En koordineret indsats for bygningskulturarven

Gårdens bygninger 1800-1850

29. jan 2015Af Guide

Gårdens bygninger 1800-1850

Findes under: Landbrug

Gårde fra denne tid er typisk bindingsværkhuse og stråtækte. Denne artikel indeholder nyttig information omkring typiske kendetegn for gårdens stuehus, lader og stalde, samt ideer til istandsættelse af disse. Periodens ideal var den firlængede gård som vi stadig kender den.

Læs mere om gårdens bygninger 1800-1850 under følgende overskrifter:
Stuehuse
Lader
Stalde

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Stuehuse

Stuehuse fra før 1840'erne kunne variere meget i længde og indretning, men de fleste var opført i bindingsværk og stråtækte. Undtagelsen er det sydlige Jylland, hvor murede huse vandt indpas. Det mest almindelige stuehus var et længehus med sadeltag uden kviste. De fleste bevarede stuehuse fra denne periode er ændret gennem tiden, og ved genanvendelse er det vigtigt at finde ind til husets særlige karakter.

Hvis man har et meget ombygget hus, kan det være inspirerende at undersøge, hvordan det tidligere har set ud.  Det gælder om at finde ind til husets særlige karakter og dets vigtigste bestanddele, og det kan være en idé at genetablere nogle af de væsentligste oprindelige træk. Man kan fx genetablere nedrevne vægge og erstatte nyere parketgulve med bræddegulv i fyrretræ, ligesom kitfalsede, koblede vinduer med smalle sprosser kan erstatte termovinduer fra 1970'erne. Alt sammen træk, som passer godt til et hus, der oprindeligt var en bondes hjem.

 

Bindingsværk er fleksibelt

Bindingsværk er smidigt og fleksibelt, og man kan nemt forlænge huset og tilføje ekstra rum. Man skal overholde dimensioner på tømmer, sten, fag og tavl og benytte de samme materialekvaliteter og egnsbestemte særpræg, som huset allerede har. Der skal tages store hensyn til den samlede bebyggelsesplan, så en udvidelse fx ikke medfører, at stuehuset bliver et uharmonisk indslag på gården. Genanvendelse af stuehuse til ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.

 

Arkitektoniske karakteristika

Stuehuse fra før 1850 kunne variere meget i størrelse og indretning, men helt overordnet lignede små og store bygninger hinanden, fordi de alle var opført i bindingsværk. Det betyder, at de blev opført over en slags fælles grundmodul med ca. to meter høje facader, seks meters højde til rygningen og seks meters dybde. Der var lavt til loftet inde i husene. Antallet af fag bestemte husets størrelse, og det var håndværksudførelsen og fx graden af detaljering på bygningsdele og materialer, der afgjorde om huset var fint eller simpelt. En del af de udflyttede huse kunne være genopførte, ældre huse, altså huse, der flyttedes fra landsbyerne ud i det åbne land.

 

Egnspræg

Som på gårdenes andre bygninger betød lokale traditioner også meget for stuehusenes udformning. I Sønderjylland så man ofte røde, murede facader, mens Østjylland var præget af tæt, mørkt bindingsværk i kraftige dimensioner, og på Sjælland havde man ofte overkalkede facader. Der er klare egnsforskelle i farverne på kalken, som man kalkede tavlene eller hele facader med.

 

Beliggenhed i anlægget

Stuehuset kunne enten være sammenbygget med driftslængerne eller fritliggende. Det lå som regel med facaden mod syd eller nord og sjældnere øst- eller vestvendt. Nogle steder var beboelsen i 1800-tallets første årtier beliggende i et hjørne af gården, og rummene fordelte sig her over to sammenbyggede længer.

 

Form

Den altdominerende hustype er et længehus af seks-otte meters dybde og med sadeltag. Man havde ikke kviste, men det var almindeligt med en lille buet forhøjning af tagskægget over nogle af dørene.

Før 1800 var vinduerne få og små, man havde ofte kun vinduer mod gårdspladsen, og de kunne ikke lukkes op. I første del af 1800-tallet kom der imidlertid lovkrav om mindst et oplukkeligt vindue pr. rum. Sprosserne var af træ eller bly. I forbindelse med landboreformerne og udflytningen blev stuehusene ofte ombygget og tilbygget, ofte med et separat soveværelse, der blev placeret i en udbygning af længen ved stadsestuens gavl, ved påbygning af en korsarm eller som et udskud på langfacaderne. Lidt ind i 1800-tallet begyndte man nogle steder - fx på Fyn - at lave udskud imod haven eller en korsarm, dvs. en kort vinkel, på bestående stuehuse. Nogle steder byggede man bageovne, som kunne ses som udbulede partier uden på facaderne. I det sidste årti op mod 1850 blev det på de lidt større gårde moderne at udstyre facaderne med frontespicer over dørene. Det gav huset et mere fornemt præg. Loftsrummene blev sjældent anvendt til boligformål, men var lagerplads for det tærskede korn.

 

Indretning

Husene var ret smalle og lavloftede, og ofte lå rummene i række i hele husets dybde uden skillevægge på langs af huset. I 1800 tallets begyndelse var stuehusenes indretning stadig præget af en tradition for, at placeringen af ildsted og skorsten bestemte de øvrige rums placering og funktioner i forhold til hinanden. Større gårde kunne have flere stuer og to indgange - en finere og en mindre fin. Nogle af de store stuehuse havde udgravet, stensat kælder under stadsestuen i gavlen. Karlene boede igennem hele perioden i staldene.

 

Østdanmark

De østdanske huse havde centralt placeret åben skorsten med muret ildstedsbænk i den ene side inde i selve skorstenen og indfyring til gruekedel i den anden. Til skorstenen var knyttet muret bageovn, gruekedel mm. Dette skorstenskøkken lå gerne mellem bryggers og dagligstue, som blev opvarmet af muret bilæggerovn med indfyring fra køkkenet. Ved bryggerset lå mælke- og saltkammer, pigekammer og spisekammer. I modsat ende bag dagligstuen lå typisk forstuen og en stadsestue. Sovepladser var placeret i alkover i dagligstuen langs den vinduesløse ydervæg modsat gårdspladsen.

 

Vestdanmark

De jyske og fynske stuehuse havde to skorstene. Den ene placeret i dagligstuen med muret køkkenildsted i hele skorstenens bredde, som samtidig fungerede som opvarmning. Den anden skorsten i bryggerset med tilslutning af bageovn, gruekedel mv. Derudover mindede indretning meget om den østdanske med forstue, stadsestue, eventuelt mellemstue og pigekammer samt øl- og mælkekælder ved bryggerset.

 

Murede huse

I Sønderjylland, det sydlige Vestjylland og sydvestlige Fyn opførtes også murede stuehuse. De var dybere og havde derfor to rækker af rum. Man havde som regel en forstue i midten af den symmetriske hovedfacade og en bryggersdør i gavlen. I bryggerset havde man bageovn og kedel, i tilknytning til bryggerset køkken med åben skorsten og herudover en eller flere stuer.

 

Materialer ude: Bindingsværkshuse

  • Bindingsværk af fyr eller eg - somme tider lærk
  • Tavl med klining, brændte eller ubrændte lersten - sjældnere kampesten. Nederste tavl kunne være dækket af en vejrbeskyttende stråmåtte
  • Overfladebehandling med kalk
  • Granitsokler
  • Stråtag
  • Kalkede skorstenspiber
  • Trævinduer i to rammer og sprosser med som regel seks ruder i hver ramme - malet i forskellige farver, men med tendens til egnspræg (fx Læsø: grøn, Sjælland: rødbrun, grøn eller røde karme med blå rammer, Sønderjylland: røde karme og hvide rammer)
  • Revledøre og fyldingsdøre. Hoveddøre fra perioden kan være fint snedkerforarbejdede fyldingsdøre, ofte dobbelte, med profilerede indfatninger og rammestykker og spejle på fyldinger samt overvinduer med sirlige sprossemønstre

Materialer ude: Murede huse

  • Grundmurede facader i rød tegl, enkelte egne dog kalkede hvide eller gule. Vær opmærksom på, hvilket forbandt husene er muret med (forløbet af løbere og bindere). Brugen af murværksforbandter har ændret sig gennem tiden og varierer lokalt.
  • Grundmurede sokler
  • Stråtag
  • Trævinduer med sprosser
  • Revledøre og fyldingsdøre

Materialer inde 

  • Bræddegulve i stuer
  • Stenpikkede gulve i bryggerset, senere murstensgulv og endnu senere cementgulv
  • Kalkede eller malede vægge (lim - eller oliefarve)
  • Synlige loftsbjælker og herover malede bræddelofter
  • Malede møbler

 

Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

De helt traditionelle istandsættelses- og vedligeholdelsesmetoder egner sig bedst, når man har med så gamle huse at gøre. De klassiske, naturnære materialers egenskaber passer bedre til husets materialer, mens brug af moderne materialer sammen med de ældre skal overvejes nøje. Særligt risikoen for ophobning af fugt i tømmer skal vurderes.

Efterisolering kan ske mod terræn, loft og tag og eventuelt indvendigt på facader, men kun sådan, at tømmeret kan ventileres.

Overfladebehandling af bindingsværkshuse med en for tæt mørtel eller maling er skadeligt for tømmeret, som risikerer at rådne og ødelægge bygningens stabilitet. Plast og cementholdige materialer skal derfor helt undgås.

Terræn og støbninger, der ligger højere end fodremmens underside, kan medføre skader. Man skal sikre, at der er afvanding væk fra huset, så terrænfald ind mod facaden ikke skader bygningen.

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Lader

I periodens begyndelse var laderne ikke selvstændige bygninger, men indgik i staldbygningerne som store rum med særlige funktioner. Efterhånden som kornproduktionen og eksporten steg, fik man dog større behov for større laderum. Fra 1840'erne og frem kommer der derfor mere fokus på laderne, og man begyndte at opføre dem som selvstændige bygninger. De er dog stadig små i sammenligning med senere tiders meget store lader.

Tømmerkonstruktionerne i de ældre lader er smukke og rummer meget rigtig godt og interessant håndværk i en god materialekvalitet og udførelse. De har en stor historisk og æstetisk værdi, som kan give nye aktiviteter en helt særlig ramme.

Arkitektoniske karakteristika

I begyndelsen af perioden var laderne ikke de markante bygninger, som man kender fra senere perioder. Ofte var de slet ikke selvstændige bygninger, men blot store rum, der indgik i staldbygningerne. Set udefra skilte de sig derfor ikke ud fra de øvrige længer, bortset fra at de havde færre vinduer.

Øget kornsalg og nye lader

Forbedrede produktionsmetoder og udskiftningen af jordlodderne, hvor man fra slutningen af 1700-tallet og frem samlede jorden i større enheder, førte til øget produktion. Op mod 1800-tallets midte oplevede landbruget også en kraftigt voksende eksport, først og fremmest til England. Årtierne i 1800-tallets midte kaldes derfor også kornsalgsperioden. I denne periode fik man behov for større lader, og man begyndte at bygge større, selvstændige lader. Byggeriet er dog præget af stærke, lokale præg. I Jylland byggede man mest lader, mens man på Sjælland kunne stakke kornet i fritstående stakke, de såkaldte hæs, pga. mindre blæst.

Konstruktioner

Tømmerkonstruktionerne var i periodens begyndelse mange steder ret spinkle og opbygget uafhængigt af de spinkle ydervægskonstruktioner. I løbet af perioden blev kvaliteten af tømmeret og konstruktionerne dog bedre, større og kraftigere. Ladernes tømmerkonstruktioner var tilpasset adgangsforhold, oplagringen inde i laden og lokale vejrforhold. Tømmeret var mange steder meget spinkelt, især i de mest træfattige egne. De bærende stolper er placeret langs bygningssiderne og på ydermurene af ladens rum. Ladens gulv var lerstampet eller i et andet hårdt stampet tilslagsmateriale som fx grus. Ydervæggene kunne være udført i bindingsværk eller tegl og var i visse tilfælde bygget sammen med tømmerkonstruktionen i ladens rum. Tagene var oprindeligt stråtækte.

Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

Som udgangspunkt skal man bruge ældre lader til såkaldt kolde funktioner. Det kan fx være butiks- eller udstillingsvirksomhed. Bindingsværksvægge kan isoleres indvendigt, men man skal holde god ventilationsafstand til ydervæggens oprindelige inderside. Et alternativ er at indrette opvarmede rum i dele af laden - at etablere 'rum i rummet'.

 

Brug loftet

Ofte har laderne små indskudte kornlofter, som kan genanvendes til aktiviteter, der ikke er så pladskrævende. Hvis lofterne har den fornødne bæreevne, kan man etablere lettere aktiviteter i overetagen. På lofterne er det i modsætning til i underetagen meget nemmere at skaffe et naturligt lysindfald gennem taget. Hvis man stadig har stråtag, er tagvinduer eller rytterlys langs tagets kip en bedre løsning end kviste, som ofte bliver store og dominerende i stråtage. Hvis man laver kviste, skal de være ret små og dimensioneres i forhold til hele bygningen.


Brandsikring
Ældre trækonstruktioner er ofte brandfarlige, og man skal altid kontakte de lokale brandmyndigheder for råd og vejledning. Hvordan man skal brandsikre, afhænger af flere forhold, fx tømmerets dimensioner og gennembrændingstid samt adgangen til flugtveje. Brandhæmmende maling og sprinkleranlæg er mulige, men dyre, løsninger. Et sidste alternativ er beklædning med gips, men fordi gipsplader vil skjule tømmerkonstruktionerne, er det kun en løsning, hvis alle andre muligheder er udtømt.


Fundamenter
Ældre lader har ofte svagheder i fundamenterne. Man skal derfor undersøge, om fundamenterne har behov for stabilisering. Hvis man har behov for at varme- og fugtisolere fundamenter, kan det bedst gøres udvendigt fra. Man skal ved alt arbejde på fundamenter være meget opmærksom på, at de ikke skider ud, mens man arbejder på dem. Korte udgravninger ad gangen er en egnet metode, som også bør benyttes ved en eventuel sænkning af gulvene.

Genanvendelse af lader til ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.

 

Stalde

Stalde fra denne periode er relativt små. Man brugte heste som trækdyr, men holdt derudover stort set kun dyr for at skaffe familien fødevarer. Staldene rummer ofte detaljer som pikstensbelægning, spiltov til heste eller krybber til kvæg. De er meget ofte opført i bindingsværk og var oprindeligt stråtækte. Mange af dem er sammenbygget med lader.

Bevarede stalde fra denne periode er smukke og charmerende og kan være et godt aktiv i en ny funktion på gården. Hvis de fremstår originalt, har de som regel pikstensgulve og en række detaljer, som giver en særlig, historisk oplevelse.

Arkitektoniske karakteristika

Staldene udviklede sig ikke meget i perioden og er som regel længehuse af bindingsværk med meget små og få vinduer. Dørene var stadig så lave, at mange voksne mænd måtte bøje sig for at kunne komme ind og ud. Gårdens karle boede som regel i små rum i tilknytning til staldene, oftest hestestaldene.

Lave og smalle

Staldene var i denne periode relativt små og ofte sammenbyggede med laden. De var som regel seks-syv meter brede og havde sadeltag med 45 graders hældning. Facaderne var ikke særligt høje, og ofte lå tagfoden lige over porte og døre. Bygningernes tagfods-silhuet er stråtage med tagskægsudhæng. Over stalddørene, hvor køer og heste skulle ud og ind, var der gerne opbygget en forhøjning i taget, så dørene kunne være lidt højere her. Dørene var konstrueret som halvdøre, hvor den øverste som regel stod åben for at give lys og frisk luft. Der var ikke mange vinduer, de var meget små og halvrunde og kunne ikke åbnes.

Den typiske konstruktion

I landsbyerne havde man næsten ingen grundmurede staldbygninger, det vil sige bygninger, hvor muren er ført helt ned i grunden, men alene bygninger funderet på syldsten. Syldsten er en fundamenttype af meget varierende kvalitet og bæreevne. Staldenes vægge var bindingsværk med tavl af halvstensmur eller lerklining. Undtaget herfor er det sydlige Jylland, hvor det røde fuldmurede murværk var dominerende.

Tagkonstruktionerne bestod af træspær, udført i tilhugget rundtømmer eller savskåret tømmer. De var opbygget som hanebåndsspærfag, som blev understøttet af en rem på ydervæggene eller bindbjælkerne i det underliggende bjælkelag. Etageadskillelser mod loftet blev udført som træbjælkelag. På bjælkelaget kunne der ligge rafter og eventuelt et bræddegulv, hvor sædekornet blev opbevaret. Bjælkelaget var i underetagen understøttet af træstolper og langsgående bjælker. Gulvene i staldene, herunder lejerne til køer og heste, var enten lerstampede eller pikstensbelægninger og dermed uisolerede.

Indretning

Heste og køer var i bindestald i samme staldrum, og får og svin var i samme rum. Der var forholdsvis mange heste på gårdene som trækkraft ved markarbejdet. Trækdyrene var de vigtigste og havde som regel de bedste forhold og pladser i staldene. Kobesætningerne var ikke lagt an på at yde meget mere end den mælk, smør og ost, som gårdenes familier med karle og piger havde behov for. Møddingen lå lige uden for stalddøren og var ubeskyttet mod vejr og vind. Var der et tilstrækkeligt fald væk fra gården, blev ajlen ført væk i en rende fra møddingen. De ellers gode gødningsstoffer blev derfor ikke udnyttet, men kunne derimod skade brøndvandet og bygningernes fundamenter.

 

Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

Som udgangspunkt skal man bruge ældre stalde til såkaldt kolde funktioner. Det kan fx være butiks- eller udstillingsvirksomhed. Bindingsværksvægge kan isoleres indvendigt, men man skal holde god ventilationsafstand til ydervæggens oprindelige inderside.Et alternativ er at indrette opvarmede rum i dele af stalden - at etablere 'rum i rummet'.

 

Ønsker om øget loftshøjde

Ældre stalde har lavt til loftet, og det kan derfor være nødvendigt at hæve loftshøjden. Hvis man fjerner bjælkelaget, skal bindbjælkerne erstattes af noget andet, der kan give en tilsvarende stabilitet. Det er også muligt at hæve bjælkerne og dermed skabe en tilstrækkelig højde i stalden. En anden mulighed er at fjerne gulvene og noget af den underliggende jord. Det er dog vanskeligt i bygninger med syldstensfundament. Man skal være meget opmærksom på, at gulvene ikke kommer til at ligge lavere end terrænet uden for huset, så afvandingen ikke sker indefter i huset.

 

Brug loftet

Hvis lofterne over staldene har den fornødne bæreevne, kan man etablere lettere aktiviteter i overetagen. På lofterne er det i modsætning til i underetagen meget nemmere at skaffe et naturligt lysindfald gennem taget. Hvis man stadig har stråtag, er tagvinduer eller rytterlys langs tagets kip en bedre løsning end kviste, som ofte bliver store og dominerende i stråtage. Hvis man laver kviste, skal de være ret små og dimensioneres i forhold til hele bygningen.

 

Brandsikring

Ældre trækonstruktioner er ofte brandfarlige, og man skal altid kontakte de lokale brandmyndigheder for råd og vejledning. Hvordan man skal brandsikre, afhænger af flere forhold, fx tømmerets dimensioner og gennembrændingstid samt adgangen til flugtveje. Brandhæmmende maling og sprinkleranlæg er mulige, men dyre, løsninger. Et sidste alternativ er beklædning med gips, men fordi gipsplader vil skjule tømmerkonstruktionerne, er det kun en løsning, hvis alle andre muligheder er udtømt.

 

Fundamenter

Ældre stalde har ofte svagheder i fundamenterne. Man skal derfor undersøge, om fundamenterne har behov for stabilisering. Hvis man har behov for at varme- og fugtisolere fundamenter, kan det bedst gøres udvendigt fra. Man skal ved alt arbejde på fundamenter være meget opmærksom på, at de ikke skider ud, mens man arbejder på dem. Korte udgravninger ad gangen er en egnet metode, som også bør benyttes ved en eventuel sænkning af gulvene.

 

Indretning

Staldindretning som fx gamle krybber til kvæget og spiltov til hestene vil være unikke at indarbejde i nye funktioner. De vil altid være med til at fortælle en historie om staldens tidligere brug. Det samme gælder pikstensgulve, hvor man evt. kan bevare dele af det originale gulv. De originale vinduer giver ikke meget lys i rummene, men er på den anden side et vigtigt og karakteristisk træk ved bygningen. Hvis man vil supplere lyset kan man fx sætte glas i dør- og portåbninger.
Genanvendelse af stalde til ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.

 

 

 

 

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies