En koordineret indsats for bygningskulturarven

Tæt-lav boligby

29. jan 2015Af Guide

Tæt-lav boligby

Findes under: Forstad

Tæt-lav-bevægelsen opstod i starten af 1970’erne som en modreaktion på montageplanens store skala, dets arkitektoniske monotoni og manglende fleksibilitet både i boligens og i byens skala. Kritikken af den såkaldte betonslum og ikke mindst den sociale segregering i de almennyttige boligområder, medførte krav om mere overskuelige fysiske omgivelser, nærhed og større muligheder for sociale kontakter i mindre grupper.

Læs om tæt-lav boligbyen under følgende overskrifter:
Historie og kendetegn
Typiske bevaringsværdier
Opmærksomhedspunkter

 

Historie og kendetegn

Startskuddet var SBI-idékonkurrencen om byggesystemer for tætte, lave boligformer i juni 1971. Her skulle miljøkritikernes ideer om varierede og foranderlige bolig og bymiljøer samt øget brugerindflydelse forsøges realiseret både i etagehuse og i de lave byggerier. Vinderforslaget af tegnestuen Vandkunsten blev skelsættende for 1970’ernes og 1980’ernes boligbyggeri. Byen betragtedes her som en organisme, der måtte bygges på og ind i det danske landskab. Tanken var at lade folk bo i små selvstændige enklaver for 500-750 mennesker, så man ”stadig kender hinandens ansigter”, og hvor alle de til boligområdet tilhørende funktioner inklusive arbejdssteder integreres i én sammenhængende bygningsstruktur. Bebyggelsen skulle være lav for at bevare kontakten med naturen og tæt for at komme hinanden ved.

Periodens realiserede tæt-lave bebyggelser er som regel rene boligområder. Tæt-lav boligbyen er typisk organiseret i mindre bebyggelsesenklaver, forbundet af et netværk af bilfri stræder, små pladser og grønne fællesarealer, der inviterer til ophold og leg. Gårdrum er indrettet med små legepladser, bebygget med udhuse og cykelskure og forbundet til første sal med udvendige adgangstrapper. Fælleshuse med vaskeri, køkken og opholdslokaler har ofte en central placering i bebyggelsen. Gadebredder, huslængder og etagehøjder svarer til skalaen i mindre købstæder. Bygningstyperne spænder fra række- og gårdhuse til lave etagehuse, som giver nem adgang til terræn. I de tidlige tæt-lave bebyggelser som eksempelvis Galgebakken i Albertslund er det arkitektoniske udtryk fortsat modernistisk præget. Senere bebyggelser knytter an til den traditionelle danske teglstensarkitektur eller fremstår postmoderne med nostalgiske elementer.

På mange måder peger tæt-lav-bevægelsens bebyggelser tilbage til havebytanken og til 1950’ernes tæt-lave parkbebyggelser. Det afgørende nye i 1970’erne er fokus på brugerinddragelse og  indflydelse i bebyggelsernes udformning. Tinggården (1978/1984) blev således til i dialog mellem arkitekterne og en beboergruppe i Køge. I bebyggelsen Galgebakken (1974) er der mulighed for at tilpasse lejlighedstyperne skiftende behov, f.eks. ved at udskille en mindre bolig fra den store. Og mellem boligerne er der muligheder for selvbyg af pergolaer, skærme og lysthuse, hvis man personligt vil præge denne zone. Sidst, men ikke mindst, søgte arkitekterne mod et mere ’folkeligt’ formsprog ved at søge tilbage til traditionelle bygningstyper og materialer eller ved at give bebyggelserne en selvgroet karakter med varierende etagehøjder, forskellige vinduesformater og en broget farvesammensætning. Betonelementbyggeriet forbindes nu med et individualiseret, mangfoldigt udtryk.

Idealerne i tæt-lav boligbyen var hentet fra danske småbyer med 1- og 2-etages længehuse grupperet omkring vej- eller stiforløb, der ikke var egnede til moderne biltrafik. Paradoksalt nok passede det fint med de overordnede planlægningstanker om trafikseparering og funktionsmæssig zoneopdeling. Først midt i 1980’erne opgav man den interne trafikseparering i boligbebyggelserne, fordi den var for økonomisk bekostelig.

Blangstedgård, Odense, Arkitekt 3XN, Lundgård & Tranbjerg m.fl. 1988

Typiske bevaringsværdier

Få tæt-lav boligbyer er kortlagt som bevaringsværdige sammenhænge, hvad der formentlig til dels skyldes deres unge alder. En undtagelse er Håndværkerparken ved Århus, som blev opført fra 1981-82 og udbygget op til 2002. Som mange af 1970’ernes og 1980’ernes tæt-lave bebyggelser afrunder Håndværkerparken byens randområder ud mod det åbne land. Bebyggelsesplanen er tidstypisk udformet som en kam med indskudte landskabskiler imellem de enkelte boligenklaver. Som bevaringsværdier fremhæves her især bebyggelsens samspil med terrænet og udformningen af byrum og friarealer.

På trods af opdelingen i mindre enklaver fremstår tæt-lav boligbyer som klart aflæselige arkitektoniske helheder, hvor den enkelte bygning er underordnet en samlet struktur og et fælles formsprog. Men der er stor forskel på bebyggelsernes arkitektoniske fremtræden. I nogle bebyggelser understreger et homogent udtryk fællesskabstanken. Der anvendes for eksempel en bestemt teglsten til facade og tag, fastlagte taghældninger og standarddetaljer ved tagudhæng, ensartede materialer til udhuse, udvendige trapper osv., som indgår i en afstemt helhed. Herudover er belægninger og belysning i byrum samt beplantning af friarealer ofte udført efter et samlet koncept. Andre bebyggelser som eksempelvis Tinggården lægger sig op ad selvbyggerkulturen med et stærkt varieret formsprog, sammensatte, uprætentiøse materialer som eternit og træ, lavteknologiske bygningsdetaljer og anvendelse af tilsyneladende færdigindkøbte bygningsdele, f.eks. stålelementtrapper.

I tæt-lav bebyggelsernes mangfoldige fremtræden afspejler sig individualiseringen af samfundet, der har fundet sted med velstandsstigningen op igennem 1960’erne. Samtidig fortæller de historien om demokratiseringen af det almene boligbyggeri i kølvandet på ungdomsoprøret. Industrisamfundets forestilling om borgeren som et hjul i samfundsmaskinen er her skiftet ud med idealet om myndige individer, der skaber samfundet i fællesskab. Således er en række bebyggelser blevet til i dialog med kommende beboere, og/eller beboerne har udviklet og udvikler fortsat friarealernes udformning i fællesskab. Tanken om en boligbebyggelse som et perfekt arkitektonisk værk er her erstattet med et ideal om et levende kvarter, der er under løbende udvikling.

 

Opmærksomhedspunkter

Det er karakteristisk for tæt-lav boligbyerne, at de fremtræder som arkitektoniske helheder, samtidig med at der er lagt vægt på et mangfoldigt udtryk og på variation i udformningen af byrum og grønne friarealer med fokus på sociale aktiviteter. Endvidere er det et kendetegn, at der er lagt vægt på beboernes muligheder for at præge bebyggelserne igennem deres brug af friarealer og fælleshuse og i nogle tilfælde også igennem fysiske tiltag.  

I fornyelsen og renoveringen af tæt-lav boligbyer er det derfor væsentligt at være opmærksom på bebyggelsens samlede arkitektoniske udtryk, på beboernes levende praksisser i hverdagen, men også på de små eller større forandringer, som beboerne har foretaget over tid.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies