En koordineret indsats for bygningskulturarven

Industriområder knyttet til transport

29. jan 2015Af Guide

Industriområder knyttet til transport

Findes under: Industri

Kendetegnende for de anlæg, der knytter sig til infrastruktur og transport, er en udpræget rationel og funktionel struktur – både i helheden og i de enkelte bebyggelser, der indgår i strukturen. Den overordnede type er inddelt i to undertyper, havne og jernbanearealer, som kan betegnes som trafikknudepunkter og transitområder i udvekslingen af varer og passagerer.

Læs mere om industriområder knyttet til transport under følgende overskrifter:
Kulturhistorien
Arkitektoniske karakteristika
Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

Havneparken, Islands Brygge

Kulturhistorien

De første mole- og bassinhavne opførtes fra ca. 1840 og gennemgik moderniseringer i anden halvdel af 1800-tallet. Korn og kul var de dominerende godstyper på havnene, som fremstod som åbne havnearealer uden sammenhængende bebyggelse. 

Jernbanenettet blev etableret på Sjælland omkring 1850 og udbredt til resten af landet i 1860'erne med de jysk-fynske baner. Byvæksten i anden halvdel af 1800-tallet nødvendiggjorde en forbedring af de sanitære forhold, særligt i de største byer, og tog form af grundvandsboringer, murede kloakker og pumpesystemer til regn - og spildevand. Lokale elværker (Elektriske Centralstationer) fik en væsentlig betydning i industrisamfundets bydannelse. Forsyningsanlæg blev ofte placeret i nærheden af havn og jernbane, så der var nem adgang til transport af brændsel. Nærhed til vand har i nogle tilfælde også været en lokaliseringsbetingelse (kølevand). 

Der var stor byggeaktivitet på havnene i slutningen af 1800-tallet. Havnene var nu en integreret del af den igangværende industrialisering, men bebyggelsen på havnene var fortsat meget åben og spredt. Udviklingen i transportsektoren med etablering af færgeruter og dampskibsruter skabte behov for etablering af bedre landingsforhold og diverse bygninger og følgearealer til passager- og godshåndtering. Det var nødvendigt med systematiske forbindelser til jernbanenettet. Skibsbyggeriet fik et mere industrielt præg med byggeri af jernskibe. Dampmøller og silopakhuse blev opført på havnene og afspejlede den voksende indførsel af korn-, foder-, og gødningsstoffer. 

I perioden 1890-1930 eksploderede byggeriet af både havneanlæg og bygninger på havnene, og flere teknologiske gennembrud fik en væsentlig betydning i udviklingen: elektricitetens udbredelse, byggeri af stålskibe fra omkring 1. Verdenskrig, brug af jernbeton til både havneanlæg og bygninger, begyndende brug af flydende fossile brændstoffer m.m. Vareomsætningen og antallet af varetyper var i kraftig vækst. Havnene udbyggedes med større enheder og store anlæg med Københavns Frihavn som et af de første i 1890'erne. 

Nye virksomheder og institutioner rykkede ind på havnene, fx andelsbevægelsen. Korn- og foderstofskajen blev sammen med silobygningerne det mest gennemgående og karakteristiske kendetegn for erhvervshavnene. En tendens gennem hele perioden 1890-1930 var de knopskudte anlæg med etagepakhuse, silopakhuse og siloer – ofte flere generationer bygget sammen. De stærkt industrialiserede værftsvirksomheder lå som store, afgrænsede arealer med stor bygningsmasse. Væksten og industrialiseringen af fiskeriet betød opførelse af bygninger som auktionshaller, fiskepakkerier og isværker. 

Indførslen var fortsat domineret af brændsel både på større og mindre havne. Især kul, men også i stigende omfang flydende brændstoffer som petroleum og benzin, og tanksiloen og tankanlægget blev nye bygningstyper på havnene. Desuden byggedes flere landbrugsrelaterede fabrikker ved havnene, fx slagterier – for disse virksomheder var nærheden til jernbanen dog også en væsentlig lokaliseringsfaktor. 

Havnene gennemgik en specialisering på baggrund af flere forhold: marked for omsætning af varer (de store byer), store lokale råstofforekomster, placering i forhold til handelsruter (Esbjerg), let adgang til åbent hav (Vestkysten, Bornholm) og tilstrækkelige havdybder. 

Byggeriet på de transportrelaterede arealer blev ligesom den øvrige industri præget af byggeriets industrialisering, og fladebyggeriet baseret på præfabrikerede betonelementer vandt indpas. Transportstrukturen ændredes med den stigende bilisme (på bekostning af jernbanen), og en afvikling af stykgodstransport tog fart. Især i 1960'erne gik jernbanetransport markant tilbage, samtidig med at anlæggene til bilfærger voksede. 

Op mod 1970'erne skete en yderligere specialisering af havnene: færgehavne, stålskibsværfter, få dominerende oliehavne, udskibning af animalske produkter, fiskeri og lidt senere kraftværkshavne. Der var tale om store, markante anlæg. Man havde fortsat også de mere generelle havnetyper: korn- og foderstofvirksomheder med kornsiloer, oplagspladser med krananlæg til kul, mindre bådebyggerier, reparationsværfter samt mindre benzin- og olieoplag. Flere havne udvikledes til store industriområder efter 1970: Havnene blev i den fysiske planlægning udlagt til industriområder, mere fordi der var plads på de opfyldte arealer, end fordi virksomhederne var havnerelaterede.

Esbjerg Havn, (1869-1874 samt udvidelser frem til 1980'erne)

Arkitektoniske karakteristika

Bygningsmassen og de tekniske anlæg er fysiske udtryk for handelsstrukturer og varehåndtering i samspil med den teknologiske udvikling og er som anden industri karakteriseret ved en stadig forandring. Internt er arealerne forbeholdt en egen logik, som adskiller sig fra rumlighederne i den almindelige by.


Typiske arkitektoniske værdier

  • Flotte skalaspring i bygningsmassen og stor variation i bygningssammensætningen, både i alder og udtryk.
  • 'Lag på lag-struktur' som følge af udbygninger frem for udskiftning og nedrivning. Knopskydninger og tilbygninger fra flere tidsperioder.
  • Ingen eller få niveauspring og fravær af beplantning og andet byrumsinventar.
  • Bygninger af mere repræsentativ karakter som pakhuse og toldboder, i flere tilfælde tegnet af kendte arkitekter, får her merværdi i kraft af deres ’ensomme’ beliggenhed .
  • Funktionelt bestemte produktions- og lagerbygninger og tankanlæg, pakhuse og siloer med et markant rationelt udtryk.

 

Typiske kulturhistoriske værdier

  • Havne og jernbaner bærer på kulturhistoriske fortællinger om lokale forhold og infrastrukturens indflydelse på byudvikling og beskæftigelsesforhold gennem tiden.
  • Havne og (tilhørende) trafikanlæg indgår desuden i den nationale fortælling om Danmark som fisker- og handelsination.
  • Faste transportanlæg som kraner, sugeanlæg og jernbanespor er vigtige fortællingsbærende elementer.
  • Infrastrukturelle knudepunkter har også været centrale for andre aktiviteter end dem, der knytter sig til produktion og transport af råmateriale/gods. De er sociale mødesteder, med dertilhørende bygninger som beværtninger, kroer og terminaler. 

 

Særligt for havne

Typiske arkitektoniske værdier

  • Hvis man skal forstå de større områder, som havnene dækker i nyere tid, kan man med fordel se havnen som én type, der kan rumme forskellige funktionsbestemte havneafsnit.
  • Sammenstillingen af bygninger i meget forskellig størrelse og udformning er et karakteristisk træk på de industrielle havne. En del af værdien ligger i denne brogede sammensætning.
  • Fra 1880'erne og 1890'erne byggedes havneanlæggene som granitbeklædte kajmure på pæleværk. Fra 1860'erne anvendtes beton flere steder, dog først udbredt efter 1900. Senere har jernbeton og spunsjern været de foretrukne materialer i konstruktionen. Brostensbelægning fra slutningen af 1800-tallet og frem til efter 2. Verdenskrig.

 

Typiske kulturhistoriske værdier

  • Havne indgår i den nationale fortælling om Danmark som søfartsnation og fortæller historien om Danmarks industrialisering.
  • Forskelligartede elementer, der hver for sig kan virke uanselige, som fx togskinner, skaber i sammenhæng et fortællende miljø.

 

Særligt for jernbanearealer

Typiske arkitektoniske værdier

  • Bygningsmæssigt integrerede anlæg (fra 1890'erne), typisk bygget op omkring skydebroer. Intern transport af lokomotiver og vogne på spor i og mellem værkstederne. Tilpasning til arbejdsprocessen.
  • Flydende forhold mellem ude og inde, især ved reparationshaller, remiser mv. Ude- og indendørs arealer er i samme grad præget af de tekniske krav og behov.
  • Skydebro: inden for jernbaneteknik en sporbærende bro, der kan parallelforskydes i en rektangulær betongrube. Skydebroer benyttes ved jernbaneværksteder, hvor der er mange parallelle værkstedsspor med kun et tilkørselsspor. De køretøjer, der skal på værksted, køres ud på skydebroen, der så parallelforskydes til det ønskede værkstedsspor. Skydebroer er afløseren for drejeskiver. Princippet benyttes også ved havnebeddinger.

 

Typiske kulturhistoriske værdier

  • Faste transportanlæg og tekniske installationer som kraner, smøregrave og ikke mindst jernbanesporenes linjer og kurver: indflydelse på udformningen af bygningerne på de funktionelt bestemte arealer.
  • Anvendelse af jernbeton fra begyndelsen af 1900tallet ved anlægsarbejder som broer, terrænvægge og tunneller. 
  • Jernbaner associeredes gerne med fart og 'fremskridt', kontakt til fremmede og fjerne egne i landet og i verden. 
The High Line, New York City, 1930'erne

Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

  • De infrastrukturelle anlæg har ofte en særlig struktur i deres disposition, der vidner om transport/bevægelse/oplagring. Fx kan nye bygninger på jernbanearealer placeres og udformes, så de relaterer sig til skinneforløbene, hvilket giver mulighed for en arkitektur, der afspejler stedets historie. Ligeledes kan bevarelsen af havnens bassiner give mulighed for særlige bygningsudformninger på molerne.
  • Der har i de seneste årtier været et særligt fokus på havne på grund af deres attraktive beliggenhed mellem by og vand, som giver mulighed for at skabe nye boformer og erhvervsbyggeri med en egen identitet. Dog skal der udvises hensyn til havnefortællingen i omdannelsen: det er væsentligt at bevare de enkelte, historiske markører, såsom jernbaneskinner, belægningen eller små bygninger til opbevaring, selvom de måske ikke har en konkret genanvendelsesværdi. At fortælle havnehistorien er et formål i sig selv. 

  • Forbindelserne til den omgivende by er en udfordring. Havnene har ofte en central placering i forhold til den historiske bykerne – men lige så ofte er de adskilt herfra af en større vej og evt. jernbane, som har været nødvendig for transport til og fra havnearealerne, og som har fungeret som hovedfærdselsåre gennem byen (uden om bykernen).

  • I tilfælde af bevaring af enkeltbygninger, eller ændring af de fysiske omgivelser omkring en bygning (fx opfyldning af et havnebassin), kommer bygningen let til at stå løsrevet fra den sammenhæng, den blev skabt til, eller sammenhængen bliver svær at forstå.

  • Fastholdelse af kontinuiteten i udviklingen kan være en udfordring. Undgå idyllisk stagnation, funktionstømning eller en så markant karakterændring, at alle historiske spor slettes. Vær ikke bange for at genanvende de rå, simple og yngre bygninger – de har også kvaliteter.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies