En koordineret indsats for bygningskulturarven

Etagebygning

29. jan 2015Af Guide

Etagebygning

Findes under: Industri

Etagebygningen var den mest brugte industribygning i Danmark fra ca. 1840 til ca. 1890, hvor også andre industribygningstyper kom til – endnu dog i mindre omfang. Etagebygningen har egnet sig til mange formål, såsom pakhus, varehus, fabrik i bl.a. tekstil- og møbelbranchen samt til administration. Etagebygningen var på retur omkring år 1945, hvor fladebygningen, der afspejlede den mere effektive lineære arbejdsproces, var blevet den foretrukne.

Læs om etagebygningen under de følgende overskrifter:
Kulturhistorien
Arkitektoniske karakteristika
Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

Trævarefabrik, senere telefonfabrik, Bastian i Horsens, 1875

Kulturhistorien

Den moderne industri slog igennem med en afgørende forandring i fremstillingen af varer og produkter. Det afgørende nye var opdelingen af arbejdsprocessen. Den skotske økonom Adam Smith beskrev i 1776 den stigende effektivitet ved at dele produktionsprocessen op og lade arbejderne specialisere sig. Mens de tidligere industrielle aktiviteter oftest foregik hjemmefra, krævede den nye arbejdsform særlige fysiske rammer. 

Fabrikken som bygningstype blev udviklet i industriens moderland, Storbritannien, i begyndelsen af 1700-tallet og fandt vej til Danmark i den anden halvdel af samme århundrede. De første fabriksbygninger i Danmark var dybest set ikke fabrikker i gængse forstand, men snarere huse til en styret produktionsproces. De var kompakte, smalle bindingsværksstrukturer i to etager. Bindingsværkets bjælkekonstruktion tillod ikke store vinduer, men var derimod fleksibel, da hvert fag om nødvendigt kunne rumme et ekstra vindue og dermed skaffe mere lys. 

Den næste generation etagebygninger var bygget op i tre grundmurede etager og afspejlede driftsformen med et stadium i arbejdsprocessen for hver etage. Bygningstypen bredte sig kraftigt fra 1830’erne i takt med den hurtige udvikling af klædebranchen. Udviklingen kunne primært ses i landdistrikterne, hvor der var vandkraft. Ved vandløbssystemet mellem Sjælsø og Øresund med dets store fald og mange forgreninger, men også i Grejsdalen blev der i de år etableret mange fabrikker (overvejende klædefabrikker) og møller. Fabrikkens kraftkilde var nemlig stadig vand, og etagebygningen var bygget op omkring et vandhjul i kælderen. 

Dampmaskinens indførelse i 1840’erne var af afgørende betydning for industriens udvikling. Nu var fabrikker ikke længere afhængige af vand som kraftkilde og kunne derfor flytte ind i bykernen; en proces der i København blev hjulpet godt på vej med sløjfningen af byens volde mellem 1856 og 1901. Det hurtigt voksende jernbanenet gjorde det desuden nemmere at distribuere de færdige produkter. Da dampmaskinerne var for tunge til bindingsværksstrukturen, som havde eksisteret ved siden af de grundmurede etagebygninger, forsvandt den type etagebygning helt. 

De danske jernstøberier bredte sig kraftigt over hele landet fra 1840’erne, og kort efter blev de første bygninger med en bærende jernkonstruktion opført, som fx Giørtz Bomuldsvæveri i Ribe fra 1850. Nu kunne man bygge skeletter, der gjorde det muligt at bygge højere og større, da murene ikke skulle bære hele bygningens vægt. Nyskabelsen udkonkurrerede dog ikke den klassiske bjælkekonstruktion, der stadig var den mest udbredte gennem hele perioden. Omkring 1870 havde den danske standardfabrik udviklet sig til en grundmuret bygning i to eller tre etager med tegl- eller skifertag, støbejernsvinduer og bærende jernsøjler eller træbjælkekonstruktion. I takt med den hurtigt voksende industrialisering tog fabriksbyggeriet fra 1880’erne virkelig fart, og etagefabrikken var den type, der blev brugt flittigst over hele landet, helt indtil 2. Verdenskrig. 

I lang tid udskilte industriens (etage)bygninger sig ikke ved nogen særegen stil, men fulgte i høj grad boligbyggeriets udtryk. Gl. Carlsberg, tegnet af N.S. Nebelong i 1852-54, mindede i sit anlæg med direktørvilla, økonomibygninger og haver faktisk mere om en herregård end et sted, hvor der blev arbejdet og produceret. De fleste industribygninger blev dog ikke tegnet af arkitekter, men af murer- eller tømrermestre og i nogle tilfælde af civilingeniører, og det var først i starten af det 20. århundrede, at flere kendte arkitekter begyndte at lægge navn til industribygninger. Indtil da blev mange industrianlæg og fabrikker i byerne gemt bag en facade opført i samme stil som de omliggende boligbyggerier. Den herskende stil fra 1850 til 1910 var historicismen, hvor man lod sig inspirere af tidligere perioder, som fx gotik fra England. Rundbuestilen, som arkitekt Herholt anvendte ved Grøns Varehus på Kgs. Nytorv, og klassicismen blev ligeledes brugt. Det valgte formsprog afhang af bygningens beliggenhed, midler, ejerforhold m.m. 

I slutningen af det 19. århundrede blev etagebygningen mere udtalt i sit udtryk. Industriarkitektur var mindre anonym end tidligere og fik en større detaljerigdom, især i murværket. Med udbredelsen af jernbeton efter 1910 var det muligt at bygge solide konstruktioner med store rum og større vinduespartier. Bygningen viste nu sin bærende konstruktion i stedet for, som før, at skjule den bag en ’pæn’ facade.

 

Fra etager til flader

Denne udvikling forstærkedes i 1910’erne og 20’ernes vækstperiode, hvor fabrikken blev et symbol på modernitet og fremgang. Det arkitektoniske element, der nu var mest fremtrædende i industribyggeri, var shedtaget med sine skiftevis stejle og jævnt skrånende tagflader og store skråtstillede vinduer. Shedtaget blev anvendt i etagebygninger i byerne, men fandtes mest på såkaldte fladebygninger. De flade, enetagesbygninger afspejlede en ny, lineær produktionslinje, der blev taget i brug fra 1920’erne (se typeblad Fladebygning). Med fladebygningens indtog gled etagebygningen i baggrunden, og efter 1945 anvendtes de sjældnere til egentlig industriproduktion. Parallelt med denne udvikling fandtes dog fortsat en underskov af små industrivirksomheder i baggårde og på landet, der helt frem til nyere tid benyttede de ældre etagefabrikker. De eksisterende etagebygninger blev stedvis også taget i brug til andre formål, fx som administrationsbygning. 

C.W. Obel Tobaksfabrik, Aalborg, 1897-1935

Arkitektoniske karakteristika

Den industrielle etagebygning er en bredt favnende bygningstype. Den blev bygget over mere end et århundrede både i byer og i landdistrikter og i forskellige materialer og stilarter, alt efter tidens teknologiske muligheder og æstetiske krav. Dens fremtrædende arkitektoniske karakteristika er derfor ligeledes mangfoldige.

Typiske arkitektoniske værdier

  • Fra 1840 til 1870 er bygningerne typisk opført i 2-3 grundmurede etager med en indre træstruktur, bygget omkring én kraftkilde, placeret i kælderen.

  • Omkring 1850 blev de første bærende jernkonstruktioner taget i brug som følge af udviklingen af valset smedejern og valset stål. Jernkonstruktionerne blev i første omgang ofte opfattet som konstruktioner, der ikke skulle ses udefra.

  • Etagebygningen havde murede facader indtil slutningen af 1800-tallet, en tid med stor vækst og teknologisk udvikling.

  • Omkring 1890 udbredes brug af et billedrigt formsprog; udtryksfuldt murværk med stor detaljerigdom, ofte med støbejernsvinduer.

  • Det bærende jernskelet satte facaden mere fri til større vinduesåbninger, fra 1920’erne indrammet i stål.

  • Fra ca. 1910 blev også rummets størrelse frigjort takket være det nye jernbetonskelet. Facaden blev nu oftere opført i synlig jernbeton, som udover at være bærende i sig selv havde en stor plasticitet, der tillod en bred vifte af former.

  • De sene etagebygninger (1920-45) er kendetegnet ved brug af (hvidmalede) præfabrikerede jernbetonflader, stålindrammede glasflader og en ekstensiv udnyttelse med stor rummelighed. 

 

Typiske kulturhistoriske værdier

  • Etagebygningen havde sin storhed i en tid, hvor industrien endnu ikke havde taget en international og global vending.

  • Den husede virksomheder inden for næringsmiddelbranchen, møbel-, tekstil- og klædeindustri m.fl., der ofte var af afgørende betydning for udviklingen af lokalmiljøet.

  • Etagebygningen afspejler opdelingen af den produktionsproces, der var banebrydende i 1840 med en etage for hvert stadium i arbejdsprocessen.

  • I takt med den voksende stolthed over industriens fremmarch i slutningen af 1800-tallet fremtrådte etagebygningen ærlig i sit udtryk og demonstrerede sine materialer og konstruktioner, hvormed den fremstod mere moderne end det almene byggeri.

I sit udtryk blev mellemkrigstidens etagebygning kendetegnet ved brug af hvidmalede jernbetonflader, store stålindrammede glasflader og rationelle detaljer. Den såkaldte ’hvide fabrik’, Novo Nordisks etagebygning i København tegnet af Arne Jacobsen i 1935, repræsenterer den sidste generation af etagebygninger og pegede med sin dominerende aflange facon allerede i retning af de mere moderne fladebygninger.

Usserød Klædefabrik ved Usserød Å, 1791-92

Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

  • Den industrielle etagebygning er kendetegnet ved et kompakt bygningsvolumen, inddelt i åbne etager. Ydermurene er massive og ofte bærende, og den regelmæssige vinduessætning i facaderne sikrer et jævnt fordelt dagslys. Loftshøjden er som regel god til nye formål.

  • Materialemæssigt er de industrielle etagebygninger kendetegnet ved robuste og enkle materialer. Så længe bygningens bærende struktur respekteres, findes der rige muligheder for indre forandring. Bygningernes potentiale for genanvendelse ligger dermed i de indre tilpasningsmuligheder, som konstruktionen og de enkle materialer giver.

  • Med sin solide struktur, gode lysindfald og store rumlighed, fordelt over flere etager, egner etagebygningen sig til mange funktioner. Anvendelsesmuligheder inkluderer bl.a. kontorer, undervisningsinstitutioner, butikker, værksteder, boliger, museer og restauranter. Etagebygningen er optimal til funktionsblanding, hvor fx stueetagen indrettes til butikslokaler og de øvrige etager til kontorer. På den måde beholder bygningen en åbenhed, og der skabes liv på gadeplan. Man skal være opmærksom på etagebygningens karakteristiske store, sammenhængende rum. Den særlige kvalitet, der ligger i etagebygningens store rum i de åbne etager er værd at fastholde så vidt muligt. Derfor kan genanvendelsesfunktioner gerne være pladskrævende og uden behov for mange skillevægge.

  • Etagebygningen egner sig godt til genanvendelse i forhold til de fysiske behov, nye funktioner måtte have brug for. Etagebygninger kan som regel efterisoleres med velovervejede metoder til et komfortniveau, passende til kontorer og boliger, ligesom nye serviceinstallationer kan fremføres langs bygningens eksisterende konstruktion. Det er ligeledes muligt at etablere gode adgangsforhold, der inkluderer en hensigtsmæssig og sikker fordeling af trapper og elevatorer til at forbinde bygningens etager.

  • Udføres tilpasningen til nye funktioner med respekt for bygningens grundlæggende struktur, kan der opnås et brugbart og homogent resultat, hvor bygningens kvaliteter i høj grad udnyttes.

  • Bevaring af de originale vinduer kan være væsentligt for bygningernes udtryk – de danner den lette kontrast til de tunge mure; men det kan være en udfordring ift. energikrav. De kan dog forsynes med indvendige forsatsrammer med flere lag glas og/eller energiglas.

  • Etagebygningen kan rumme nagelfast industrielt inventar, der med fordel kan bibeholdes som skulpturelle fortællere i en genanvendelse.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies