kunne placeres i kuperet terræn og orienteres efter solforhold. For eksempel i parallelforskudte formationer. Udearealer blev indrettet med beplantninger, plæner, legepladser og tørrestaver - friholdt fra biltrafik - ofte anlæg med fine landskabelige kvaliteter.

Hustypen blev raffineret med nye tiltag: Med et halvt eller helt etagespring på tværs i huset kunne man i indgangssiden gå direkte ind i kælderetagen med cykler og lign., og mod havesiden fik stuelejlighederne kontakt med terrænet. Opgange blev placeret midt inde i bygningen forsynet med ovenlys, hvilket gav større facadeareal til lejlighederne. Halvtaget over opgangsdørene, en betonskive, der ikke forstyrrede helheden, blev erstattet af indskårne indgangspartier. Stilartens danske håndværksmæssige udtryk blev fastholdt, uagtet at præfabrikerede bygningsdele som altaner og trappeløb sneg sig ind i byggeprocessen, og at nye lette tagpapbeklædte tagkonstruktioner afløste sadeltagene.

Provstejorden/Hobrovej, Aalborg, 1954

Gode råd om bygningsdele og overflader

Teglstenen, det blanke murværk, var stilartens vigtigste udtryk. Facadernes stoflighed og struktur kunne varieres gennem valget af stentyper - glatte eller blødstrøgne - og fugetyper - tilbageliggende eller fyldte skrabefuger.
Den klare røde sten kontrasteret af vinduerne og tagspærenes hvidmalede træværk var et populært tema. Det samme var den gule sten og det grå eternitskifertag.

Altan/karnapelementerne gav facaden rytme; de lyse pudsede overflader og de store vinduespartier gav også murværkets tyngde et modspil, eller en altan/karnap med skæve vinkler fremhævede hovedbygningens vinkelrette enkelhed. Sadeltaget med 45 graders taghældning var beklædt med tegl og altid med udhæng, enten med synlige taktfaste spær eller et udhæng afsluttet med undersiden af et betondæk. Tage med lavere hældning var ofte beklædt med eternitskifer og til tider bølgeeternit; udhænget kunne være fraværende eller markant med synlige spær. Udluftningskanaler, der var samlet i strategisk placerede større enheder, gav tagfladen en flot, rolig karakter.

Vinduerne havde hvide trærammer; de tidligste typer med en lodret opdeling og sidehængte fag. Indgangsdørene var af træ med store glasfelter. De gennemarbejdede håndværksmæssige detaljer og det moderate materialevalg var stilens kendetegn. At indkapsle tagudhæng eller ombygge altaner/karnapper med cementbaserede byggeplader eller metalplader strider mod typens fundering i enkel dansk byggeskik.

 

Gode råd om bygningsændringer og tilbygninger

Hustypens uisolerede gavlmure og tagmaterialernes begrænsede levetid har krævet renoveringer, hvor typens præcise former og klare stoflige helhed bør respekteres. Ændringer i form af knopskydning med nye bygningsdele er uforenelige med bygningernes helstøbte karakter. Tilbygning i større skala er mulig, når det sker ved en idemæssig fortsættelse af bygningsanlæggets formelle struktur, og når materialevalget respekteres.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies