En koordineret indsats for bygningskulturarven

Parcelhuskvarter

29. jan 2015Af Guide

Parcelhuskvarter

Findes under: Forstad

Parcelhuskvarteret har sin oprindelse dels i arbejderbevægelsens parcelhaveforeninger, dels i den borgerlige villabevægelse og dels i havebytanken. Omkring Anden Verdenskrig smeltede villa- og parcelbyggeri sammen til de middelklasseprægede kvarterer med enfamiliehuse, vi i dag kalder Parcelhuskvarterer. Statslånsloven fra 1938 gav tusindvis af danskere adgang til billige lån at bygge enfamiliehuse for. I 1940’erne og 1950’erne var staten medbygherre ved talrige små byggesager landet over. Det blev startskuddet for omlægningen af eksisterende haveforeninger til helårsbeboelse og for udstykningen af bynære landbrugsarealer til enfamilieshuse.

Læs om parcelhuskvarteret under følgende overskrifter:
Historie og kendetegn
Typiske bevaringsværdier
Opmærksomhedspunkter

 

Historie og kendetegn

Planlæggernes holdning til de hurtigt voksende parcelhuskvarterer var fra starten ambivalent. På den ene side var de en folkelig virkeliggørelse af tankerne om havebyen, på den anden side var der tale om en helt privat planlægning, styret af udstykkere, foreninger og landmålere. Parcelbevægelsen havde således været et af argumenterne for byplanloven i 1938, som skulle modvirke især storbyernes planløse vækst. Men først i slutningen af 1950’erne blev parcelhusene for alvor inddraget i diskussionen om byplan og bebyggelse. Gradvist blev tankerne om trafikseparation, udlægning af grønne fællesarealer og endelig integration af fælles faciliteter indarbejdet i udstykningsplanerne for nye parcelhuskvarterer. 

Parcelhuskvarterets fire elementer – huset, haven, vejen og parcellen – og deres indbyrdes forhold bestemmer kvarterernes varierede fremtræden og tegner samtidig en udviklingshistorie. 1940’ernes og 1950’ernes parcelhuskvarterer er karakteriseret ved små håndværksopførte huse, smalle og dybe grunde med nyttehaver, lige veje og et udifferentieret vejnet. 1960’ernes byplanlagte parcelhuskvarterer er præget af typehuse, kvadratiske grunde, pyntehaver og et differentieret vej- og stinet. I 1970’erne blev det almindeligt at udlægge grønne fællesarealer i planerne, ligesom der begyndte at optræde fællesfaciliteter. Parcelhusudstykninger kan variere kraftigt i omfang, men det almindelige parcelhuskvarter fra perioden indeholder mellem 50 og 200 parceller.

I efterkrigsårene opførtes både murermestervillaer og modernistiske villaer men især de mere beskedne såkaldte statslånshuse. Statslånshuset dannede forbillede for de senere typehuse samtidig med at det indledte standardiseringen og industrialiseringen i enfamiliehusbyggeriet. Det var typisk et enetages længehus på ca. 85 m2, med stramme krav til hvad det måtte koste, til byggekvalitet, indretning og isolering m.v. Typehuset fra 1960erne var som statslånshuset i reglen et længehus i en etage uden kælder og med lavt sadeltag i tegl eller eternit. Velstandsstigning, inflation og rentefradrag gjorde huskøb til en god investering og husene voksede i størrelse. Det typiske parcelhus fra 1970erne er i halvanden etager og har et stort tag med udhæng. Fra 1980 og frem bevirkede krisen i samfundsøkonomien og faldende huspriser, at der ikke blev bygget nær så mange parcelhuse.

 

Typiske bevaringsværdier

Med udgangspunkt i de kortlagte parcelhuskvarterer kan der skelnes mellem tre typer bevaringsværdige sammenhænge. Den første type er mindre bebyggelser med et homogent arkitektonisk udtryk f.eks. parcelhusene langs Permelillevej i Århus. Glostrup Kommune arbejder aktuelt på at kortlægge bevaringsværdier i en række statslånshuse, der blev realiseret som alment boligbyggeri og har bevaret deres oprindelige arkitektoniske udtryk. Den anden type er helhedsplanlagte parcelhuskvarterer typisk fra 1960erne. Her peges ikke på bygningsarkitekturen, som ofte er stærkt varieret. Som bevaringsværdier fremhæves bebyggelsernes placering i landskabet, udformningen af grønne fællesarealer, samt af sti - og vejforløbene – altså de træk, som understøtter et helhedsudtryk i det enkelte parcelhuskvarter. Den tredje type svarer typisk til ældre parcelhuskvarterer, som er udstykket før Anden Verdenskrig og udbygget over en lang årrække. Disse indeholder en mangfoldighed af forskellige bygningstyper og stilarter indenfor enfamilieshuse, herunder også efterkrigstidens huse og typehuse. Et velkendt eksempel er villakvarteret i landsbyen Hasseris ved Ålborg.

Som helheder falder kun de første to typer parcelhuskvarterer i den periode, der her sættes fokus på, idet de blev udstykket og udbygget efter 1945. Den tredje type er medtaget, fordi den forbinder den ældre og den nyere enfamilieshushistorie, og fordi den afspejler en anden relevant tilgang til kortlægning af bevaringsværdier, idet der ved de ældre kvarterer fremhæves variationen i bygningstyper, der afspejler en udviklingshistorie. Mange nyere parcelhuskvarterer blev udstykket og udbygget i løbet af en kort periode, men også indenfor efterkrigstidens håndværksmæssigt opførte småhuse og i 1960ernes og 1970ernes typehusarkitektur findes en variation. Nogle kvarterer blev desuden udbygget i flere faser, hvilket har givet en mangfoldighed i bygningstyperne, der afspejler en – om end kortere – udviklingshistorie. Parcelhuskvarterets udbredelse efter Anden  Verdenskrig er udtryk for den enorme velstandsstigning, som fandt sted i det danske samfund mellem 1950 og 1980. Selv om husene som regel er privatejede er det værd at huske på, at også enfamiliehuset var en del af den stort anlagte boligpolitik under opbygningen af velfærdssamfundet, først i form af statslånsloven og senere i form af rentefradrag. I det små fortæller parcelhusene fra denne periode historien om industrialiseringen af enfamilieshusbyggeriet fra statslånshuset til typehuset. I det store fortæller kvartererne historien om havebyens realisering fra en folkelig bevægelse til 1960ernes og 1970ernes store helhedsplanlagte kvarterer.

 

Opmærksomhedspunkter

Selv om de nyere parcelhuskvarterer typisk er udbygget på kort tid fremstår de som regel i dag stærkt varieret, fordi ejerne har bygget om og til alt efter skiftende behov. Netop friheden for at ”gøre-det-selv” er en af de store attraktioner ved at eje og bo i et parcelhus. Samtidig er der en stor interesse fra beboernes side til at bevare og styrke netop deres kvarters særlige identitet. De tre forskellige bevaringsværdige typer parcelhuskvarter peger på forskellige opmærksomhedspunkter i bevaringen og fornyelsen af det enkelte kvarter. I bebyggelser med et homogent arkitektonisk udtryk er det væsentligt at være opmærksom på fælles bygningsdetaljer, facade- og tagdækningsmaterialer m.v. ved renovering og fornyelse af den enkelte bygning. I helhedsplanlagte bebyggelser er det i højere grad udformningen af fællesarealerne, stier og veje som bør være i fokus. I kvarterer med mangfoldige bygningstyper fra forskellige perioder er det vigtigt at skærpe opmærksomheden på de enkelte stilarter ved renovering og ombygning af det individuelle hus.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies