En koordineret indsats for bygningskulturarven

Industriområder i forstaden

29. jan 2015Af Guide

Industriområder i forstaden

Findes under: Industri

Med industriområder i forstaden forstår vi industriområder i en ekstensiv bymæssig kontekst, der er karakteriseret ved en åben og lav bebyggelse, og som er beliggende inden for byzonerne. De findes i den del af den bymæssige bebyggelse, der omkranser de centrale bydele – typisk som et element i forstadens overordnede bebyggelsesmønster og/eller som sin egen enklave, afgrænset fra omgivelserne af infrastruktur og beplantning.

Læs mere om industriområder i forstaden under følgende overskrifter:
Kulturhistorien
Arkitektoniske karakteristika
Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

Birk Centerpark, 1964

Kulturhistorien

I 1910'ernes og 1920'ernes vækstperiode søgte gradvist flere både nye og gamle virksomheder væk fra de ældre og tæt bebyggede bydele og ud til industrikvarterer på de ubebyggede arealer i byernes periferi. I samme periode og op i 1930'erne så man en begyndende fysisk planlægning for områder, som gennem servitutter blev forbeholdt industri og erhverv. Planlægningen af nye industrikvarterer skulle dels afhjælpe pladsproblemerne i den indre by og dels forbedre vilkårene for den lokale industri. Zoneinddelingen i byplanlægningen samlede industrien i mere og mere omhyggeligt planlagte industrikvarterer – klart adskilt fra beboelsesområder og med rationelt tilrettelagt infrastruktur, rigelige parkeringsarealer samt mulighed for fremtidige udvidelser. 

I de tidlige planlagte industriområder var virksomhederne – og deres bygninger – mindre og mere forskelligartede, hvad angår branche, størrelse og type end i de senere anlagte industriområder. Industriområderne i Gladsaxe og Mørkhøj (1930-1960'erne) er et godt eksempel på dette. 

En umiddelbar nærhed til infrastrukturanlæg som havn, jernbane, motorveje og ringvejssystemer var den afgørende lokaliseringsfaktor for industriområderne, som derved var sikret en nem og effektiv transport af gods og varer til og fra produktionsvirksomhederne. En vis nærhed til boligområder og/eller gode forbindelser med offentlige transportmidler var også af betydning, da virksomhederne i de nye industriområder var afhængige af en arbejdskraft, der skulle rejse længere end tidligere. 

I tiden omkring og efter 2. Verdenskrig intensiveredes tendenserne fra den forudgående periode, og antallet af planlagte industriområder øgedes markant. Lokaliseringsmønsteret blev for alvor ændret efter 1945 som følge af landevejstransportens, massebilismens og den spredte bosætnings udvikling. Den danske industri var fortsat præget af mindre og mellemstore virksomheder, inden et nyt ideal om storskala slog igennem i både planlægning og byggeri. Dette kunne bl.a. ses i de anbefalinger for industribyggeri, der blev præsenteret i arkitektfaglige kredse. I efterkrigstiden bredte der sig en begejstring over muligheden for en ny start, som konkretiseredes i en effektiv fysisk planlægning med den amerikanske industri som forbillede. 

En overordnet byplanlægning i henhold til planloven af 1938 blev gennemført i stadigt stigende omfang, og hertil hørte dispositionsplaner for industriområder, som typisk blev placeret ved større veje og motorveje og klart adskilt fra boligområder. Det frie lokaliseringsvalg blev på sin vis begrænset, men lovgivningen var i høj grad i industriens egen interesse. 

Byplanlægningens funktionsadskillelse og zoneinddeling kom måske stærkest til udtryk i beplantningsplanerne for industriområderne, som var kendetegnet ved to forskellige udtryk: en generel beplantning langs veje og en omkransning af området med et grønt bælte som visuel og fysisk afskærmning til de nærliggende boligområder. Idealet om det bymæssigt integrerede landskab var til stede i industriplanlægningen på samme måde som i fx boligbyggeriets parkbebyggelser og de senere store planer. 

I områder anlagt før 1950 er bygningerne ofte mindre og mere forskelligartede i størrelse og materialer. Idealet for det enkelte anlæg ændrede sig dog efter 1950 til en type, der matchede teknologien og de muligheder, der fulgte med produktion i ét plan. Tilpasning til produktionen skabte multifunktionelle fladebygninger med produktionslinjer i ét niveau, som relativt hurtigt kunne omorganiseres uden bygningsmæssige ændringer. Bygningen blev frigjort fra produktionsplanlægningen i fleksible etplansfabrikker, og sammen med de nu monofunktionelle industriområder udgjorde de et flatscape, der var planlagt ud fra hensynet til horisontale transportsystemer - et nyanlæg i en målestok, som ikke lod sig indpasse i eksisterende bymæssige bebyggelsesmønstre. 

I områder, der er planlagt og opført i perioden 1950-1975, er det fysiske udtryk præget af den standardisering og industrialisering af byggeriet, der også ses i andet byggeri fra perioden, fx de store montagebyggerier til boliger. Bygningerne er opført i en rationel og effektiv byggestil med henblik på nemt at kunne skifte funktion, oftest efter tidens konstruktionsprincipper med præfabrikerede elementer og et ensartet materialebrug. 

De store, gennemplanlagte, masseproducerende og gerne multinationale selskaber fungerede som ideal, men var ikke det dominerende i praksis, og der opstod også selvgroede industrilandskaber med den traditionelle blanding af erhverv og bolig, fx håndværkerbyerne. Disse blev opbygget som rationelle værksteder for mindre virksomheder og opstod i to udgaver: den ene som et kvarter bestående af både boliger og erhverv, hvor den enkelte virksomhedsejer kunne bygge sin bolig på samme matrikel med et mere forskelligartet og selvgroet udtryk som en følge heraf. Den anden udgave blev opført som arkitekttegnet værkstedsbyggeri på andelsbasis og var i højere grad beregnet til mindre industri. 

Efter 1957 blev udflytningstendensen spredt til hele landet og særligt omkring hovedtrafiklinjerne – "det store H" – der sammen med udbuddet af billige grunde og udbuddet af billig arbejdskraft var væsentlige lokaliseringsfaktorer. Idealet om storskala slog for alvor igennem, og de enkelte industrivirksomheders arealkrav steg betydeligt, ligesom deres gennemsnitstørrelse voksede. De nye industriområder var beregnet for fritliggende fladebebyggelse med store arealer udlagt til parkering og senere udvidelser. Omkring Herning, Hammerum og Ikast blev tekstilindustrien kraftigt udbygget efter 1950, og området fremstod omkring 1970 som en af de få specialiserede industriregioner i Danmark (sammen med de råstofbaserede kalk- og cementindustrier). 

Fra ca. 1970 begyndte man at udvikle og omdanne især de større industriområder til såkaldte erhvervsparker. Fremstillingsvirksomheder flyttede ud og erstattedes af lagerfunktioner og erhverv i relation til handel og transport, som sammen med andre, nye anvendelser flyttede ind: serviceerhverv og evt. uddannelsesinstitutioner. Afviklingen og 'kontoriseringen' af industriområderne var begyndt.

Priorparken, Brøndby, 1954

Arkitektoniske karakteristika

Områderne er typisk beliggende i den del af bygningsmassen, der er opført 1945-1975, og som er kendetegnet ved en høj grad af planlægning og en lav grad af funktionsblanding. Geografisk er typen ofte placeret som bebyggelse langs/nær ringvejssystemer og hovedveje. Den placering er særligt markant på Københavns Vestegn.


Typiske arkitektoniske værdier

  • Planlagte helhedsstrukturer med fx brede retvinklede veje og en struktureret beplantningsplan, fx med en ensartet, generel beplantning langs vejene. Ofte ses en omkransning af området med et grønt bælte, der fungerer som afstandsgrønt og afskærmning for miljøgener til de omkringliggende boligområder.
  • Homogene helheder, hvor et helt område eller et udsnit af et område, fx en enkelt virksomheds bebyggelse, er domineret af bygninger tegnet af samme arkitekt og med et ensartet præg i facadeforløb, materialebrug, proportioner og overordnet formsprog, fx taghældninger.
  • Udsnit i områdets bebyggelse, der hver for sig rummer karakteristika fra forskellige perioder og på den måde tilsammen kan videreføre en fortælling om tilblivelse over tid.

 

Typiske kulturhistoriske værdier

  • Den planlagte helhed med vejstruktur, beplantningsplan m.m. er et udtryk for de funktionalistiske planlægningsidealer i tiden omkring og efter 2. Verdenskrig, hvor zoneopdeling og funktionsadskillelse blev den nye rettesnor.
  • Udsnit i områdets bebyggelse rummer hver for sig karakteristika fra forskellige perioder og viser en historie om tilblivelse over tid og de skiftende samfundsmæssige idealer.
  • Der kan inden for et industriområde findes enkelte, større virksomheder, der har beskæftiget et stort antal mennesker, og som derfor står stærkt i folks historiske bevidsthed. Fx House of Prince i Gladsaxe Industrikvarter.
Unicon, Roskilde, 1960'erne

Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

  • Ældre erhvervsområder, beliggende perifert i bymæssig kontekst, er oprindeligt udlagt til industriformål, og områderne består nu af en blanding af industri-, kontor- og servicevirksomheder. Denne meget uens bygningssammensætning skal i en mulig genanvendelse behandles, så der sikres gode naboforhold funktionerne imellem.
  • Strukturen i de 'store' helhedsplaner kan i første omgang virke statisk og rigid, men fordi man i planlægningen har brugt den store pensel, åbnes der for mange muligheder i den lille/nære skala, samtidig med at de overordnede karakterbærende træk som vejstruktur og beplantningsplan kan videreføres og nyfortolkes.

  • Den lave, åbne og fleksible bebyggelse giver muligheder for fortætninger af strukturen og tilpasning af både bygninger og udendørs arealer til nye funktioner og formål. 

  • En omdannelse af industriområderne i udkanterne af byerne giver mulighed for ny bykvarterer, hvor bevarelsen af industribygninger kan skabe nye boformer og plads til de mindre erhverv.

  • Beliggenheden i periferien af byerne kan ved omdannelse til boliger og kontorer være en styrke i sig selv i kraft af kombinationen af nærheden til natur og den lette adgang til de trafikale hovedårer som ringvejsystemer og motorvej.

  • Der er generelt tale om områder, der ikke ligger stationsnært, hvilket er en udfordring i placering af nye funktioner. Hvis tilgængeligheden med kollektive transportmidler til området øges, kan de forventes at blive mere attraktive til genanvendelse.

  • Ofte er genanvendelse af perifere industriområder til nye erhvervsformål ønskværdigt. Nye erhverv kan falde naturligt ind i den eksisterende struktur og den identitet af erhvervsfællesskab, der allerede eksisterer. De nye erhvervsvirksomheder har fortsat brug for rationelle og funktionelle bygninger, der uden store omkostninger kan tilpasses nye behov.

  • Det er en udfordring i forhold til genanvendelse at hæve den samlede profil for området. Ofte har områderne ikke nogen samlet og positiv signalværdi, men et sammensat og rodet billede. I denne forbindelse kan genanvendelse med fokus på fælles identitet og positiv profilering være et aktiv, som kan gøre området mere attraktivt.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies