En koordineret indsats for bygningskulturarven

Procesanlæg

29. jan 2015Af Guide

Procesanlæg

Findes under: Industri

Procesanlægget kan defineres som et konglomerat af fritstående, udendørs konstruktioner i form af tanke, rør, skorstene, beholdere m.m., der udgør et produktionsværk. Et procesanlæg er typisk anlagt sammen med bygninger som haller og længer, der er tænkt sammen med de øvrige strukturer. Det er dog de fritstående produktions- og/eller transportelementer, der dominerer helheden. Procesanlæg er i sit udseende i høj grad bestemt af anlæggets funktion. I sin helhed er der derfor ikke tale om et bevidst arkitektonisk udtryk. Dog kan et procesanlæg besidde en rå æstetisk udstråling.

Læs mere om procesanlæg under følgende overskrifter: 
Kulturhistorien
Arkitektoniske karakteristika
Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

Duisburg, Procesanlæg

Kulturhistorien

Indtil midten af 1800-tallet havde industriens bygninger været kendetegnet ved at være enkle bygninger, der rummede specifikke maskiner og en enkel produktion. Men ny teknologi og nye fremstillingsmetoder sprænger på dette tidspunkt den traditionelle byggeskiks rammer og introducerer procesanlægget som ny fabrikstype. Den samlede produktionsproces blev i disse år i bestemte industrier så omfangsrig og kompleks, at den ikke kunne rummes i traditionelle bygninger. Anlæggene overskrider en almindelig bygningsskala, og bygningerne blev underordnet produktionen. 

De nye anlæg er opbygget som en kæde af produktionsled, sammenholdt af transportforbindelser mellem dem. De domineres af den fysiske eller kemiske proces, der er produktionens grundstruktur. De har beholdt et entydigt funktionelt udtryk, og anlæggene er trods stor teknisk kompleksitet skematiske typer, hvor processerne er enten parallelt eller fortløbende forbundet. Procesanlæg kan beskrives som kontrastfulde bygningssammensætninger, siloer, forskellige tårne og transportstrukturer, som går på tværs af alle gade- og bygningsforløb. Det kan være svært at aflæse procesanlæggets skematiske natur uden kendskab til anlæggets funktionelle princip. 

Tidlige eksempler på procesanlæg stammer fra slutningen af 1800-tallet, men typen fandt mest anvendelse efter 1. Verdenskrig. Cementfabrikkerne tilhører de tidlige eksempler på store procesanlæg og hørte til periodens succeshistorier. Der skete en tidobling af den danske cementproduktion fra 1896 til 1930, drevet frem af nye produktionsmetoder som rørmøller og roterovne. Derudover øgedes produktivitet gennem en stor opskalering af anlæggene samt en mekanisering af processerne og den tilhørende infrastruktur. 

Det industrielle byggeri efter 2. Verdenskrig blev specielt præget af de store procesanlæg, som skabte store industrielle landskaber, hvor anlægget ikke længere var et bygningskompleks, men et konglomerat af fritstående dele af produktionsapparatet. Procesanlæggene var store offentlige forsyningsanlæg, kemiske virksomheder, benzinhavne eller raffinaderier. 

Senere blev procesanlægget som type brugt inden for den kemo- og petrokemiske industri. Med olieindustriens oparbejdning af råolie til færdige produkter tilføjedes store og teknologisk avancerede raffinaderi-anlæg, fx Shells raffinaderi ved Fredericia fra 1966. 

Når anlægget i lige så høj grad bliver præget af bygninger, ofte haller, som af udendørs-elementerne, som det fx er tilfældet ved Dansk Andels Cementfabrik i Nørre Sundby, kan det være vanskelig at typologisere det.

Aalborg Portland Cementfabrik, Rørdal, 1891

Arkitektoniske karakteristika

Tidlige eksempler på procesanlæg stammer fra slutningen af 1800-tallet, men typen fandt mest anvendelse efter Første Verdenskrig inden for den kemo- og petrokemiske industri.


Typiske arkitektoniske værdier

  • Procesanlæggets natur består af både bygningselementer (haller, siloer, etagebygninger), udendørs tekniske elementer og intern transport mellem alle delene. Denne særligt tekniske måde anlægget er forbundet på, bliver dets største særkende, og de synlige udvekslinger mellem produktionsdelene fortæller denne historie.
  • Procesanlægget præges af interne spændinger mellem bygningernes massive volumener og tekniske konstruktioner. Dette skaber komplekse rumlige forløb, der sammen med brugen af forskellige materialer og produktionens forskellige stadier kan give en arkitektonisk oplevelse på højt niveau.
  • Ofte har tiloversblevne tekniske anlæg store skulpturelle kvaliteter, og det bliver derfor attraktivt at lade industrielle fragmenter stå tilbage som fortællinger i et grønt landskab.

 

Typiske kulturhistoriske værdier

  • Procesanlægget fortæller historien om en type produktion, der har været på vej væk fra det danske industrilandskab siden 1970’erne, hvor den tunge industri oplevede tilbagegang og stærk konkurrence fra de nye økonomier i Østasien, og produktionen i mindre grad var bundet til det oprindelige sted.
  • Procesanlægget har fundet mest anvendelse inden for den kemo- og petrokemiske industri, en branche der er under stort pres, set i lyset af nutidens udviklinger inden for bæredygtig energi.
Syrebeholder, Kemira, Nørresundby

Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

  • Procesanlæg er større komplekser uden bevidst arkitektonisk hierarki, hvor store dele af produktionsanlægget er placeret uden for bygningerne. Ofte er procesanlægget sammensat af flere bygningstyper, mens de udendørs strukturer danner en kompleks og sammenbindende identitet for hele anlægget. Ofte indeholder anlæggets strukturer ikke brugbare rum, men danner snarere forbindelser mellem bygninger, siloer og landskabet.
  • Samtidig med at procesanlæggets regulære bygninger, etagebygninger, længer og haller, kan genanvendes til forskellige formål, kan også de forbindende elementer spille en vigtig rolle i et genanvendt anlæg. Dels bevarer de en stor del af procesanlæggets industrihistoriske fortælling, også selv om bygningerne bruges til andre formål. Og dels kan de udnyttes til at skabe direkte og udfordrende forbindelser mellem nye funktioner, hvis transportbånd bliver til gangbroer, køletårne til trappeopgange eller siloer til udsigtspunkter.
  • Procesanlægget består af tekniske elementer, der som oftest ikke kan bruges til andet end deres oprindelige formål. De enkelte dele har aparte og skulpturelle former, der kan virke tankevækkende i nye sammenhænge. Denne tilgang tager udgangspunkt i muligheden for at indarbejde kulturarvens spor som elementer i et nyt parklandskab.
  • Procesanlægget er i kraft af sin skulpturelle og sammensatte karakter godt egnet til at give en stærk rumlig oplevelse, og den industrielle natur kan med fordel kombineres med kulturelle eller grønne aktiviteter. Anlægget kan blive en park, et kulturelt center eller et museum. Derudover kan enkelte dele bevares, så de kan blive identitetsskabende for fremtidige byområder.
  • En udfordring ved genanvendelse af skulpturelle fragmenter er at bevare en industriel fortælling indeholdt i det enkelte objekt. Det er muligt at løsrive et industrielt objekt så meget fra den helhed, det har indgået i, at det mister en del af sin fortællende værdi.
  • En fælles udfordring for procesanlæggets delelementer er at opfylde de sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der måtte være forbundet med deres tidligere brug. Lovkrav om afstande og oprydning af eksisterende forurening kan blive en forhindring for en genanvendelse.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies