En koordineret indsats for bygningskulturarven

Rækkehuskvarter

29. jan 2015Af Guide

Rækkehuskvarter

Findes under: Forstad

Gennembruddet for rækkehusbebyggelsen skete under krigen, men der var varmet op til det i løbet af 1930’erne, hvor det lille hus rykkede inden for økonomisk rækkevidde for middelklassen og enkelte arbejderfamilier. Fra udgangen af Anden Verdenskrig og op gennem 1950’erne opførtes mange arkitekttegnede rækkehusbebyggelser både med almene boligselskaber som bygherrer og privatfinansierede. Rækkehusene var velegnede til at møde efterkrigstidens boligmangel, idet de kunne færdiggøres successivt og tages i brug, efterhånden som de blev færdige.

Læs mere om rækkehuskvarteret under følgende overskrifter:
Historie og kendetegn
Typiske bevaringsværdier
Opmærksomhedspunkter

 

Historie og kendetegn

De almene boligselskabers muligheder for at opføre større samlede bebyggelser førte til typedannelse og en mere rationaliseret byggeproces. Arkitekterne undgik i 1940’erne og 1950’erne den ’rene’ rækkehusform med husene i én ubrudt længe, men vristede de enkelte huse fra hinanden, så stokkene blev til kæder. Islev Vænge (1951) i Rødovre af Arne Jacobsen er et eksempel på en bebyggelse, der gennem lette forskydninger i stokkene samlet set får en organisk karakter. Evt. blev et lavt bryggers eller udhus indskudt som mellemled mellem de enkelte huse, hvilket bidrog yderligere til ’opblødningen’ af stokken. En skæv placering af husene i forhold til vejen forstærkede desuden oplevelsen af den savtakkede facaderække og husenes individualitet. Dette ses f. eks. i det organiske bebyggelsesmønster for rækkehusene i kollektivbebyggelsen Carlsro (1953) i Rødovre. Endelig kan stokkene også være brudt op i dobbelthuse, som det ses i bebyggelsen Kongshvileparken (1954) i Gladsaxe.

Efterkrigstidens rækkehusområder er karakteriseret ved et stærkt landskabeligt præg. Kontakten mellem hus, have og de ofte store fælles friarealer var en væsentlig faktor i deres udformning. Bebyggelserne blev som regel tilpasset stedets topografi, og der blev lagt vægt på udformningen af beplantningen mellem husene og i friarealerne. Flere af de større rækkehusområder har træk fra parkbebyggelsen, idet der indgår større fælles grønne arealer udover de private haver. I de større rækkehusområder indgik typisk også butikker og daginstitutioner i helhedsplanen. I nogle områder, som eksempelvis Carlsro, indgik desuden kollektive faciliteter som vaskerier, fælleskøkkener og forsamlingslokaler. Disse kollektivbebyggelser kan betragtes som forløbere for 1970ernes tæt-lav boligbyer. Rækkehusene fra perioden er typisk murede med håndværksmæssige detaljer og falder stilmæssigt indenfor den danske funktionelle tradition.

I efterkrigstidens rækkehusbebyggelser ses udover en ny organisering af boligenhederne også en forbedring af den boligmæssige og æstetiske standard som en følge af tidens genskabte interesse for det murede hus, særligt småhuse. Montagebyggeriet med præfabrikerede betonelementer indførtes kun langsomt fra midt i 1950erne i rækkehusbyggeriet. I perioden 1960-1974 udførtes få deciderede rækkehusbebyggelser. Markante undtagelser er de håndværksmæssigt murede gårdhuse i kæder, Kingohusene (1960) i Helsingør og Fredensborghusene (1963), begge af Jørn Utzon.

 

Typiske bevaringsværdier

Med udgangspunkt i en traditionel bebyggelsesform blev der i 1950’erne udviklet nye bygningstypologier såsom kæde- og gårdhuse, og der blev eksperimenteret med nye fællesskabsorienterede bebyggelsesplaner. De almennyttige boligselskaber og arkitekternes interesse for at eksperimentere med hustyper og de modernistiske former var medvirkende til at højne rækkehusenes kvaliteter og standarder, samtidig med at håndværksmæssige traditioner blev holdt i hævd.

Et enestående eksempel på periodens fornyelse af bygningstypen og samtidig et unikt arkitektonisk værk er Kingohusene (1960) af Jørn Utzon, som i dag er fredet. Adskillige række-, kæde- og dobbelthusbebyggelser i velfærdsforstæderne er udpeget som bevaringsværdige helheder, og i nogle tilfælde er også bygningerne kategoriseret bevaringsværdige. De bevaringsværdige bebyggelser fremstår generelt med et samlet arkitektonisk udtryk og fine landskabelige kvaliteter; de er gennemtænkte fra det enkelte hus med have over vejforløb og stisystemer til de fælles friarealer mellem husgrupperne. Beplantningerne er typisk en del af bebyggelsesplanens mønster på lige fod med husrækkerne.

I rækkehusområder er der ofte sket individuelle tilføjelser og ændringer i form af vindfang, terrasser, havestuer mv. Flere rækkehusbebyggelser har desuden gennemgået facade- og tagrenoveringer, hvilket kan have sløret bygningernes oprindelige udtryk. I disse tilfælde – et eksempel er kvarteret Bytoften (1955) ved Egegård Skole i Gladsaxe – ligger bebyggelsens bevaringsværdier primært i karakteristiske træk, som understøtter helhedsindtrykket. Det kan være husrækkernes placering i landskabet, udformningen af veje, stier og beplantning. Det kan også være særlige formmæssige træk, som er betydningsfulde for den visuelle oplevelse af bebyggelsen i omgivelserne, f. eks. de høje skorstene på husene i Islev Vænge eller lange, ubrudte eller savtakkede facadeforløb langs vejene.

 

Opmærksomhedspunkter

I forhold til bevaring og udvikling af rækkehusområder er det vigtigt at være opmærksom på helhedspræget i bebyggelsesplanen og bebyggelsens samlede arkitektoniske udtryk. Dette gælder også i forbindelse med individuel renovering eller tilbygning til de enkelte huse. Her bør fællestræk eksempelvis i materialer og udformning af bygningsdetaljer være opmærksomhedspunkter. Selv om enkelte bygninger fremstår mindre velholdte eller ombyggede, er det væsentligt at bevare samtlige bygninger i en helhedsplanlagt rækkehusbebyggelse.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies