En koordineret indsats for bygningskulturarven

Gårdens bygninger 1900-1950

29. jan 2015Af Guide

Gårdens bygninger 1900-1950

Findes under: Landbrug

I denne periode overtog fagfolk opgaven med at opføre nye bygninger fra landmændene. Denne artikel indeholder nyttig information omkring typiske kendetegn for gårdens stuehus, lader og stalde, samt ideer til istandsættelse af disse.

Læs mere om gårdens bygninger 1900-1950 under følgende overskrifter:
Stuehuse
Lader
Stalde

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Stuehuse

Fra historicistisk hjemstavnstil til Bedre Byggeskik. Tidens idealer om enkelhed og symmetri begyndte at forandre stuehusene, som nu blev anlagt helt adskilt fra avlsbygningerne. Elektrisk lys, indlagt vand og wc gjorde gradvist landbofamiliens hverdag mere behagelig, og man begyndte at eksperimentere med isolering. Ofte var de nye stuehuse ganske store, velbyggede boliger, og de egner sig derfor godt til genanvendelse.

Stuehusene på gårdene fra 1900-1950 er ofte ganske store boliger, som egner sig godt til nye funktioner. Ofte er der tale om større, velbyggede huse, som fra starten har plads til føringer af el, centralvarme og vand. Stuehusene kan fx anvendes til boliger, kontorer eller turisme.


Arkitektoniske karakteristika

I begyndelsen af perioden så man træk fra historicistiske villaer i 'hjemstavnsstil', fx med udhæng ved gavle, frontkviste, forskellige vinduesformater og synligt træværk langs tage og i facaderne. Stuehusene var ofte længehuse i én etage, men i periodens første årti byggede man også enkelte, villalignende stuehuse med mere kompakte huskroppe, eventuelt sat sammen i vinkel. Tagene kunne have en lavere taghældning eller 45 graders sadeltag.

Fra tiden lige før 1. verdenskrig begyndte Bedre Byggeskik-bevægelsens arkitekturidealer at dominere stuehusene arkitektur. Nu blev facaderne rolige, afdæmpede og symmetriske, som foreskrevet af Bedre Byggeskiks arkitekter.


Præsentable og komfortable stuehuse

Stuehusene var stærkt symmetriske, typisk på 7-14 vindues/dørfag og en længde på 15-30 meter. På de store gårde så man endda endnu længere stuehuse. Husene fik én etage og facader med ensartede vinduer. Det blev udbredt på de store stuehuse - også i Bedre Byggeskik perioden - at fremhæve husets midte eller indgangspartier med en fremskudt midtrisalit, frontkvist eller blot et refendmuret parti. Tagene fik 45 graders tagflader med halvvalmede gavle og to symmetrisk placerede skorstenspiber. Tagfladerne var som regel ubrudte, men man så også enkelte små kviste - selvfølgelig mindst to - som blev symmetrisk placeret.

Nu blev der både plads til gårdens personale og en mere præsentabel og komfortabel bolig for gårdejerfamilien. Indenfor blev man mødt af regulære, retvinklede rum og generelt veludnyttede planløsninger. Indretningen var forskellig alt efter gårdens størrelse, men på en større gård så man gerne to forstuer - én til folk og køkken og én fin indgang. Boligen var i den ene ende med to-tre stuer, kontor og et-to værelser.

Man arbejdede i husets anden ende, hvor der både var køkken, spisekammer, bryggers, pigekamre og folkestue. Loftsetagen blev i stigende grad udnyttet til værelser til gårdens elever og mandskab. Mælkekælderen var væk, for det arbejde blev klaret af andelsmejeriet. I den nu højere kælder havde man i stedet vaskehus, brændsel, viktualier eller bageovn. I løbet af perioden blev også badeværelse og vandkloset introduceret i stuehuset.


Velbyggede huse

Gårdenes stuehuse var velbyggede. Fra omkring år 1900 til 1935 blev de fleste bygget med facader af tegl i hulmurskonstruktion. Hulmurene bestod af for- og bagmur, som var adskilt af et luftmellemrum, der både gav varmeisolering og forhindrede regn og fugt i at trænge ind til bagmuren.

Man så både blanke facademure og pudsede, hvid- eller gulkalkede facader. Soklerne var ofte høje og cementpudsede og eventuelt sorttjærede. Vinduerne var velproportionerede trævinduer - ofte med slanke sprosser, og yderdørene var udført som fyldingsdøre - på de finere huse gerne i ferniseret egetræ. Den hvide vinduesmaling begyndte at dominere på bekostning af andre farver - eller sammen med dem på tofarvede vinduer.

Tagkonstruktionen bestod af tømmer i hanebåndsspærfag. Tagpaptage og skifer på tagfladerne var almindelige til at begynde med, men især fast tag med tegl dominerede, specielt røde vinge- eller falstagsten. Også grå cementtagsten vandt indpas i perioden.

Husene blev ofte bygget med kælder - eventuelt med udendørs trappenedgang, og derfor var der et luftrum mellem stuegulv og terræn. Kælderydermuren/fundamentet blev som regel støbt i beton, men også natursten og teglmur blev brugt.

Etageadskillelserne var traditionelle bjælkelag, men tømmerdimensionerne var bedre afstemt med byggeriet end tidligere. Bjælkelagene blev isoleret med tagpap, hvor de lå i mur, og de havde indskud af forskallingsbrædder med ler. Lofterne var forskallede med brædder og strå og siden pudsede. Stukkatur blev brugt i de finere stuer og somme tider også på værelserne. Væggene var pudsede - i stuer og værelser har det været udbredt med tapeter og i begyndelsen også oliemaling. Gulvene var ferniserede, lakerede eller linoleumsklædte bræddegulve af fyrretræ.


Elektrisk lys, vand og centralvarme

Den største revolution inden for byggeteknikken skete på installationsområdet: Elektrisk lys, indlagt vand, wc og centralvarme var store landvindinger og førte til bedre komfort i hverdagen.

Fra 1935 kom skiftet fra kakkelovne til centralvarme, og gårdejerne blev afhængige af brændselspriser. Derfor kom der også et øget fokus på varmeisolering og nye konstruktionsformer; blandt andet blev der lavet bagmure af lidt bedre isolerende sten (blandt andet koks), og man forsøgte sig også med isolering i hulmuren. Vinduerne fik koblede rammer eller forsatsrammer, og udnyttede loftsrum og etageadskillelser blev isoleret efter datidens standard. Cementmursten til facader vandt også indpas.


Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

Skal et stuehus genanvendes, er det vigtigt at bevare så meget som muligt af bygningens oprindelige karakter og materialekvalitet. Desuden bør man tage vare på rummenes proportioner - det vil sige forholdet mellem bredde, længde og højde - som blev nøje overvejet fra starten. Proportionerne er vigtige, fordi de har betydning for, om rummene opfattes som harmoniske. Når rum lægges sammen, kan de nye rum ofte komme til at virke for lange eller irregulære. Særligt vinkelstuer er i direkte modstrid med Bedre Byggeskiks principper om retvinklede, rektangulære og velproportionerede rum.


Hent inspiration i de oprindelige tegninger

Skal man istandsætte en gårdbygning, der er udført og projekteret med udgangspunkt i Bedre Byggeskik, bør man søge viden i de oprindelige tegninger og beskrivelser og bevare så meget som muligt af bygningens oprindelige karakter. Tegningerne er ofte tilgængelige i de eksisterende arkiver. Detaljerne er meget væsentlige, fordi Bedre Byggeskik stod for fint formede og bearbejdede bygningsdele - lige fra bygningens hovedform til formatet på vinduesglasset og profilet på sprosserne - og man bør følge det oprindelige grundlag ganske nøje.


Muligheder for udvidelse

Er loftsetagen uudnyttet, er der et meget godt grundlag for udvidelse. Det er væsentligt, at der er udseendemæssig forskel på stuehus og udlænger, også hvis man benytter dem til beboelse. Derfor bør man ikke forsøge at gøre udlængernes facader magen til stuehusets. Skal stuehuset bevare sit udtryk, skal det se ud som et sluttet, symmetrisk hele uden knopskydninger.


Energiforbedring

I tagetagen er der gode muligheder for at efterisolere tag, skråvægge og skunke. Vinduerne kan bevares og forbedres med energiglas i forsatsrammer, så de lever op til nutidens standarder. Etablering af omfangsdræn og isolering mod terræn anbefales også.

Genanvendelse af stuehusene med ændrede funktioner vil være underlagt en række love og regler.

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Lader 

Periodens lader var store, enkle og rationelle og især bygget i teglmur og tegltag. Landbruget var nu mere effektivt end nogensinde før, og det førte til nye indretninger i de markante ladebygninger. Tekniske, mekaniske anlæg kom til, og mulighederne for gennemkørsel blev langt bedre. Også den byggetekniske kvalitet blev bedre, og laderne rummer i dag gode muligheder for genanvendelse.

Laderne har store, enkle rum, ofte med synlige, fortællende tømmerkonstruktioner og indskudte kornlofter. De kan danne ramme om mange forskellige aktiviteter, fx idræt eller kontorfællesskaber.

Generelt er laderne i bedre teknisk kvalitet, end de var tidligere. Lader fra denne periode er velbyggede fra starten. Støbte fundamenter gør det nemmere at grave ud og isolere under terræn, fordi den solide beton ikke risikerer at skride ud - som andre typer fundamenter på ældre bygninger.


Arkitektoniske karakteristika

Ligesom tidligere var laderne stadig et af gårdenes markante træk. De fremstår som velproportionerede bygningsværker med klare, enkle konstruktioner og få, velplacerede vinduer og porte. 


Laderne vokser

Landbruget havde behov for større, mere rationelle bygninger, og derfor voksede de nyopførte lader sig endnu mere markante. Fordi der var behov for mere plads til stald- og ladefunktioner, blev der også bygget flere staklader og stakhjelme, det vil sige åbne, fritstående ladebygninger af træ. De var ofte kvadratiske og med heltag eller pyramidetag.

I periodens begyndelse blev laderne som regel opført med trempel og en lavere taghældning. Senere kom mere klassiske bygninger med 45 graders taghældning og relativt høje ydermure til. Taget blev både udført i vingetegl og cementtagsten og siden med eternit- og pandeplader. Ladernes ydermure var udført i teglsten som hulmur, men kampestensmurværk blev stadig brugt - især omkring år 1900. 


Tekniske anlæg mekaniserer arbejdet

I takt med landbrugets mekanisering blev laderne suppleret med flere tekniske anlæg, fx løbekraner, hejseværk og tærskeværk, og over ladens kørselsareal kunne man udlægge rundstokke, så loftrummet kunne udnyttes til oplag af kornneg. Halmen fra tærskeværket blev ført op på kostaldens loft, hvor det blev oplagret over svinestalden. Nu kunne man lede kornet direkte ned til kværnen i det underliggende melrum og derfra videre til foderrummet. 


Laden på T-gården

T-gårdenes avls- og driftsbygninger bestod af to længer, der blev sammenbygget i en T-form. Den ene længe blev brugt til stald - og foderrum. Ladebygningen blev placeret midt for og vinkelret på staldbygningen som et lodret T. Laden kom ofte til at ligge mod nord med langsgående kørsel i midten og korngulve til begge sider. Roerum og indbyggede siloer blev anlagt i krydset mellem lade og staldbygning - mellem ko- og svinestald.

På de mindre T-gårde var tærskeværk, kornmagasin, kølerum, foder- og kværnrum samt roekammer placeret omkring gennemkørselsarealet. Men det kunne også være omvendt - et af gårdtypens få udtryk for egnstraditioner. Kornmagasinet blev typisk placeret på svinestaldsloftet og med hejseværk monteret i tagværket over gennemkørselsporten.


Enkle tømmerkonstruktioner

Ladernes tømmerkonstruktioner var enkle og i varianter, som blev bygget i forhold til bygningens brug og indretning, det vil sige til- og frakørsel samt oplagring. Tilkørslen skete gennem en portåbning, som enten var placeret i midten eller i siden af gavlen. På T-gårdens lader skete frakørslen på tværs af staldbygningen i T-krydset.

I 1930-50'erne blev ladebygningernes tagværk igen til trempelkonstruktioner og med en betydeligt fladere taghældning end tidligere. Nu var der brug for mere loftrum, og gennem tremplen fik man mulighed for ud- og indtagning - direkte til det fri. I perioder kunne man også lukke lys og luft ind. Trempelvæggene var udført i murværk eller tømmer, beklædt med træ - alt afhængig af den lokale byggetradition. Tagdækningsmaterialet blev nu tjærepap, som var udlagt på brædder.


Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

De faste tage er lettere at bearbejde med dagslysindtag end tidligere tiders stråtag. Derudover har de trempelbyggede lader med trempelkonstruktion af træ også gode muligheder for at bringe mere dagslys ind gennem tagetagens sider - uden at bygningens udseende ændres mærkbart. Fx kan man sætte glaspartier bag oplukkelige skodder i trempelen eller helt erstatte de bræddeklædte felter med vinduer.

Ønsker man mere dagslys indenfor, bør man ikke lave nye gennembrydninger af murene, men i stedet sætte glas i de oprindelige dør - og porthuller. Døre og porte kan så fungere som skodder. Portene er et af ladernes væsentlige træk, og derfor bør man hverken mure porthullerne til eller lave om på deres størrelse.

Tagfladen bør stå så ubrudt som muligt uden flere, mindre ovenlysvinduer. I stedet kan man samle dagslysindtaget, fx i rytterlys, i ét langt, sammenhængende tagvindue i kippen eller i kviste. Kviste bør tegnes med udgangspunkt i Bedre Byggeskik-bevægelsens oprindelige tegninger.


Varme eller kolde rum?

Energiforbedring er en stor udfordring, og man kan derfor, for at bevare laderummets storhed, vælge aktiviteter, der ikke kræver opvarmning. En anden mulighed er at placere opvarmede rum i nye bygninger inde i den uisolerede, uopvarmede lade.

Genanvendelse af lader med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.

 

 

Stalde

Øget mekanisering, effektivitet og produktion førte til, at der nu blev opført større, mere rationelle stalde. De nye stalde blev ofte opført, så de var kølige om sommeren og fik mest ud af sollyset om vinteren. Nye staldtyper dukkede også op, fx T-gårde, Bedre Byggeskik og brede staldlænger med mansardtag. Især periodens senere stalde rummer gode muligheder for genanvendelse.

Stalde fra slutningen af perioden har god loftshøjde og er derfor oplagte at bruge til nye aktiviteter. Man skal være opmærksom på mange af de bygge- og mekaniseringstekniske detaljer. Detaljerne har både betydning for konstruktionen og kan være inspirerende at bevare. Ikke mindst for at fastholde bygningsanlæggenes atmosfære.


Arkitektoniske karakteristika

Periodens staldbygninger var fortsat forholdsvis smalle længebygninger med sadeltag. Fordi produktion og mekanisering steg, blev der også behov for større bygningsprofiler og rummelighed - også på lofterne - samt bedre og mere rationel indretning. I 1900-tallets første årtier havde staldene fortsat relativt lavt til loftet, men senere blev loftshøjde og ydermure højere.

Staldenes silhuet ændrede sig gennem perioden. I starten og slutningen af perioden byggede man med trempel og taghældninger på 35 grader, men ikke i de årtier, hvor Bedre Byggeskik dominerede. Her kom det klassiske 45 graders tag med valm til at tegne gårdens silhuet. I løbet af 1930'erne forsvandt valmen, og man byggede overvejende med lige gavle.


Nye staldtyper dukker op

Nye staldtyper dukkede op, og ind imellem så man blandt andet brede 'staldlader' med mansardtagsprofil. Sidst i perioden begyndte man at eksperimentere med udvikling af helt nye former for specialiserede og store staldanlæg, der tydeligt adskilte de forskellige dyrearter. Dermed forlod man for alvor tankerne om det firlængede gårdanlæg.

På T-gårdene, som blev opført fra 1930'erne og frem, skulle anlægget og bygningernes placering bringe så meget sol ind til husdyrene som muligt. Derfor blev staldlængerne anlagt øst-vest, da hele stalden dermed blev solbelyst om vinteren og holdt kølig om sommeren. Avls- og driftsbygningerne bestod af to længer, der blev bygget sammen i en T-form. Den ene længe blev anvendt til stald - og foderrum, og cirka. midt på denne bygning blev laden placeret som et lodret T.

Staldenes kendetegn er typisk

  • Støbte fundamenter
  • Ydervægge i hulmurskonstruktion af teglsten.
  • Vinduer i ydervægge, forholdsvis store og af støbejern. En speciel detalje er ventilationsindtaget til staldrummet. Det er en lodret kanal i hulmuren under vinduet med en rist forneden i facaden ind til kanalen, som fører den friske luft op til en regulerbar lem i vinduesbundstykket. Luften strømmede lodret op langs vinduet og dermed holdtes det som regel fri for kondens. Opstod kondens, kunne vandet udledes via en tynd sprække i hele vinduets bredde.
  • Tagkonstruktion af træspær, som hviler på ydermuren som hanebåndsspær og med stolper som trykstænger ned på etageadskillelsen, uanset om det er vinkeltag med 45° eller trempeltag med 30 - 35° hældning.
  • Tagbeklædning med tegl- eller cementtagsten. Eternit- og pandeplader holdt sit indtog til såvel nye bygninger som til tagomlægninger på gamle stalde
  • Etageadskillelse af monierhvælvede eller plant støbte konstruktioner, understøttet af støbejernssøjler, damprør eller betonsøjler i staldrummet. Afhængigt af konstruktionstype, er der ofte stålbjælker, som ligger af på stolperne og bærer etageadskillelsen mellem søjlerne.
  • Gulve i staldene var under lejerne, hvor kvæg og svin lagde sig, ofte isoleret med pap på betonunderlag, belagt med røde eller gule hulsten af tegl, som yderligere blev fuget. Øvrige gulve var normalt støbt i beton med et pudslag/slidlag. Hvor der ikke var slid, blev betonen alene kostet i overfladen.
  • Krybberne var ofte støbte kummer eller udført af brændte og glaserede halve ler-rør, bl.a. i bornholmske Hasleklinker.


Muligheder og udfordringer ved genanvendelse

Ønskes mere dagslys, anbefales det, at man ikke laver nye gennembrydninger af de taktfaste mure, men i stedet sætter glasdøre i de oprindelige dør - og porthuller. Døre og porte kan så fungere som skodder. Porthuller bør ikke mures til eller gøres mindre.

Tagfladen bør stå så ubrudt som muligt uden flere, mindre ovenlysvinduer. I stedet kan man samle dagslysindtaget, fx i rytterlys, i ét langt, sammenhængende tagvindue i kippen eller eventuelt i kviste. Hvis stalden er opført i stilen fra Bedre Byggeskik, bør kviste tegnes med udgangspunkt i de oprindelige tegninger. 


Stablisering og isolering

De støbte fundamenter har som regel en god bæreevne, men man skal være opmærksom på revnedannelser - specielt omkring hushjørnerne. Fundamenterne kan stabiliseres, fx med nedgravede, smalle støbte punktfundamenter, helt op ad og med god forbindelse til det oprindelige fundament. Ønskes fundamenterne varme- og fugtisoleret, kan det gøres indvendigt eller udvendigt, men man skal være meget opmærksom på ikke at forringe fundamentets bæreevne, mens ombygningen finder sted. Korte udgravninger ad gangen anbefales, og det samme gælder, hvis man vil sænke gulvene.

Når man varmeisolerer murede ydermure i hulmurskonstruktion, skal man være opmærksom på, at der efterfølgende kan ske frostsprængninger af ikke hårdtbrændte sten i facadens formur.

Vinduerne af støbejern kan varmeisoleres med en forsatsrude inden for støbejernsvinduet og inde i lysningen/vinduesfalsen. Man skal være opmærksom på, at forsatsrudens rammeprofil og tilslutningsdetalje bliver så spinkel som muligt - både for lysindfaldets og æstetikkens skyld. Har staldvinduerne tidligere fungeret som ventilation, skal der etableres en ny ventilationsløsning, når der laves forsatsvinduer.

Tagkonstruktionerne bør man ikke røre ved - de er i forvejen optimerede konstruktioner. Derimod er der gode muligheder for varmeisolering af taget/loftsrummet. God ventilation sikrer man ved at sørge for afstand og luft mellem isolering og tagbeklædning. Det er en god idé at bevare så mange synlige tømmerdetaljer som muligt uden at pakke dem ind i gips - de indeholder ofte spændende æstetik og kulturhistorie.

Fjernes nogle af de søjler, som understøtter etageadskillelser af støbte konstruktioner, skal der regnes med forstærkning af bjælker og søjler. Etageadskillelsen betragtes som brandsikker, men damprøret er ikke brandsikkert, og det er usikkert, om støbejernssøjler kan accepteres som brandsikre.


Historiefortællende detaljer

Krybber af støbte kummer eller brændte og glaserede lerrør er blandt de mange detaljer, som bør og kan genanvendes i nye sammenhænge. De kan være med til at bevare bygningens stemning og noget af fortællingen.

Genanvendelse af stalde med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies