En koordineret indsats for bygningskulturarven

Uddannelse

29. jan 2015Af Guide

Uddannelse

Findes under: Forstad

Skolebyggeri har i særdeleshed præget udbygningen af 1950’ernes forstadskvarterer, organiseringen af boligkvarterer, stisystemer og vejanlæg – og har desuden haft en afgørende betydning for arkitekturens udvikling i Danmark. Folkeskolerne fremstår typisk integreret i nye boligkvarterers vej- og stisystem og rumlige struktur, og ofte indgår store, grønne friarealer i bebyggelsen. Idéen var, at skolerne skulle fungere som centre for lokale, sociale aktiviteter, hvad der enkelte steder også afspejles i kvartersnavne som Skoleparken, et boligkvarter opført omkring Stengård Skole (1951) i Gladsaxe.

Læs om uddannelsernes byggeri under følgende overskrifter:
Historie og kendetegn
Typiske bevaringsværdier
Opmærksomhedspunkter

 

Historie og kendetegn

Den dominerende form var fra 1950’erne en modulopdelt, men sammenhængende lav bebyggelse, der ofte rummer gennemtænkte indre rumligheder og intimitet i relationerne mellem klasserum og uderum, som det ses i eksempelvis Munkegårdsskolen (1956) i Gentofte. Hvor der var et begrænset grundareal til disposition, kan der være en eller flere bygninger i op til tre etager integreret i bebyggelsen, som det ses i Voldparken skole (1952) af Kay Fisker. I 1960’ernes folkeskoler videreførtes idéerne i flere variationer, stadig oftest organiseret ud fra et underliggende grid og udformet som et netværk, en kamform eller som bygningskomplekser i karréstruktur bygget op omkring en stor gård eller et atrium. Stilmæssigt spænder skolebygninger fra modernismens enkle, præcise udtryk til brutalismens komplekse bygningsvolumener med rå beton- og tegloverflader.

Udviklingen i pædagogikken stillede stadigt større krav om fleksibilitet i strukturen, og bebyggelserne udvikledes med brug af lette konstruktioner, der var tænkt midlertidige og lette at ændre. I 1970’erne opførtes såkaldte åben-plan skoler med en flydende rumorganisering og flytbare skillevægge. Kvaglundskolen (1973) i Esbjerg er et eksempel på en sådan storrumstankegang med friholdt gulvareal ved brug af rumgitterkonstruktion til tagkonstruktionen og flytbare træskillevægge monteret i loftskinner. Parallelt eksperimenterede man med nye bebyggelsestyper. Strandgårdsskolen (1975) ved Vejleåparken, oprindeligt Ishøjplanen, er en ’skoleby’ med fritliggende eller delvist sammenbyggede 2-3-etages bygninger og udearealer til leg formet som gadenet og centrale pladser. Fire mindre grundskoler ligger organiseret omkring egne gårdanlæg som små skoler i den store, hvilket blot understreger præget af bykvarter eller landsby. 

Mange af de samme overordnede udviklingstendenser for folkeskolerne går igen i gymnasierne og bygningerne til de mellemlange uddannelser. Disse er ligeledes typisk domineret af 1-2-etages bygninger, men i højere grad opført som selvstændige bygningsværker. Fra 1960’erne var fagklasseskolen med egne lokaler til hvert fag det dominerende rumprogram for gymnasierne. I mange tilfælde udgør etindendørs atrium omdrejningspunktet for den rumlige organisering, i andre er byen anvendt som metafor og udgangspunkt for en organisering af funktionerne omkring indre gader og torve, som det ses i fx Risskov Gymnasium (1969) og Høje Taastrup Gymnasium (1978). 

Specielt ved universitetsbyggerierne blev der i perioden 1960-1975 udviklet nye bebyggelsestyper baseret på ideen om åben struktur og fleksibilitet. Bebyggelserne blev anlagt som ’åbne former’ med henblik på at være tilpasningsdygtige og udvidelsesegnede til fremtidig vækst og funktionel forandring. I 1970’erne blev der etableret en række nye uddannelses- og universitetscentre som byer i byen, typisk udformet som tæt-lave eller åben-lave bebyggelser af campuskarakter med gennemgående vej- og stisystemer, som det ses i både Aalborg Universitetscenter (1980) og Danmarks Tekniske Universitet (1980) i Lyngby.

 

Typiske bevaringsværdier

Velfærdsforstadens uddannelsesbygninger afspejler udviklinger indenfor skolepædagogik og opfattelsen af læringsprocesser, arkitektur og byggeteknik og ikke mindst byplantænkning fra efterkrigsårene op til 1980. 

Bevaringsværdierne er lettest at få øje på i de markante arkitektoniske værker fra efterkrigsårene op til 1960. Skolebygningerne fra denne periode fremstår som gennemtænkte helheder fra bebyggelsesplanen til de håndværksmæssigt udførte bygningsdetaljer. Adskillige skoler fra denne periode er velbevarede og udpegede bevaringsværdige, Munkegaardskolen, der er kendt som et af Arne Jacobsens hovedværker, er endda fredet. 1970’ernes åben-plan skoler, der er bygget over idealer om fleksibilitet og tilpasningsdygtighed, er langt sværere at rumme inden for et klassisk værkbegreb, som stiller krav om originalitet og et varigt udtryk. Til gengæld fortæller netop disse skoler om udviklingen af et nyt værkbegreb inden for arkitektfaget i samspil med nye pædagogiske koncepter og udviklinger inden for byggeteknik.

Især 1950’ernes folkeskoler fremstår typisk som et centralt element i en større bebyggelse. Dette ses i f. eks. Egegård Skole (1955), Stengård Skole (1951) og Mørkhøj Skole (1957), der alle tre er beliggende i Gladsaxe Kommune. Også ved storskala montagebebyggelsen Farum Midtpunkt fra 1970’erne er Bybækskolen og de tilhørende friarealer anlagt som omdrejningspunkt for sociale aktiviteter og samtidig en integreret del af kvarterets interne vej- og stisystem. Her er parkeringskældre, vejunderføringer og cykel- og fodgængerbroer i beton udført således, at den samlede bebyggelse fremstår som en fysisk megastruktur. Flere gymnasier i forstæderne er udpeget som bevaringsværdige og et enkelt, Århus Statsgymnasium i Hasle, er fredet. Arkitekturen varierer stilmæssigt fra skarptskåren og elegant funktionalisme som i Århus Statsgymnasium (1958) til en mere opløst struktur og rå materialekarakter som i Risskov Amtsgymnasium (1969). Hasseris Gymnasium (1972) i Aalborg er et eksempel på, at ændringer og tilpasninger af skolens indvendige rumligheder og miljø kan gennemføres under hensyn til bebyggelsens ydre fremtræden, hvor de enkle og klare bygningskroppe stadig står som for næsten 40 år siden.

De større uddannelsescentre og særligt universitetsbebyggelserne er karakteriseret ved et helhedspræg i bebyggelsestrukturen, i udformningen af veje og friarealer og delvist også i bygningerne, eksempelvis i tagform og facadematerialer. Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby er et eksempel på en dynamisk bebyggelsesplan, der er indrettet på vækst og funktionel forandring og samtidigt med en vis ensartethed i bygningsmassen med beton og gule tegl som gennemgående facadematerialer. En anden variant af de ’åbne former’ er Syddansk Universitet (1967) i Odense, hvor bebyggelsen er organiseret som et fysisk sammenhængende netværk med en stadig mulighed for udvidelse af ydergrænser.

Egegård Skole, Gladsaxe, Arkitekt N. og E. Koppel 1955

Opmærksomhedspunkter

Det er væsentligt fortsat at sikre bevaring og fornyelse af bevaringsværdige og fredede enkeltbygninger i forstædernes skolebebyggelser. Dette gælder både folkeskoler, ungdoms- og videregående uddannelser. I den forbindelse er det ligeledes vigtigt at være opmærksom på helhedskarakteren i bebyggelserne i form af bebyggelsesplan, gennemgående materialekarakter og relationen til udearealerne. Det er desuden vigtigt at være opmærksom på skolebygningerne som en del af en større sammenhæng i kraft af deres integrering med de omgivende boligkvarterer. I uddannelsescentre og universitetscentre er vejstruktur, stisystemer og pladsdannelser mv. ligeledes en del af helheden.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies