En koordineret indsats for bygningskulturarven

Idræt og rekreation

29. jan 2015Af Guide

Idræt og rekreation

Findes under: Forstad

De rekreative bebyggede strukturer i velfærdsforstaden danner typisk ramme om de sociale aktiviteter og forenings- og friluftslivet i forstaden og har samtidig en udpræget grøn karakter. De er først og fremmest fritidslandskaber. Allerede i 1930’erne blev Danmark beriget med et stort antal badmintonhaller, der ofte blev brugt til møder og underholdende arrangementer og fungerede derfor delvist som kulturhuse.

Læs om idræt og rekreation under følgende overskrifter: 
Historie og kendetegn
Typiske bevaringsværdier
Opmærksomhedspunkter

 

Historie og kendetegn

Efter Anden Verdenskrig blev der i stigende grad sat arealer af til sportsanlæg i nærheden af boligområder, og med byggeriets industrialisering kombineret med velfærdsamfundets fokus på folkesundhed voksede antallet af bygninger til idrætsformål. Især i 1960’erne og 1970erne kunne man tale om et decideret ’hal-boom’, hvor der i løbet af de to årtier blev bygget cirka 1.000 idrætshaller. Mange af disse idrætshaller blev kombineret med udendørs idrætsarealer og i nogle tilfælde stadion i større idrætscentre, der samtidig var et led i forstædernes karakteristiske åbne og grønne bystruktur.

I 1960’erne og 1970’erne blev der anlagt fritidslandskaber i den helt store skala, dels for at friholde ’grønne kiler’ for byvækst, dels for at skabe rekreative områder med naturprægede kvaliteter til de nyudviklede idealbyer. Med rekreation som det tredje ben i den funktionsopdelte by ved siden af bolig og arbejde blev fritidslandskaberne betragtet som en central velfærdsopgave, der skulle sikre tilflytterne i de nye byområder adgang til skov, strand og park, også hvor det ikke allerede fandtes. Nogle områder blev bevaret i noget nær deres oprindelige form, f.eks. Avedøresletten i Hvidovre. Andre områder anlagdes kunstigt under anvendelse af de nye teknologiske muligheder, som muliggjorde enorme jordbevægelser på kort tid. Køge Bugt Strandpark er et eksempel på et sådant kunstigt anlagt fritidslandskab i tilknytning til de nye byområder i hovedstadsområdet. Et andet eksempel er plantningen af Vestskoven vest for København. De store fritidslandskaber indeholdt grønne flader, kurvede landskabsformer, klippet græs og ekstensivt plejede græs- og blomsterarealer. I nogle tilfælde ses også mere markante landskabsformninger som bakker, søer og skove, som det ses ved bakkelandskabet Herstedhøje i Vestskoven eller i Kongsholmparken i Albertslund med Høeghsbjerget og de to kunstige søer Tueholm Sø og Vallensbæk Sø.

En tredje type fritidslandskab, som fylder store arealer i velfærdsforstaden, er kolonihaverne. Antallet af kolonihaver toppede i perioden omkring 1950, men i de følgende årtier nedlagdes mange af de mest centralt placerede igen, så jorden kunne inddrages i 1960’erne og 1970’ernes byvækst. I forstæderne gennemgik kolonihaverne dog en udvikling fra at være en nyttepræget, temporær funktion i byernes marginalområder til en permanent rekreativ funktion, der bidrager til at bevare det grønne præg i kilerne. Dette skift kommer også til udtryk i anlæg af en række arkitekttegnede kolonihaver, hvoraf nogle har store landskabsarkitektoniske kvaliteter. Det bedst kendte eksempel herpå er måske kolonihaverne ved Nærum tegnet af C.Th. Sørensen. Andre eksempler er Brøndby Haveforening i Vallensbækkilen og Haveforeningen Hestholm i Ballerup ved den nordlige side af Vestskoven.

 

Typiske bevaringsværdier

Velfærdsforstadens fritidslandskaber i den store skala som Vestskoven, Avedøresletten eller Køge Bugt Strand fremhæves typisk som bevaringsværdige dominerende træk i kommuneatlas. Derudover kan der peges på træk af særlig bevaringsværdi for både idrætsanlæg, storskala fritidslandskaber og haveforeninger.

I nogle idrætsanlæg findes enkeltbygninger, der er tegnet af kendte arkitekter og opført som selvstændige bygningsværker, som det ses i f. eks. den fredede Kildeskovshal (1973) i Gentofte med den lette konstruktion af stålsøjler og gitterdragere. I udearealerne er landskabsarkitekturen præget af store rum markeret og afgrænset af levende hegn og/eller terrasserede plateauer og voldanlæg, som det ses i f. eks. Ballerup Idrætspark (1965) og stadionanlægget for B 1909 (1965) i Odense.

Der kan skelnes mellem to typer af store fritidslandskaber, der har samme formål: at trække rekreationsmulighederne i det åbne landskab tæt ind til de bebyggede områder i forstaden. Den ene type er de landskaber, der er bevaret i noget nær deres oprindelige form, f. eks. Avedøresletten i Hvidovre. Den anden type er de kunstigt anlagte landskaber, som Brøndbyskov, parkerne omkring Store Vejleådalen og Køge Bugt Strandpark. Disse præges af markante plantninger som trærækker og skov, store jordformer som bakker og volde, kunstige søer m.m.

Næsten alle kolonihaver i Danmark har med Kolonihaveloven fra 2001 fået status af varige kolonihaver og kan derfor kun nedlægges efter særlige kriterier. Kolonihaverne ”De ovale haver” i Nærum tegnet af C. Th. Sørensen i 1948 blev bygningsfredet i 1992. Kolonihavehusene er fredet med omgivelser, hvilket derfor også omfatter den overordnede struktur. Der kan skelnes mellem to typer af kolonihaver, hvoraf den ene omfatter de helhedsplanlagte og ofte arkitekttegnede haveforeninger, hvor de enkelte haver indgår i en fælles struktur, præget af en kunstnerisk bearbejdning i beplantningsmønstret og forholdet til landskabets topografi. Brøndby Haveforening, hvor haverne er struktureret som ’lagkagestykker’ i store cirkler er et eksempel på denne type. Den anden type er de ’almindelige’, taktfaste udstykninger med ensartede matrikelstørrelser, der ofte er placeret omkring regelmæssige vejstrukturer, og som kan strække sig over meget store arealer.

Den kulturhistoriske fortælling, der kommer til udtryk i de store, delvist kunstigt anlagte fritidslandskaber og det generelt grønne præg i idrætsanlæggene, er vigtig for at forstå byudviklingen efter 1945. Fastholdelse og nyanlæggelse af naturprægede landskaber nær boligområderne i forstaden var velfærdsstatens måde at sikre arbejderne adgang til skov og strand. Det mest omfattende eksempel er Københavns Vestegn, der tidligere var landbrugsland, og som i  landskabsbearbejdningen fik tilført de samme kvaliteter i form af skov og strand, som naturligt findes i områderne nord for København.

Kildeskovshallen, Gentofte, Arkitekt Karen og Ebbe Clemmensen 1973

Opmærksomhedspunkter

I idrætsanlæggene bør bevaringsværdige og fredede enkeltbygninger bevares i relation til helheden, ligesom det er væsentligt i højere grad at sætte landskabsanlæg i fokus som et led i forstædernes grønne struktur. 

De store fritidslandskabers bidrag til velfærdssamfundets og velfærdsforstædernes bygningskultur kan varetages gennem formidling og opmærksomhed omkring det stinet, de beplantningsmønstre, terrænformer og helhedsplaner, der giver områderne karakter. 

Ved kolonihaver skal man rette særlig opmærksomhed mod de oprindelige matrikelstrukturer, vejforløb og forholdet mellem den enkelte have og fællesarealer samt deres funktion som grønt element i forstadens bystruktur.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies