En koordineret indsats for bygningskulturarven

Gårdens bygninger 1850-1900

29. jan 2015Af Guide

Gårdens bygninger 1850-1900

Findes under: Landbrug

I denne periode var byggeriet af firlængede gårde markant ligesom murede bygninger blev dominerende. Denne artikel indeholder nyttig information omkring typiske kendetegn for gårdens stuehus, lader og stalde, samt ideer til istandsættelse af disse

Læs mere om gårdens bygninger 1850-1900 under følgende overskrifter:
Stuehuse
Lader
Stalde

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Stuehuse

Nybyggede stuehuse rykkede i perioden 1850-1900 længere væk fra avlsbygningerne. De blev symbol på velstand og var ofte opført som symmetriske længehuse i mursten frem for bindingsværk. Flere stuer, ovne, skorstene og en velplejet have var også udtryk for øget velstand og statuts. Stuehusene er generelt helt oplagte at genanvende til andre formål end de oprindelige.

De murede stuehuse er ofte store, med mange rum og en god loftshøjde. Derfor er de oplagte at genanvende, fx til institutioner, kontorfaciliteter og møderum. Særligt opholdsstuerne og køkkenet har som regel god plads. Vil man benytte bindingsværkshusene i erhvervssammenhæng, kræver det ofte dispensation fra gældende regler, blandt andet på grund af den lavere etagehøjde.


Arkitektoniske karakteristika

Den stigende velstand blev afspejlet i gårdejerfamiliernes boliger. De nye stuehuse blev opført lidt længere fra avlsbygningerne, så der nu kom luft omkring dem. Stuehusene skulle gerne tage sig godt ud fra vejen, og man anlagde større, velplejede haver. De større gårdejere lod sig inspirere af herregårdene, og tiden bød på mange smukke og store stuehuse.


Større huse med flere rum

Fordi man mange steder var begyndt at bygge i mursten, fik stuehusene helt nye proportioner. Fra at være lange og smalle bindingsværkshuse med cirka seks meter i dybden, en facadehøjde på to meter og seks meter til kip, blev husene nu otte til ti meter dybe. Etagehøjde og sokkel blev også betydeligt højere, og fra gårdsplads til stueetage var der nu ofte tre trin eller mere.

Også boligens indretning ændrede sig, både på grund af den større husdybde og fordi man lod sig inspirere af borgerskabet i byerne. Man fik dagligstue, spisestue og ofte også havestue med udgang til haven. På loftet blev der indrettet gæsteværelser, mens bryggers og spisekammer typisk rykkede ned i en halvkælder sammen med de nye mælkekældre og mejerier. Huset havde som regel ikke en decideret kælderetage, men mælkekælder og forrådskælder lå med sænket gulv et godt stykke under terræn - cirka seks-syv trappetrin ned fra stueetagen og i forbindelse med køkkenet.

Pigekamre og folkestuer blev indrettet på de større gårde i den modsatte ende af gårdejerfamiliens opholdsrum. Sidst i århundredet begyndte de grundtvigianske hjem dog at skille sig ud ved at undlade folkestuer og samle hele husstanden under måltiderne.


Forbedret komfort

Flere kakkelovnssteder og flere skorstene kom til, og det var fornemt at have tre eller fire. Bad og vask befandt sig stadig i bryggerset, og latriner blev indrettet i nærmeste staldlænge. Sidst i perioden begyndte man at opføre fritliggende vaskehuse med bryggers, vaskerum, brændselsrum og latriner, og mange steder indlagde man også vand i stuehuset.


Murede facader og dekorative detaljer

Til facader blev især benyttet mur i hel stens tykkelse og opmuret i kalkmørtel, og i hele landet tog murværket gradvist helt over hen mod år 1900. Perioden var dog en overgangstid, og man så også stuehuse i bindingsværk efter 1850, især på Fyn. Periodens bindingsværkshuse adskilte sig ikke meget fra tidligere tiders konstruktioner, men kunne være større og have detaljer, der efterlignede de murede huse. For eksempel tilstræbte man ofte symmetri og regelmæssighed i facaden, og ofte valgte man også at fremhæve indgangspartiet i midten.

Tagene var af hanebåndsspærfag af tømmer, i visse egne valmede over gavlene og i andre med hele tagflader. Langt de fleste tage var frem til 1860'erne tækkede med strå, hvorefter tegl og siden skifer gjorde deres indtog og gradvist tog helt over. Etageadskillelser var traditionelle bjælkelag.

Perioden frem til 1880 var rig på dekorative facadedetaljer - til at begynde med i en afdæmpet og klassisk udformning, som blev efterfulgt af en tid med mange, individuelle bearbejdninger - alle præget af den lokale byggeskik.


Stuehuse havde ofte

  • Sadeltage med strå eller tegl
  • Murede facader i blank tegl eller med hvid-, gul- eller rødkalkede facader
  • Mønstermurværk, fx facade af gule mursten med bånd af røde skifter eller hvidkalkede blændingsfelter mod rødt murværk
  • Murede gavle, eventuelt som gavlkamme, spidsgavle eller kamtakkede
  • Markerede hushjørner, fx kvaderlisener eller pilastre i murværk
  • Gesimser, fx kraftigt optrukne, hvidkalkede eller murede i flere skifter med savsnits-, tandsnits- eller buefriser
  • Buede, murede vinduesstik, eventuelt med 'slutsten' i kontrastProfilerede, eventuelt pudsede indfatninger om vinduer og døre med buede overkanter
  • Fremtrædende vinduessålbænke i fx glaserede tegl eller pudsede, eventuelt med konsoller under
  • Ensartede, taktfaste tofagsvinduer af træ - i de murede huse har de ofte svagt buet overkant
  • Malede fyldingsdøre
  • Sokler, sorttjærede eller kalkede
  • I takt med andelsbevægelsens udbredelse spredte en landsdækkende husbygningsmode sig i 1800-tallets to sidste årtier, nemlig et
  • Nationalromantisk udtryk i 'schweizerstil'.


Nationalromantik havde ofte

  • Tage med lavere taghældning og klædt med skifer
  • Stor frontkvist over facadens midte
  • Synligt og gerne udskåret træværk langs gavle og tagfod
  • Murværk i røde maskinsten med fremstående, brændte fuger. Hulmuren gør sit indtog.
  • Højere kældre med støbte gulve og eventuelt lofter støbt i jernbeton - de såkaldte monierhvælvede lofter med stålbjælker
  • Høje, cementpudsede sokler
  • Større vinduer end tidligere, nu også med tre fag - og gerne flere forskellige vinduesformater og – former.


Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

Materialer og facader og tages form bør være som oprindeligt. Perioden var rig på individuelle udtryk og egnspræg, som bør bevares, og man skal derfor ikke ændre for meget i bygningerne. Fx vil vinkelstuer og meget aflange rum passe dårligt til stuehusenes oprindelige udtryk.


Tømmerkonstruktioner med begrænset bæreevne

Ved ombygninger af de bærende konstruktioner skal man være opmærksom på, at husets tømmerkonstruktioner kan være en udfordring. Har der oprindeligt været stråtag på huset, er det ikke sikkert, at tagkonstruktionen kan bære tunge tegl- eller skiferbeklædninger. Bjælkelag kan være underdimensionerede, fordi traditionerne fra de smallere bindingsværkshuse blev ført videre til de murede huse, som egentlig krævede kraftigere bjælketykkelser.


Symmetriske huse

Stuehusene blev anlagt som symmetriske længehuse med sadeltage, gerne med fremhævelse af facadens midterparti og ofte med en fronton (en slags prydgavl omkring døren) eller en gavlkvist i midten. Ofte afhang husets udtryk af egnens tradition, men mode, gårdens størrelse og ejerens økonomi, viden og interesser spillede også ind. Mod slutningen af 1800-tallet kunne man opleve udbygninger på længestuehuset, fx havestuer eller korte vinkelfløje ved gavlene.


Energiforbedring

Energiforbedrende tiltag vil være nødvendige, men selvom en del godt kan lade sig gøre, vil bygningerne aldrig opnå nutidens standard. Vinduer, tage og etageadskillelser kan tætnes og isoleres, mens de murede facader ikke bør tillægsisoleres, med mindre de har hulmur.

Bindingsværksfacader kan isoleres indvendigt op til brystningshøjde - det vil sige under vinduernes underkant. Man kan isolere med fx hulrum, mineraluld og forsatsvæg af brædder eller gips. Man skal være meget opmærksom på ventilering, ellers kan man skabe fugt- og skimmelproblemer. Det kræver i det hele taget en vis viden at vælge de rigtige metoder og undgå fugtproblemer.

Genanvendelse af stuehuse med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Lader

Laden er som regel gårdens største og mest markante bygning, og i perioden 1850-1900 blev ladebygningerne gradvist større og større. Blandt de vigtige kendetegn er de store rum, store porte og rustikke trækonstruktioner. Ladernes ydermure er som regel opført i murværk, men bindingsværk og kampesten blev også brugt. Laderne kan genanvendes til mange forskellige formål, men kan være svære at brandsikre, opvarme og isolere.

Ladens største bygningsmæssige værdier er de store linjer, ubrudte flader og kraftige tømmerkonstruktioner. Ved en ombygning bør disse ting derfor bevares. Nye tiltag står sig bedst ved at være udført som 'store, præcise slag', og man bør undgå alt for små og sirlige forandringer som fx at udfylde porthuller med mur eller stuehusvinduer.

I kraft af deres enorme størrelse, enkle rum og synlige, historiefortællende tømmerkonstruktioner har ladebygninger mange muligheder for genanvendelse, specielt som ramme om aktiviteter med krav om plads - fx sport eller udstillingsaktivitet.  - eller som kontorfællesskaber for flere, mindre virksomheder.


Arkitektoniske karakteristika

Laden var som regel placeret over for stuehuset og fremstod som en enkel konstruktion med store, lukkede facader og få vinduer og porte. Taget var markant og på afstand gårdens mest synlige træk.


To ladetyper

Der findes to typer lader fra perioden. I den ene var der til- og frakørsel gennem porte i gavlene, som enten var placeret i midten eller siden - en såkaldt 'langlo'. Denne type kaldes også kørelade eller agerumslade. I den anden type lade foregik kørslen på tværs med adgang fra langfacaden - en 'tværlo'. Ofte kombinerede man de to typer i lader, hvor man både kunne køre på langs og på tværs.


Mangfoldige tømmerkonstruktioner

Laderne har ofte meget markante tømmerkonstruktioner, som ikke barer giver bygningerne en unik karakter, men også fortæller en historie om deres oprindelige funktioner. Tømmerkonstruktionerne findes i flere varianter, som alle er opbygget efter ladetypen, det vil sige dens til- og frakørsel, måden oplagringen var organiseret på, rum for fx tærskning samt lokale vejrforhold og traditioner.

I Sønderjylland og ved Vestkysten så man ofte den såkaldte højremslade med indskudt kornloft. Det var en kraftigt dimensioneret konstruktion, som var uafhængig af de murede ydervægge, og hvor tømmerkonstruktionen i midten bar hele taget. I resten af landet så man både denne konstruktion og andre, mere spinkle konstruktioner, hvor understøtningen af taget skete både i midten, langs siderne og på ydermurene.


Ydervægge i bindingsværk, kampesten og murværk

Ydervæggene kunne være udført i bindingsværk og var i så fald bygget sammen med tømmerkonstruktionen inde i ladens rum. Ofte så man også ydervægge udført i kampestensmurværk, men det almindelige var teglstensmurværk, enten opført på et fundament af natursten - et såkaldt syldstensfundament - på en grundmuring eller på et støbt betonfundament. Tagene var oprindeligt belagt med strå, men blev efterhånden afløst af tegl og skifer.

De egnstypiske træk kan stadig aflæses på ladens ydervægge, fx i bindingsværkets konstruktionsdetaljer. Hvor i landet, man befinder sig, ses dog særligt tydeligt i murværket omkring vinduer og gesimser - og i valget af teglsten og kalkfarver. Fra egn til egn udviklede man også varianter af forskellige stråtage, som stadig findes.

I periodens første del var ladens gulv lerstampet eller i andet hårdtstampet materiale, fx grus. Efterhånden udstøbte man også hele eller dele af gulvene i beton.


Brandsikring

Ældre trækonstruktioner er ofte brandfarlige, og man skal altid kontakte de lokale brandmyndigheder for råd og vejledning. Hvordan man skal brandsikre, afhænger af flere forhold, fx tømmerets dimensioner og gennembrændingstid samt adgangen til flugtveje. Brandhæmmende maling og sprinkleranlæg er mulige, men dyre, løsninger. Et sidste alternativ er beklædning med gips, men fordi gipsplader vil skjule tømmerkonstruktionerne, er det kun en løsning, hvis alle andre muligheder er udtømt.


Varme eller kolde rum?

Hvis de nye aktiviteter kræver opvarmning, vil energiforbruget naturligvis stige, og det er en stor udfordring at finde fornuftige metoder til isolering. For at bevare laderummets storhed kan man derfor tænke i aktiviteter, der ikke kræver opvarmning - eller kun periodevis opvarmning. Alternativt kan man opdele laden i flere klimazoner. Opvarmede rum kan placeres i nye bygninger inde i laden, mens selve den oprindelige bygning fortsat kan stå uisoleret.


Mere dagslys

Ønsker man mere dagslys i laden, anbefales det, at man ikke laver nye gennembrydninger af murene, men i stedet sætter glas i de oprindelige dør- og porthuller. Dermed kan døre og porte fungere som skodder. Portene er et væsentligt karaktertræk, som giver bygningen et markant udtryk og derfor bør bevares så oprindeligt som muligt.

Tagfladen bør også stå så ubrudt som muligt. Det vil som regel skade bygningens værdi, hvis man isætter mange små ovenlysvinduer. I stedet kan man samle dagslysindtaget i fx rytterlys (et sadelformet ovenlysparti) eller i ét langt, sammenhængende tagvindue i kippen. Man kan også etablere kviste, men skal være meget opmærksom på, at de skal tilpasses bygningens oprindelige arkitektur.

Genanvendelse af lader til ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Stalde

Staldbygninger blev i løbet af perioden 1850-1900 efterhånden større, men ændrede sig ellers ikke meget. Der var tale om traditionelle, ret smalle længebygninger med små vinduer og et saddeltag på 45 graders hældning. Stalde har derfor i dag ikke meget dagslys, men til gengæld charme og en rustik, enkel karakter. Stalde egner sig bedst til aktiviteter, der ikke kræver opvarmning og efterisolering.

Når man skal bevare bygningernes karakter, sætter rummenes begrænsede loftshøjder og pikstensgulve en grænse for mulighederne. Trækonstruktionerne er ofte brandfarlige, og det er småt med dagslyset. Derfor skal man finde nye anvendelsesmuligheder, som passer til bygningerne.


Arkitektoniske karakteristika

I periodens første halvdel udviklede staldene sig ikke meget, men i århundredets sidste årtier blev dyreholdene forøget og dyreracerne større. Derfor blev der brug for nye rammer. Udviklingen førte til længere staldbygninger med mere plads - eller til udbygning af ladens staldareal - og der kom flere pladser i bindestald til kvæg og heste. Større svinestier kom også til. Som regel boede gårdens karle fortsat i staldene.


Traditionelle smalle stalde med støbejernsvinduer

I periodens begyndelse var stalde og lader omtrent lige høje, men i løbet af de første årtier voksede laden sig større og mere markant. Staldene var traditionelle, ret smalle længebygninger med et sadeltag på 45 graders hældning. I første halvdel af perioden var facaderne ikke så høje, og ofte lå tagfoden lige over porte og døre. Bygningernes tagfodssilhuet ændrede sig fra stråtage med udhæng over murede gesimser uden udhæng til synlige spærfødder og udhæng. I tiden op til 1900 blev der bygget en del nye stalde med lavere taghældning og såkaldte trempelkonstruktioner mellem ydermurens øverste kant og selve taget. I nogle tilfælde forhøjede man eksisterende stalde med trempler.


Fundamenter

Man arbejdede i perioden med tre forskellige typer fundamenter: granitfundamenter af marksten eller tilhugne kvadre, grundmurede teglfundamenter, hvor ydervæggen af tegl fortsatte ned i jorden, og - sidst i perioden - betonstøbte fundamenter. De grundmurede teglfundamenter kunne variere meget i kvalitet og bæreevne, især omkring hjørnerne.

Ydervæggene bestod ofte af helstensmure, som var opbygget i teglsten - enten blanke eller kalkede. Først i perioden byggede man også stalde i bindingsværk.

Staldvinduer af støbejern blev et nyt, populært produkt. De var typisk små og halvrunde og gav i starten et begrænset lysindfald. Efterhånden blev støbejernsvinduerne dog større og med flere rette kanter.


Øget loftshøjde og brandsikring

Ønsker man alligevel højere til loftet, kan noget af etageadskillelsen fjernes, men bygningens stabilitet skal sikres og bibeholdes. En anden mulighed er at fjerne gulvene og noget af den underliggende jord.

Ældre trækonstruktioner er ofte brandfarlige, og man skal altid kontakte de lokale brandmyndigheder for råd og vejledning. Hvordan man skal brandsikre, afhænger af flere forhold, fx tømmerets dimensioner og gennembrændingstid samt adgangen til flugtveje. Brandhæmmende maling og sprinkleranlæg er mulige, men dyre, løsninger. Et sidste alternativ er beklædning med gips, men fordi gipsplader vil skjule tømmerkonstruktionerne, er det kun en løsning, hvis alle andre muligheder er udtømt.


Mere dagslys

Vinduerne bringer ikke tilstrækkeligt med dagslys ind i rummet, men er på den anden side en væsentlig bygningsdetalje, som ikke bør ændres. Har man brug for mere ys, kan man derfor forsyne dør- og portåbninger med glas. Af hensyn til arkitekturen bør man ikke mure døre og porthuller til eller gøre dem mindre, og det anbefales heller ikke at lave nye gennembrydninger af murene.

Hvis lofterne over staldene kan bære, kan man etablere lettere aktiviteter i overetagen. I modsætning til staldenes underetage er der her bedre mulighed for at skabe et naturligt dagslysindfald.

Tagfladen bør stå så ubrudt som muligt. Man skal undgå at sætte mange, små ovenlysvinduer i og i stedet samle dagslysindtaget, fx i rytterlys, i ét langt, sammenhængende tagvindue i kippen eller eventuelt i kviste. Hvis man isætter kviste, skal man være meget opmærksom på deres samspil med den oprindelige arkitektur.


Stabilisering og isolering af fundamenter

Når bygningen genanvendes, skal fundamentet ofte stabiliseres. Fundamenterne kan bedst varme- og fugtisoleres udvendigt. Når man skal stabilisere og isolere, skal man være meget opmærksom på, at fundamentet ikke skrider, mens man bygger om. Det vil svække eller helt ødelægge bæreevnen. En egnet metode er at lave korte udgravninger ad gangen, og det samme gælder, hvis man eventuelt skal sænke gulvene.


Bevar de historiefortællende elementer

Selve staldindretningen vil ofte være vanskelig at inddrage i en ny anvendelse, men fx krybber til kvæget og spiltov til hestene kan være unikke at indarbejde i nye funktioner og anvendelser. Piksten i staldgulvet kan også være en interessant historiefortæller.

Genanvendelse af stalde med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.


Tagkonstruktioner i tømmer

Tagkonstruktionerne bestod af træspær, udført i rafter, rundtømmer, tilhugget eller savskåret tømmer. Tagkonstruktionerne blev opbygget som hanebåndsspærfag, der understøttedes af en rem på ydervæggene eller på bindbjælkerne i det underliggende træbjælkelag. Etageadskillelser blev udført som træbjælkelag med bræddegulve på loftet. Bjælkelaget var understøttet af træstolper og langsgående dragere. Sidst i perioden begyndte man at indføre støbte dæk i form af monierhvælvet jernbeton, det vil sige beton med indlagte stålbjælker.

Gulvene i staldene, herunder lejerne til køer og heste, var lerstampede eller pikstensbelægninger - og derfor uisolerede. Støbte betongulve dukkede op sidst i perioden.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies