En koordineret indsats for bygningskulturarven

Gårdens historie 1850-1900

29. jan 2015Af Guide

Gårdens historie 1850-1900

Findes under: Landbrug

Den murede, firlængede gård er den helt dominerende gårdtype i denne periode. Landbruget blev mere effektivt, indtjeningen steg, og gårdene blev større. De murede bygninger dominerede, men der blev dog også stadig opført gårde i bindingsværk. Efter landboreformerne i slutningen af 1700-tallet begyndte godsejerne at sælge jord til de tidligere fæstebønder. Danmark fik dermed mange nye, selvstændige bønder, og der kom et behov for nye gårdbygninger. Herudover betød nye dyrkningsmetoder, nye redskaber og større enheder, at landbruget blev mere effektivt. Gårdene blev dermed større, og den firlængede, murede gård var typisk for perioden. 

Læs mere om gårdens historie 1850-1900 under følgende overskrifter:
Kulturhistorie
Arkitektoniske karakteristika
Opmærksomhedspunkter

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Kulturhistorie

Til de nye metoder hørte dræning, mergling med kalkrig mergeljord og brug af kunstgødning. Også nye redskaber og maskiner havde stor betydning - fx svingplove, svenskharver og tærskemaskiner og op mod 1900-tallet også mejemaskiner, selvbindere og såmaskiner.

Også etableringen af andelsmejerier og sukkerfabrikker blev afgørende, lige som de nye jernbaner betød, at man lettere kunne transportere gødning, foder, dyr og afgrøder.


Nye netværk og ny viden

De selvstændige landbrugere udvekslede erfaringer og fik ny viden i de nye landboforeninger, ved landmandsforsamlinger og på dyrskuer og højskoler. Landbohøjskolen i København blev oprettet i 1858, og med den blev dansk landbrug for første gang en profession med uddannelse og forskning.


Arkitektoniske karakteristika

Landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet betød bl.a., at man flyttede ud fra landsbyerne og ud på nyopførte gårde. Nutidens landbrugslandskab er stadig meget præget af disse spredte, fritliggende gårde. Man kan kende dem på deres røde eller gule mursten eller kalkede ydervægge - og på at de er omkranset af beplantninger og læbælter. Ofte er de oprindelige strå-, tegl- eller skifertage blevet afløst af pandeplader eller eternitplader - også på stuehusene. 

Den traditionelle firlængede gård

Ved udflytningen fra landsbyerne mistede man noget af det nære landsbymiljøs tryghed og beskyttelse. Den firlængede gård rådede lidt bod på dette. Gårdspladsen gav ly og læ og blev blandt andet brugt til opsamling af husdyrene, så de var beskyttet mod vind, vejr og vilde dyr. De forskellige arbejdsgange foregik i og mellem længerne, med gårdspladsen som centrum. Gårdspladserne kunne være lukket af de omkransende bygninger, den kunne være et helt sammenbygget anlæg eller med stuehuset trukket fri af avls- og driftslængerne.

Egnspræg

Perioden fra 1850-1900 blev den sidste periode, hvor man stadig byggede gårde med tydelige egnspræg. Den enkelte gård indgik i en sammenhæng med andre gårde, fx langs en vej eller en dæmning. Egnspræget gav sig især til kende i valget af materialer og konstruktioner, og datidens lokale håndværkstraditioner spillede også fortsat en rolle.
Et eksempel er de sønderjyske marskgårde. De har ofte stråtag og rødt murværk, der kun brydes af porte og små halvcirkulære vinduer. Stuehuset blev placeret mod syd, og den større og højere ladebygning lå mod nord, og staldbygningerne mod øst og vest. Om nødvendigt kunne man betjene stalde, lade og stuehus udelukkende fra gårdspladsen.
Et andet eksempel er den typiske nordjyske firlængede gård med fritliggende stuehus. Her blev ladens langlo anlagt ind mod gårdspladsen, mens roerummet blev placeret i laden tæt på kostalden. I vognportsområdet var også vaskerum og brænde, og det blev ofte placeret nær stuehuset. Her kogte man blandt andet kartofler som fodertilskud til svinene i svinestalden.
I hele perioden fra 1850 til 1900 var idealet en firlænget gård omkring en gårdsplads, typisk med tre sammenbyggede avlslænger og et fritliggende stuehus. Man så dog også gårde med to eller tre længer, og mange gårde blev suppleret med bygninger på ydersiden af længerne. Alle bygninger blev opført som længehuse i én etage med almindeligt sadeltag.
Noget nyt i periode var de såkaldte hestegangsbygninger i forbindelse med laderne. De blev bygget som selvstændige bygninger - eller som sideudbygninger på laderne - og blev brugt til tærskning af den øgede mængde korn.


Både bindingsværk og tegl

Brug af bindingsværk begrænsede bygningernes størrelse, men efterhånden som tegl blev mere almindeligt, blev det muligt at bygge friere og større. De murede bygninger kom derfor til at dominere tiden efter 1850, men overgangen fra bindingsværk var lang, og frem til 1900 blev der både bygget gårde i bindingsværk og i tegl. Især stuehusene blev dog opført i mursten.

I de dele af landet, som var rige på kampesten, blev der opført en del udlænger, især lader, i kampestensmurværk. Desuden opførte man udlænger med naturstensmurværk af andre lokale stentyper som sandsten på Bornholm og kridtsten på Stevns og i Thy.

 

Bindingsværk havde typisk

  • Stråtag med ca. 45 graders hældning, eventuelt røde vingetegl
  • Synlige spærfødder langs tagskæg
  • Overgavle var beklædt med brædder, halmtækkede eller af bindingsværk med tavl.
  • Bindingsværkstømmer i eg eller fyrretræ, tjæret, malet eller overkalket
  • Murede tavl i håndstrøget, brændt tegl eller ubrændte lersten og kalkmørtelfuge. Man brugte også stadig lersten eller stejler med lerklining. Murede tavl var blanke eller overkalkede, afhængigt af hvor i landet man var.
  • Vinduer af træ med smalle, profilerede sprosser samt porte og døre med fyldninger eller af revler og brædder
  • Oliemalet træværk, herunder vinduer, porte og døre (overgavle eventuelt tjærede)
  • Sokler og fundamenter af granitsten - marksten eller tilhugne, eventuelt tjærede.

 

De murede gårdbygningers facade- og tagtyper havde typisk

  • Røde vingetegl på tage med ca. 45 graders hældning, eventuelt strå
  • Tagkonstruktion af træspærfag
  • Murede gesimser langs tag, eventuelt med tandsnit
  • Murværk i håndstrøget tegl og kalkmørtelfuge, overkalket eller blankt afhængigt af egnsskikke, eventuelt mønstermurværk i enkelte skifter og stik.
  • Eventuelt murede eller trukne, fremstående indfatninger omkring døre og vinduer, gerne med svagt buet overkant
  • Vinduer af træ med smalle, profilerede sprosser samt porte og døre med fyldninger eller af revler
  • Oliemalet træværk, herunder vinduer, porte og døre
  • Sokler og fundamenter af granitsten - marksten eller tilhugne, eller murede af teglsten
  • Etageadskillelser i træbjælkelag


Historicisme fra 1870: Nye detaljer og nye materialer

Fra 1870 og frem til omkring 1910 blev gårdbyggeriet påvirket af den såkaldte historicistiske byggeskik. Der var i denne periode en ny interesse for arkitekturhistorie. Man forholdt sig mere aktivt til tidligere tiders stilretninger og 'lånte' ret frit detaljer og elementer. Ofte blandede man forskellige tiders udtryk sammen i helt nye sammenhænge, derfor navnet 'historicisme'.

De mange lån og kopier af tidligere stilarter blev bl.a. mulige, fordi en række nye materialer blev almindelige. Støbejern, maskinsten (tegl), beton, cement og andre støbte materialer gjorde det muligt at vælge fra en bred vifte af elementer, som man ikke havde kunnet tidligere. De 'kopierede' indslag var som regel pynt, der ikke havde nogen funktionelle begrundelser.

Til de nye bygningsdele og materialer tilhører

  • Skifertage med lavere taghældning
  • Tagkonstruktion af træspærfag
  • Synligt og eventuelt udskåret træværk langs tagfødder og gavle - 'schweizerstil'
  • Ydermure i hulmur, først i stuehuse, derefter også i stalde
  • Cementpuds
  • Dæk i jernarmeret beton
  • Betonstøbte bygningsdele i øvrigt, fx udvendige trapper, sokler og fundamenter
  • Støbejernsvinduer
  • Støbte dekorationselementer på facaderne

 

Opmærksomhedspunkter

Den firlængede gård dominerede denne periode. Den blev bygget ude i det åbne landskab, ofte omkranset af haver, alléer og læhegn. På afstand er det stuehuset og laden, man først lægger mærke til - de er gårdens mest markante bygninger. Når gården skal genanvendes til nye formål, bør man bevare det oprindelige anlæg med fire, tre eller to længer, men også gårdspladsen og samspillet med det omgivende landskab er vigtigt.

Den fritliggende gård med bygninger organiseret omkring en gårdsplads og allé, have, læhegn og læbælter af træer og buske udgør en sammenhæng. Ved genanvendelse af gården skal man derfor ikke lave store indgreb i hverken bygninger eller omkringliggende anlæg. Helheden mellem gård og omgivelser er vigtig.


Fasthold den oprindelige anlægsform

Man bør fastholde det oprindelige tre- eller firlængede anlæg. Er der brug for færre kvadratmeter, er det bedre at rive nyere til- og udbygninger ned end at fjerne de originale bygninger. Nogle af de nyere maskinhuse og yngre, mere tekniske, staldbygninger kan være med til at forringe helheden og kan evt. fjernes, hvis der ikke længere er brug for dem.


Vær opmærksom på stabilitet

Mange af gårdene er velbyggede, men en del af de mindre gårde er bygget af dårlige materialer. Derfor skal man være opmærksom på stabiliteten i tømmerkonstruktioner, inder- og ydervægge samt fundamenter. Er den tekniske og arkitektoniske tilstand god, kan man godt genanvende bygningerne.


Brug gårdenes udearealer

Gårdspladserne blev et væsentligt og iøjnefaldende karaktertræk i perioden. De bør bevares og kan med fordel inddrages som udearealer for nye aktiviteter. Ofte ser man interessante og bevaringsværdige pikstensbelægninger med mønstre og spor, som kan restaureres og fortælle om gårdarealernes tidligere brug.

Udlængernes portgennemkørsler bør også bevares som adgangsvej til gårdspladserne. Endelig er det en god idé at tænke gårdens uderum sammen med et projekt for de tilstødende længer.

Genanvendelse af gårde med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies