En koordineret indsats for bygningskulturarven

Sundhed og omsorg

29. jan 2015Af Guide

Sundhed og omsorg

Findes under: Forstad

Velfærdsforstadens institutioner for sundhed og omsorg er et fysisk udtryk for et af velfærdssamfundets kerneområder. At skabe tidssvarende rammer og gode forhold for børnene, de syge og de ældre blev efter Anden Verdenskrig en kontinuerligt voksende opgave for det offentlige, og områdets vigtighed afspejledes i hospitals- og plejesektorens bygninger, først i de centrale byområder, men fra 1960’erne i stigende grad også i forstæderne.

Læs om Sundhed og omsorg under følgende overskrifter: 
Historie og kendetegn
Typiske bevaringsværdier
Opmærksomhedspunkter

 

Historie og kendetegn

Børnepasning blev i stor stil en opgave for det offentlige i takt med mobiliseringen af kvinderne på arbejdsmarkedet, som for alvor kom i skred i 1960’erne. De almene boligselskaber indarbejdede allerede fra slutningen af 1940’erne børneinstitutioner til alle aldre, som skulle dække det forventede børnepasningsbehov i bebyggelserne. Et eksempel på dette er parkbebyggelsen Søndergård Park (1950) i Gladsaxe, hvor der i tilknytning til række- og dobbelthusbebyggelsen findes både butikstorv og børnehave opført i samme sluttede former og gule teglsten som boligerne. Et andet eksempel er daginstitutionerne i kollektivbebyggelsen Høje Søborg (1951), der ved opførelsen var beregnet til udearbejdende familier og enlige med børn og derfor indrettet med en række fællesfunktioner, herunder børnehave, vuggestue og fritidshjem. Med industrialiseringen af boligbyggeriet ændrede også daginstitutionerne karakter i retning af industrialiseret seriebyggeri.

I 1960’erne og 1970’erne opførtes en række nye hospitaler i forstadsområderne, typisk som afgrænsede enklaver med deres eget interne vej- og stinet og store parkeringsarealer. Selve bebyggelsen fremstår typisk som en arkitektonisk storform. Et modernistisk formsprog og tidstypiske byggematerialer som beton, glas og metal er karakteristiske træk og giver samtidig indtryk af en form for industriel masseproduktion af helbredelse. I nogle tilfælde ses en kombination af flere bygningstyper, hvor Herlev Hospital (1976) er det mest markante eksempel med et sengetårn i 25 etager kombineret med en lav behandlingsbygning, der er tænkt og udformet med henblik på fleksibilitet og tilpasning til ændrede behov. Specielt Hvidovre Hospital (1979) med sin enorme horisontale udstrækning fremstår som en by i byen. Her er fire lavere bygninger forbundet på tværs med en 400 m lang vandrehal, der fungerer som en intern strøggade. Imellem de fire bygninger er der taghaver til brug for patienter og personale, som giver karakter og orientering i den meget store bygningsstruktur.

1960’ernes ideal om af-institutionalisering slog markant igennem i plejesektoren. I forstæderne opførtes bebyggelser, der ikke længere var det kendte byplejehjem i mange etager, men den nye forstads 1-etagesinstitution i grønne omgivelser. Dette blev af mange betragtet som et udtryk for stigningen i velfærden. Et eksempel herpå er Bocentret Ringbo (1963) i Bagsværd, hvor den cirkelformede 1-etages bygning er placeret i parkagtige omgivelser og betjent af en indre vej med små stikveje. I periodens sidste del bærer bebyggelserne præg af, at opgaverne i stigende grad kom til at handle om pleje frem for omsorg, og udviklingen mod funktionsanonyme former i industrialiserede byggesæt blev ligeså markant her som for andre bygningstyper, selvom man i de fleste tilfælde har forsøgt at fastholde et ”hjemligt” udtryk.

Herlev Hospital, Arkitekt Brüel, Bornebusch & Selchau 1976

Typiske bevaringsværdier

De tre typer velfærdsbebyggelser til sundhed og omsorg har hver deres karakteristiske træk, som det er vigtigt at være opmærksom på i forhold til bevaring og fornyelse. 

Især i 1950’ernes parkbebyggelser er børneinstitutionerne integreret i helhedens overordnede struktur og arkitektoniske udtryk. De er typisk opført i samme formsprog og byggematerialer som resten af bebyggelsen. I de senere storskala montageplaner ses institutionerne også ofte løsrevet fra boligblokkene, typisk i form af lave pavilloner opført som elementbyggeri med et standardiseret udtryk. Et eksempel er institutionerne i Ishøjplanen, i dag Vejleåparken, der udgør små, selvstændige og centralt placerede bebyggelser i den store bebyggelsesplan.

Velfærdsforstadens hospitaler er arkitektoniske storformer, der i strukturen søger at medtænke fremtidige forandringer og ændrede behov. Hvidovre Hospitals lave og strukturprægede storform kan således tænkes udvidet med gentagelsen af de samme elementer, men kan i princippet også bygges tilbage. Relationen mellem indre rum og udearealer samt eventuelle originale udsmykninger fortæller om et nyt fokus på patienternes velvære, som det ses i f. eks. taghaverne på hospitalet i Hvidovre og udsmykningen og farvesætningen på Herlev Hospital af billedkunstneren Paul Gernes.

I lighed med boligbebyggelserne fremstår velfærdsforstadens plejeboliger typisk som åbne bebyggelser med en fælles struktur og et fælles formsprog. De opleves således som arkitektoniske helheder omend i en mindre skala. Der er i bebyggelsen ofte et bearbejdet forhold til landskabet, hvor bygningerne indgår i et samspil med de parklignende omgivelser. Bebyggelserne er ofte opført i et tidstypisk formsprog og af forholdsvist enkle byggematerialer, som det ses i f. eks. Bocentret Ringbo i Bagsværd. Bebyggelsen er helstøbt og karakterfuld, men opført i enkle og billige materialer med mure af gasbeton, tage af bølgeeternit og karakteristiske, spidse ovenlyskasser beklædt med zink. 

Velfærdsforstadens bebyggelser til sundhed og omsorg danner desuden ramme om væsentlige kulturhistoriske fortællinger som borgernes frie adgang til helbredelse og retten til at kunne se frem til omsorg i alderdommen. Bebyggelserne vidner om periodens skiftende prioriteringer og løsningsmodeller for området.

 

Opmærksomhedspunkter

Med udgangspunkt i de nævnte bevaringsværdier bør der for børneinstitutionerne rettes opmærksomhed mod materiale- og formsprog i forhold til den helhed, de indgår i. Helhedspræget i både bebyggelsesplanen og ned til den enkelte bygningskrops detaljering er væsentligt for en bevaring af det samlede udtryk. 

Hospitalernes mest karakteristiske træk er de arkitektoniske storformer, der udgør selvstændige helheder i stor skala i forstadens bebyggelsesmønster. Bevaring af storformerne bør ske med forståelse for, at de er tænkt som fleksible og tilpasningsdygtige strukturer, der til enhver tid skal kunne modsvare ændrede behov og ny teknologi. Samtidig bør bygningernes modernistiske formsprog og materialevalg være et opmærksomhedspunkt ved ombygninger og renoveringer. 

Ved plejehjem, ældreboliger mv. bør fornyelse og bevaringsarbejde tage hensyn til helhedsudtrykket i bebyggelsesplanen, bygningernes formsprog, materialevalg og detaljering. Bebyggelsens og boligenhedernes interaktion med det omgivende landskab er en vigtig del af den overordnede struktur, som man også bør have blik for.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies