En koordineret indsats for bygningskulturarven

Industrikvarter

29. jan 2015Af Guide

Industrikvarter

Findes under: Forstad

Etableringen af egentlige industrikvarterer som en del af den offentlige fysiske planlægning skulle dels afhjælpe pladsproblemerne i den indre by og dels forbedre vilkårene for den lokale industri. Efter Anden Verdenskrig blev flere af de tilfældigt anlagte industriområder i forstæderne også omfattet af egentlige planer, f. eks. området omkring Islevdalvej i Rødovre. Gladsaxe Industrikvarter var i 1930’erne blevet etableret som landets første og på det tidspunkt største industriområde og blev efter 1945 udvidet til også at omfatte området øst for Gladsaxe Møllevej.

Læs om industrikvarterer under følgende overskrifter:
Historie og kendetegn
Typiske bevaringsværdier
Opmærksomhedspunkter

Anglifabrikken i Birkområdet ved Herning

Historie og kendetegn

Lokaliseringsmønsteret blev for alvor ændret efter 1945 som en følge af landevejstransportens, massebilismens og den spredte bosætnings udvikling. Industriområderne blev typisk placeret ved større veje og motorveje og klart adskilt fra boligområder i den hensigt at tilvejebringe de bedste vækstbetingelser for industrien og minimere flest tænkelige ulemper som støj- og lugtgener. Den danske industri var præget af mindre og mellemstore virksomheder, inden et nyt ideal om storskala slog igennem i både planlægning og byggeri i nært følgeskab med industrialiseringen og standardiseringen af byggeriet omkring 1960.

Industribyggeriet efter Anden Verdenskrig fordeler sig overordnet i to grupper med hver sine karakteristika. Den første gruppe udgøres af det planlagte industriområdes typiske åbne og lave bebyggelse for mindre og middelstore virksomheder, hvis funktioner kan rummes inden for normale udstykninger, infrastruktur og standardiserede bygningsmæssige rammer. Den anden udgøres af ofte solitært beliggende, meget store procesanlæg, der stiller særlige krav til byggeriets udformning og/eller adgang til råstofforekomster, havn eller kølevand.

Graden af planlægning i forholdet mellem vejstruktur, matriklernes størrelse og de landskabelige elementer bestemmer den fysiske fremtræden for de forskellige variationer af det planlagte industrikvarter. I industrikvartererer udlagt i 1940’erne og 1950’erne fremstår bygningsmassen ofte relativt varieret i størrelse, form og materialer, som det ses i f.eks. håndværkerbyen i Greve.

Områder fra slutningen af 1950’erne og frem til 1970’erne er generelt i højere grad præget af planlægning og stadigt større enheder, både matrikler og bygninger. Et eksempel på et helhedsplanlagt industrikvarter med stærk landskabelig karakter er Anglifabrikken i Birkområdet ved Herning (fra 1963). Det var dog mere almindeligt kun at fastlægge vejstrukturen og parcelstørrelse samt beplantningen. Mursten ses almindeligt brugt som facademateriale, selvom præfabrikerede betonelementer blev anvendt i stadigt større omfang, fra 1970’erne også sammen med pladebeklædning og sandwichelementer. Ændringerne i form og materiale kan ses som et stilskift fra byggeri, der læner sig op af den traditionelle funktionalisme, til byggeri med et modernistisk udtryk med f. eks. flade tage og horisontale vinduesbånd. Indretningen af den enkelte udstykning, valg af bygningstype og arkitektur var gennem hele perioden 1945-1975 et anliggende for den enkelte virksomhed. I planlægningen bestod reguleringen af bygningsmassens udformning og dimensioner i en angivelse af et maksimalt rumfang i forhold til udstykningens areal.

Efter 1970 blev fremstillingserhvervene ramt af nedgang i beskæftigelsen både i Danmark og internationalt. Den samlede byggeaktivitet faldt, men samtidig kom byggerierne i nye udlagte industrikvarterer til at udgøre en stadigt større del af det samlede industrielle bebyggelsesmiljø. I 1980’erne fortsatte standardiseringen af bebyggelsesmiljøet i industrikvarterene – dog med stadigt flere detailreguleringer af arkitekturen i et forsøg på at ændre industriens image.

 

Typiske bevaringsværdier

Der kan skelnes mellem flere typer bevaringsværdige sammenhænge, som tilsammen tegner en udviklingshistorie for industrikvarterene. Den første type omfatter de kvarterer, hvor en eksisterende, uplanlagt bebyggelse af bygninger til mindre, håndværksprægede industrivirksomheder er blevet udviklet til et egentligt industrikvarter. Islevdalvej i Rødovre, blev f.eks. udlagt til industrikvarter i 1956. Kvarteret er kendetegnet ved et klart opfatteligt bebyggelsesmønster med varieret bebyggelse. 

Den anden type er de kommunalt udstykkede industrikvarterer med forudplanlagt vejstruktur og beplantningsplan. Eksempler på dette er Gladsaxe Industrikvarter (1934) og Mørkhøj Erhvervskvarter (1965). I begge kvarterer består bebyggelsen af både store og små virksomheder, dog er det i Mørkhøj Erhvervskvarter struktureret i forhold til et lukket ringvejssystem, hvor de største ligger inderst, og de mindre ligger yderst og bl.a. formidler overgangen til villakvarteret syd for industrikvarteret.

Den tredje type er områder udviklet med udgangspunkt i en central virksomheds etablering og opførelse af bygningsanlæg. Et eksempel på denne type er Priorparken i Brøndby, hvor kabelproducenten NKT i 1950’erne opførte deres produktionsanlæg efter en stram struktur, og hvor bygningsmassen fremstår homogen i formsprog og materialebrug.

Fjerde type er de håndværkerbyer, der opførtes i 1950’erne og 1960’erne til mindre virksomheder og i to udgaver: den ene som en kombineret bolig- og erhvervsbebyggelse. Disse kvarterer har en forskelligartet, selvgroet bebyggelse. Et eksempel er håndværkerbyen i Greve. Den anden udgave blev opført som arkitekttegnet værkstedsbyggeri på andelsbasis og var i højere grad beregnet til mindre industri, som det ses i f. eks. håndværkerbyen i Valby.

Den femte type er en variant af det forudplanlagte industrikvarter og kendetegnet ved meget store, standardiserede enheder. Avedøre Holme er som et af Danmarks største industriområder et eksempel på denne type. Bebyggelsen består af fleksible og multifunktionelle halbygninger opført i standardiserede beton- eller sandwichelementer på et fuldkomment jævnt terræn med en vejstruktur af brede, retvinklede veje.

Den sidste type er også en variant af det totalplanlagte industrikvarter. Her er gennemført en zoneinddeling på den enkelte matrikel med administrationstilbygninger i front mod fordelingsvejene og produktionsbygningerne trukket tilbage på matriklen. Dette ses typisk i industrikvarterer udbygget i slutningen af 1970’erne og 1980’erne.

Industrikvartererne er fysiske udsagn i fortællingen om udviklingen fra førindustrielle erhverv til erhvervsområder. I opbygningen af velfærdssamfundet blev industriplanlægning en samfundsopgave, i og med at industrien blev set som en dynamo for bosætning.

Valby Håndværkerby, Arkitekt Ole Vinter 1950'erne

Opmærksomhedspunkter

På tværs af disse variationer kan der opstilles træk af særlig bevaringsværdi, som der skal rettes opmærksomhed imod i en udviklings- eller omdannelsesproces. På det overordnede niveau de planlagte helhedsstrukturer med et retvinklet vejnet og en struktureret beplantningsplan. Inden for industrikvarterets ydre afgrænsninger kan der være homogene helheder, hvor et helt område eller et udsnit af et område fremstår med et samlet arkitektonisk udtryk. I det enkelte industrikvarter kan der desuden være udsnit i bebyggelsen, der hver for sig rummer karakteristika fra forskellige perioder og på den måde tilsammen viderefører en fortælling om tilblivelse over tid.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies