En koordineret indsats for bygningskulturarven

Gårdens historie 1800-1850

29. jan 2015Af Guide

Gårdens historie 1800-1850

Findes under: Landbrug

Landboreformerne fra midten af 1700-tallet og ca. hundrede år frem betød, at man 'skiftede' jorden. Oprindeligt lå den enkelte gårds jord spredt i små lodder, og med udskiftningen blev de samlet i større enheder. Det skabte helt nye betingelser for landbruget, og det skabte og nye gårde. Periodens ideal var den firlængede gård, som vi også stadig kender den, og man byggede overvejende i bindingsværk.

Der var et stærkt egnspræg i byggeriet, bl.a. fordi man ikke bevægede sig særlig meget rundt mellem landsdelene. Bygninger fra perioden rummer store lokale, historiske og æstetiske værdier, som ved genanvendelse kan skabe en unik ramme om nye funktioner på gården.

Læs mere om gårdens historie 1800-1850 under følgende overskrifter:
Kulturhistorie
Arkitektoniske karakteristika
Opmærksomhedspunkter

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Kulturhistorie

Landboreformerne fra midten af 1700-tallet betød meget store ændringer i det danske landbrugssystem. Før reformerne blev jorden i vid udstrækning dyrket som driftsfællesskaber med udgangspunkt i landsbyerne eller ved bøndernes hoveriarbejde, det vil sige tvunget arbejde, på hovedgårdenes jord.

Økonomiske konjunkturer i 1800-tallet

Rent økonomisk gav specielt årene omkring 1800 gode muligheder for landbruget, og der blev i disse år opført mange nye gårde i landsbyerne. Statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge i 1814 prægede økonomien negativt, og også byggeaktiviteten på landet faldt. Først fra omkring 1830 oplevede man igen en fremgang for landbruget. En stor korneksport frem til ca. 1875 bidrog til udviklingen, og specielt 1850'erne var en periode med stor økonomisk aktivitet. Midten af 1800-tallet kaldes også 'kornsalgsperioden' på grund af den store eksport af korn til bl.a. England.

Udviklingen betød, at gårdene fik både flere og større bygninger i takt med de stigende opbevaringsbehov. Især i Østdanmark opførte man flere bindingsværksfag, og tidligere vinkel- og parallelgårde blev udvidet til tre- og firlængede gårde.

Egnspræg

Perioden er præget af ret stor variation i byggeskik mellem landsdelene. Man kan derfor stadig se en række lokale træk i både bevarede bindingsværkshuse og murede huse. Senere i historien forsvinder de lokale variationer mere og mere.

 

Arkitektoniske karakteristika

Der er store lokale variationer i byggeriet, og gårdene er ofte uregelmæssige. I begyndelsen af perioden kunne det være bønderne selv, der byggede, evt. hjulpet af navere og håndværkskyndige naboer - i en form for arbejdsdeling mellem de lokale. Først senere i perioden bliver det almindeligt med specialiserede håndværkere i mere moderne forstand.

Den firlængede gård

Begrebet 'den firlængede gård med sammenbyggede længer' stammer fra tiden omkring 1800. På de eksisterende gårde sammenbyggede man længerne ved hjørnerne. Det blev både et ideal i perioden og var den eneste udvidelsesmulighed. Før disse sammenbygninger lå bygningerne frit, og længer blev derfor forlænget og bygget sammen. Herved skabte man gårdspladser med mere indadvendte gårdrum end tidligere.

Bindingsværk

Frem til 1840'erne var næsten alt byggeri på landet i Danmark bindingsværk. Det havde været den mest almindelige byggemåde fra senmiddelalderen, og i Østdanmark dominerede det helt frem til 1870-80. Bindingsværk er smidigt og fleksibelt, og man kan nemt tilføje ekstra rum til sit hus. Det er i princippet en form for tidligt modulbyggeri.

Et bindingsværkshus har et bærende tømmerskelet af træ, savet eller hugget af ege- eller fyrretræ. De lodrette stolper står direkte på et såkaldt syldstensfundament eller er tappet ned i en fodrem. Et syldstensfundament består af rå eller tilhuggede marksten eller evt. granit. Fodremme var ofte i eg, da det giver den største holdbarhed, men fodremme i lærk sås også. På tværs af huset, mellem stue og loft, ligger bindbjælkerne. Skelettet bærer husets tag og holder sammen på husets vægge.

I egne med gode skove var skelettets stolper og bjælker gerne af en god og kraftig kvalitet - og man brugte meget tømmer til husene. I træfattige egne som fx Vestjylland og Sjælland var bindingsværket ofte spinkelt og kroget. Man benyttede det træ, man nu havde til rådighed, og der var stor afstand mellem stolpefagene.

Lerklining i bindingsværk

Oprindeligt havde man haft lerklining i skelettets åbne vægfelter, og metoden blev brugt langt op i 1800-tallet. Man lavede et fletværk af mindre træstolper og kviste og klaskede vådt ler på fletværket og lod det tørre. Tavlene blev herefter glattet og til sidst kalket.

Udmuring af bindingsværk

I løbet af 1800-tallets første årtier blev det almindeligt at fylde tavlene med lersten i stedet for fletværk. Lerstenene kunne være af soltørret ler eller solide, brændte mursten. Stenene var mere holdbare end lertavlene, som nemt fik vandskader.

Brugen af brændte lersten blev løbende mere hyppig, og udmuring af bindingsværk blev tit gjort lidt efter lidt, fx i forbindelse med andre reparationer eller udvidelser på gården.

Overfladebehandling af bindingsværk

Behandlingen af overfladerne har varieret meget mellem landsdelene. På Sjælland, Lolland og Falster kalkede man ofte 'over stok og sten', dvs. hele væggen, hvor både stolper og tavl blev kalket hvide. I Østjylland og på Fyn gav man ofte stolperne en farve, fx rød eller sort, mens tavlene fik en anden farve, fx hvid eller gul.

Tage

Bindingsværkshusets tagkonstruktioner er udført i træ, dvs. tømmer og rafter, og har såkaldte hanebåndsspærfag. Husene var oprindeligt tækket med tagrør eller langhalm. I dag bruges kun tagrør, og da levetiden for et stråtag kun er 40-50 år, findes der ingen bevarede, originale tagdækninger fra perioden. Stråtagene var i begyndelsen af perioden syet med vidjer på rafter og kviste. Senere bandt eller naglede man strået på flækkede granrafter. I dag benyttes primært søm og skruer til fastgørelse af stråbundterne.

Muret byggeri

I Sønderjylland begyndte man allerede fra 1700-tallet at bygge i grundmure af tegl. Inspirationen kom fra sydfra og spredte sig op i Slesvig og Sønderjylland gennem 1700-tallet og nåede i begyndelsen af 1800-tallet op langs vestkysten til Limfjorden.

Der var store regionale forskelle på de nye, grundmurede bygninger.  I det vestjyske grundmursbyggeri var der mange fine detaljer inspireret af byhuse, og en del stuehuse fik hovedfacader, der vendte mod haven og ikke mod gården.

Mellem 1830 og 1860 kom det meget fine grundmursbyggeri på Assens-egnen (Baag Herred), mens man andre steder i landet byggede i bindingsværk helt frem til omkring 1900.

Kampestensbyggeri og murværk af andre natursten

Landbrugsbygninger i naturstensmurværk er usædvanlige i perioden, men de findes. Mest som udlænger på bøndergårde fra slutningen af perioden, og de blev først rigtigt almindelige i 1880'erne.

Der er store egnsforskelle inden for brugen af natursten. Nogle forskelle følger af, hvilke sten man havde til rådighed, fx kridt, myremalm, kamp af granit. En anden væsentlig forskel er, at man i Jylland tilrettede stenene og murede i skifter, mens man på øerne brugte stenene, som de var og lavede murene som en slags stabling af de rå sten.

De er som regel opført som enkle og 'fattigere' byggerier, fx som husmandssteder, og på steder, hvor der ikke var så nem adgang til tømmer og ler. Mursten var dyre, og brug af sten fra marken, undergrunden eller stranden var en billig løsning, der dog krævede meget arbejdskraft.

Naturstensbygningerne er solide og modstandsdygtige over for vejrlig, men de er også kolde og har ofte problemer med fugerne og med stabiliteten i murværket. De er heller ikke så fleksible og funktionelle, hvis man fx vil ændre på vindues- og døråbninger

 

Opmærksomhedspunkter

Idealet var i denne periode den firlængede gård. Landboreformernes samling af jordlodderne førte sammen med en opgangsperiode omkring 1800 til mange nyopførte gårde. De lå inde i landsbyerne, som stadig var centrum for livet på landet. Først senere kom udflytningen, hvor gårdene flyttede ud i det åbne land. Bygningerne er ofte uregelmæssige og opført af bønderne selv.

Mod midten af 1800-tallet bliver gårdbyggeriet mere planlagt og i højere grad udført af professionelle håndværkere. Der findes i dag kun få gårde fra periodens begyndelse, og de er ofte præget af om - og tilbygninger. Hvis bygningerne er i en nogenlunde god stand, er der fine muligheder for genanvendelse til nye aktiviteter, der kan beriges af de historiefortællende rammer.


Skab et sammenhængende udtryk

Har man bygninger af så høj alder, bør man sætte sig ind i de lokale egnstraditioner, så det lokale særpræg kan bevares eller genoprettes. Til dette arbejde er de helt traditionelle håndværksmetoder og materialer de bedst egnede.

Det er ofte en god idé at fastholde det oprindelige tre- eller firelængede anlæg. Er der brug for mindre plads på gården, kan man overveje at rive senere udbygninger ned. Det kan fx være nyere maskinhuse og yngre, mere tekniske staldbygninger opført på ydersiden af den oprindelige gårds længer. Man skal dog altid søge rådgivning og overveje det nøje, før man river ned.


Materialer

Nogle af periodens gårde er bygget af beskedne materialer, gårdene er gamle og er ofte ikke blevet vedligeholdt tilstrækkeligt. Derfor skal man være opmærksom på stabiliteten og tilstanden i såvel tømmerkonstruktioner som inder - og ydervægge samt fundamenter.


Gårdspladser

Gårdspladserne er et væsentligt og iøjnefaldende karaktertræk og bør bevares. De kan ofte inddrages som udearealer for nye aktiviteter. Gårdspladserne er ofte opbygget af interessante og bevaringsværdige pikstensbelægninger med mønstre og spor, som fortæller om deres historiske og tidligere brug.. Det kan fx være flade sten i række mellem to døre, hvor man skulle køre med trillebør.

Genanvendelse af gårde til ændrede funktioner er underlagt en række love og regler. 


Gården i landskabet

Landboreformerne fra 1750 og frem revolutionerede livet og byggeriet på landet. Udskiftningen af jord førte til nye samlede markfelter, hvis udstrækning afhang af, om egnen var præget af større eller mindre landbrug. Jordens beskaffenhed og landsbyernes form spillede også en rolle.

Gårdene lå stadig i landsbyerne eller i udkanten af dem, i nærheden af kirker, klostre eller fritliggende kornmøller. Kun få var i denne periode endnu flyttet helt ud i det åbne land.


Fire længer omkring en gårdsplads

Idealet for landbrugsbygninger var de fleste steder i landet den firlængede gård omkring en gårdsplads. Man var i denne periode endnu ikke så optaget af rette vinkler, og mange gårdes længer lå derfor skævt i forhold til hinanden. Alle bygninger var omtrent lige høje og dybe, mens længden kunne variere. Der er endnu ikke det hierarki i bygningsanlægget, som senere blev så markant, hvor stuehus og lade kommer til at skille sig ud som større eller anderledes end staldene.

Gårdspladsen og længerne omkring den gav en vis tryghed, som man kunne savne ved den begyndende udflytning fra det beskyttede landsbyliv. De helt eller delvist lukkede gårdspladser blev bl.a. anvendt til opsamling af husdyrene, så de var beskyttet mod vejrliget. De forskellige arbejdsgange foregik i og mellem længerne med trillebør på kryds og tværs af den centralt beliggende gårdsplads.


Nye forhold i landsbyerne

Reformerne på landet betød en begyndende udflytning af nogle af landsbyernes gårde. Helt bogstaveligt pillede man gårdene fra hinanden og genopførte dem ude i det åbne land. Inde i landsbyerne blev gårdene erstattet af nyopførte huse, fx lejehuse. Skoler, håndværkere og senere også handlende optog også plads i landsbyerne, som fik nye funktioner.


Gårdspladsen lukkes

Omkring 1800 begyndte man mange steder at foretrække lukkede, sammenbyggede driftslænger, og man forlængede derfor i 1800-tallets første årtier mange længer med hjørnetilbygninger, som skulle lukke gårdrummet. Stuehuset kunne være enten sammenbygget med driftslængerne eller fritliggende. I visse egne var beboelsen beliggende over et hjørne af gården med rummene fordelt i to længer.

Gårde med to og tre længer sås også i vinkel eller parallelt beliggende. Bl.a. i den nordlige del af Jylland byggede man en del parallelgårde, hvor stuehuset lå parallelt med avls - og driftsbygningen.


Længehuse

Alle bygninger opførtes som længehuse i én etage med sadeltag. Længehuset var en rationel og velkendt bygningsform med lange facader og korte gavle, som kunne placeres fritliggende eller sammenbygges i vinkel. En enkelt undtagelse fra længehuset er opførelsen af ottekantede og runde bygninger til hestegang, som fra 1840'erne og frem opførtes mange steder til tærskning af den øgede mængde korn fra fx nyopdyrkede overdrev og hedeområder. De blev opført som tilbygninger eller fritstående i forbindelse med laderne.


Egnspræg

Lokale præg ses både i materialer og konstruktioner. Tidens lokale håndværkstraditioner spillede en stor rolle, men også bygningernes indbyrdes form og placering var ofte udtryk for lokale traditioner. Et eksempel er de sønderjyske marskgårde, der står enkelt og tydeligt i det åbne land med en klar dominans af stråtag og rødt murværk, kun brudt af funktionsbestemte porte og halvcirkulære vinduer. Boliglængen ligger mod syd, og den større og højere ladebygning mod nord, staldbygningerne mod øst og vest.

Et andet eksempel er den typiske nordjyske firlængede gård fra periodens sidste årti med fritliggende stuehus mod nord og den store lade mod syd. Stuehuset havde mange tværgående skillerum og var dermed en meget stabil bygning, der gav betydelig læ for kraftige nordøsten- og nordenvinde, så ladens forholdsvis simple konstruktioner ikke blæste omkuld.

De sjællandske gårde havde ret smalle længer og lodrette gavle frem for valmede, så de virkede derfor højere end andre landsdeles bygninger.

På Bornholm var stuehuset aldrig sammenbygget med udlængerne - til gengæld var der ofte bygget en lille, fritliggende længe inde på gårdspladsen på den firlængede gård - en såkaldt 'gårdkone'. Dens formål var at skaffe mere plads under tag inden for gårdens fire længer.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies