En koordineret indsats for bygningskulturarven

Cottage villaen

29. jan 2015Af Guide

Cottage villaen

Findes under: Enfamiliehuse

Cottage - stilen stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet, hvor den var et fornyende alternativ til de historicistiske stilarter. Denne stil blev samtidig en vigtig del af Arts and Crafts bevægelsen.

Læs mere om cottagevillaen under følgende overskrifter:
Historie og kendetegn
Gode råd om bygningsdele og overflader
Gode råd om bygningsændringer og tilbygninger

 

Historie og kendetegn

Inspirationen kom fra de landlige engelske beboelser med deres frie formsprog indenfor rammerne af en traditionel byggeskik. Man holdt af husenes enkle konstruktioner og det tydelige præg af solidt håndværk, og især af den praktiske tilgang til husenes indretning, hvor husets funktioner var vigtigere end ydre stilighed. Cottage - stilens ideer om konstruktiv enkelhed og funktionalitet blev adopteret i de 20.århundredes moderne stilarter.

Bygningsmæssige knopskud

Bygningerne var ofte sammensatte af flere bygningskroppe, som tilpassede sig terrænet, i vinkler og/eller parallelforskudte og suppleret med bygningsmæssige knopskud i form af karnapper, tagkviste og udhuse. Man dyrkede flotte sammenskæringer af bygningskroppene og yndede at fremhæve bygningens ”rene gavlsnit”, ofte med en synlig pejseskorsten i facaden.

Husene var nok uortodokse med deres livlige former garneret med individuelle bygningsdetaljer; men det rustikke, enkle materialevalg og de gedigne bygningsdetaljer udstrålede en glæde ved det traditionelle håndværk, som sammen med den mådeholdne proportionering af bygningskroppe, vinduer og døre gav husene et uprætentiøst udtryk.


Ambitiøs stilart

Det var arkitekterne C.F.A. Vosey og M.H.Baillie Scott der med deres bogudgivelser med egne huse fik stor betydning for stilens udbredelse, også uden for England. I Danmark levede stilen sit eget liv sideløbende med de herskende stilarter. I efterkrigstiden var stilens popularitet koblet sammen med en trang til traditionelt håndværk og nostalgiske bygningsdetaljer som en reaktion på de moderne tider.

Selvom Cottage - stilen i modsætning til det stive historiske og det prangende palæagtige byggeri, kan forekomme lidt beskeden i sit udtryk, er det en ambitiøs stilart med høje krav til den håndværksmæssige standard og en gennemarbejdet facadeæstetik, der nok har visse frihedsgrader, men sigter efter at opnå en ideel naturlig skulpturel virkning.

 

Gode råd om bygningsdele og overflader

Der er generelt mange variationer i Cottage-villaernes udtryk, og antallet voksede, da den oprindelige inspiration, landlige engelske beboelseshuse, blev udvidet til at omfatte huse fra flere europæiske lande. Nogle villaer var trofaste mod deres inspirationskilde, mens andre villaer frit kombinerede forskellige udtryk. Fælles for alle typerne var ideen om en stilfærdig homogenitet i materialevalget og glæden ved håndværksmæssige bygningsdetaljer.


Mur

Murene kunne være pudsede og efterfølgende kalket, oftest med farvetilsætning. Murene kunne også stå i blankt murværk, hvor teglstenen havde et farvespil eller var en hårdt brændt type, som gav muren en robust stoflighed. Teglstensmuren kunne også være malerbehandlet. Gavltrekanter og kviste kunne være beklædt med bræddebeklædning opsat på klink. 


Vindue

De ældste cottage - villaer havde kun småsprossede vinduer. Blyindfattede ruder både med transparent og farvet glas var populært. Døre og vinduer var oftest placeret symmetrisk i facaderne, men stilens funktionelle ideer tillod afvigelser, og det var karakteristisk, at afvigelserne ikke tiltede den samlede facadekomposition. Nogle typer havde malede eller oliebehandlede skodder som en væsentlig del af facadeudtrykket.


Tag

Husene havde sadeltage, ofte med en karakteristisk stejl taghældning. Afhængig af inspirationskilden kunne tagene være med eller uden valm og med eller uden tagudhæng. Beklædningen kunne være røde vingeteglsten, stråtækt, træspåner eller skiferbeklædt. 


Detaljer

Husenes har generelt en afdæmpet farveskala, som fremhæver facadematerialernes stoflighed. Pejseskorstene opmuret synligt i husets gavl eller facade, tagkviste og de udkragede karnapper, der kunne være kobberbeklædte og have sokler af natursten, var populære motiver. Indgangsdøre var malede eller udført af hårdt, lakeret træ. Det var et must for cottage - villaen at materialerne, tømmer, sten og tegl, havde stor styrke og holdbarhed. Husene er derfor velegnede til en bevarende renovering. Specielle bygningsdele vil kræve ekspertbistand. 

 

Gode råd om bygningsændringer og tilbygninger

Cottage - villaens arkitektur er robust. Respekterer man husets proportioner, konstruktioner og materialevalget, er det principielt muligt at tilbygge eller ændre huset, ved at videreføre dets formudtryk, for eksempel ved knopskydninger, parallelforskydninger, forlængelser eller vinklede tilbygninger. Men cottage – arkitekturen kan have en kompleksitet og en skulpturel styrke i udtrykket, som det kræver stor indsigt at matche.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies