En koordineret indsats for bygningskulturarven

Parkbebyggelse

29. jan 2015Af Guide

Parkbebyggelse

Findes under: Forstad

Parkbebyggelsen udsprang af den modernistiske byplanlægnings idealer om funktionsadskilte kvarterer i en åben, luftig by, hvor der er lige adgang til lys, sol og friarealer for alle. Standardisering og typisering af boligen og af den enkelte bygning muliggjorde udflytning fra trange boligforhold i de historiske bykvarterer og, især fra og med udgangen af Anden Verdenskrig, tilflytning fra landet til forstæderne. Tidlige eksempler for park- og stokbebyggelse i Danmark er Ryparken (1932) og Blidah Park (1934-35) ved København og Strandparken (ca. 1935) i Århus, alle tre med langfacader mod øst og vest.

Læs om parkbebyggelse under følgende overskrifter:
Historie og kendetegn
Typiske bevaringsværdier
Opmærksomhedspunkter

 

Historie og kendetegn

Bebyggelsestypen er karakteriseret ved fritliggende huse placeret langs adgangsveje til den ene side og opholdsarealer til den anden side eller udelukkende med adgang ad stier i grønne områder. Den enkelte bygning er underordnet en samlet struktur og et fælles formsprog, således at bebyggelsen opleves som en arkitektonisk helhed. Desuden er det afgørende, at bygningerne er monofunktionelle som boliger, med få tilføjelser mellem blokkene, hvor der er placeret nødvendige butiksbygninger og børneinstitutioner. Udearaler blev indrettet med beplantninger, plæner, legepladser og tørrestativer – friholdt af biltrafik – ofte anlæg med fine landskabelige kvaliteter. I 1950’ernes parkbebyggelser dominerer håndværksmæssigt opførte stokke og blokke i den funktionelle tradition. Enkelte montagebebyggelser har et modernistisk udtryk og markerer samtidig overgangen til det industrielle byggeri. 

Parkbebyggelsen fremherskede som grundelement i forstadens rum i 1950’erne. Det almennyttige boligbyggeri blev forestået af selskaber, der i tæt samarbejde med arkitekter planlagde de nye store bebyggelser. Forholdet til de grønne områder var det centrale i dansk boligbyggeri i disse år. Flere bebyggelser blev udført med større variation i plan og arkitektur, tilpasning til konteksten og især til de landskabelige forhold, eksempelvis Bredalsparken i Hvidovre. Det var dog mere typisk i perioden at placere 3-etages boligblokke i en stram orden – i samme vinkel til vejen og med regelmæssige afstande blokkene imellem. Men afstanden mellem de 3-etages blokke i de mange parkbebyggelser var ofte for ringe til at kunne give beboerne privatsfære og lys til lejlighederne. 

Flere arkitekter så højhuset som en mulighed for at få mere lys og sol ind i boligerne og samtidig få flere kollektive faciliteter, som kunne lette husmoderens arbejde. Samtidig argumenteredes der for en nuanceret, men hyppigere brug af bolighøjhuset som et element, der med sin vertikalitet skaber kontrast eller kompositorisk accent i et ellers udpræget horisontalt bylandskab. En bebyggelse, hvor netop bykompositoriske overvejelser har spillet en væsentlig rolle, er Milestedet (1954-58), som både realiserer og visualiserer Fingerplanen for Storkøbenhavns byvækst. Bebyggelsen er placeret langs Roskildevej mellem Rødovre og Glostrup og er organiseret som bolighøjhuse og længehuse i et mønster af karréer. 

Parallelt eksperimenterede nogle boligselskaber med tæt-lave parkbebyggelser. Et hovedeksempel for denne variant er Søndergård Park (1950) ved København. Her er rækkehuse og enfamiliehuse (dobbelthuse) grupperet omkring en grønning. Boligerne er suppleret med en børnehave og et butikstorv. Karakteristisk for bebyggelsen er, at der ikke er egentlige, private haver – undtaget ved rækkehusene – og at disse står i direkte forbindelse med fællesarealerne.

 

Typiske bevaringsværdier

Nybrud efter Anden Verdenskrig er de arkitektonisk mere varierede og landskabeligt prægede parkbebyggelser i den såkaldte funktionelle tradition. Tidens fokus på de grønne fællesarealer afspejler et ønske om at bygge for fællesskabet. Et andet nybrud er det såkaldte eksperimentelle byggeri, der sigtede mod industrialiseringen af byggeriet igennem udvikling af præfabrikerede byggeelementer og montageteknologi. Den første højhusbebyggelse, Bellahøj (1956) i København, er en tidlig repræsentant for denne type byggeri i en park- og punkthusbebyggelse.

Lys, luft og sol samt en fælles boligstandard spillede stadigvæk en væsentlig rolle, men bebyggelserne udvikledes nu i højere grad med udgangspunkt i lokale terrænforhold og i samspil med de omgivende bebyggelser. Hertil kom et øget fokus på udformningen af friarealerne som fælles opholdsrum for beboerne. Dette førte til større variation i de anvendte bygningstyper, i disponeringen af bygningerne, f.eks. i parallelforskudte formationer og i udformningen af friarealerne. På samme tid fremstår bebyggelserne netop med et stærkt helhedspræg, bygninger og landskab former et kvarter i byen. Især i de visuelt og funktionelt stærkt opdelte nyere forstadsområder opleves disse ’organiske’ parkbebyggelser som markante træk i bybilledet. De virker således identitetsstiftende i en større bymæssig sammenhæng og bidrager samtidig til orienteringen, når man færdes i byen.

Udover disse oplevelsesmæssige kvaliteter afspejler parkbebyggelserne væsentlige aspekter af den nyere samfundshistorie. Dansk boligbyggeri i efterkrigsårene var tæt knyttet til velfærdssamfundets udvikling. At skabe gode boliger til alle blev formuleret og iværksat som en central samfundsopgave. De mange lokale variationer over parkbebyggelsen, som udvikledes i disse år, er således også manifestationer af en aktiv national bolig- og velfærdspolitik. Hvor der er blevet udarbejdet kommuneatlas, er især parkbebyggelser i den funktionelle tradition udpeget som bevaringsværdige sammenhænge. Men også nogle tidlige montagebebyggelser af præfabrikerede betonelementer, herunder også højhusbebyggelser, er klassificeret bevaringsværdige. I flere af disse anerkendt bevaringsværdige bebyggelser har også de enkelte bygninger fået tildelt høj eller høj middel bevaringsværdi. Det gælder særligt håndværksmæssigt opførte teglstensbygninger, tegnet af kendte arkitekter, men også enkelte elementbyggerier.

 

Opmærksomhedspunkter

Bebyggelsestypens mest fremtrædende karaktertræk er det stærke helhedspræg på bebyggelsesniveau. Et gennemarbejdet arkitektonisk udtryk fra bebyggelsesplanen til den enkelte bygningskrops detaljering kendetegner mange af 1940’ernes og 1950’ernes parkbebyggelser. I bebyggelsernes fornyelse og udvikling bør netop bevaringen af det samlede udtryk derfor være i fokus. Dette gælder både i forhold til indgreb i den overordnede struktur, f.eks. igennem fortætning med nye funktioner eller fornyelse af friarealerne og i forhold til bygningernes renovering og fornyelse. En særlig udsat bevaringsværdi er de ofte nedslidte eller funktionstømte butikslokaler og butikstorve, hvis bevaring og fornyelser derfor bør være et særligt opmærksomhedspunkt.

Ved bygningsændringer og renoveringer af etagehuse og rækkehuse i den funktionelle tradition er det vigtigt at være opmærksom på typens præcise former og klare stoflige helhed. Ved de modernistiske etagehuse, herunder højhusene, er den arkitektoniske styrke en struktureret helhed med elegance i proportionerne.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies