En koordineret indsats for bygningskulturarven

Gårdens historie 1900-1950

29. jan 2015Af Guide

Gårdens historie 1900-1950

Findes under: Landbrug

I første halvdel af 1900-tallet var livet på landet præget af andelsbevægelsens tanker og resulter, øget mekanisering og en spirende social bevidsthed. Arkitekturen forandrede sig også. Fra den sene historicismes detaljer og historiske referencer til Bedre Byggeskik-bevægelsens idealer om symmetrisk, roligt og gedigent byggeri, baseret på dansk tradition.

Læs mere om gårdens historie under følgende overskrifter:
Kulturhistorie
Arkitektoniske karakteristika
Opmærksomhedspunkter

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Kulturhistorie

Landbrugslivet på gårdene var i starten af 1900-tallet præget af øget faglig bevidsthed. Gårdmændene blev dygtigere, og tiden var i høj grad forbundet med andelssamfundets tanker og resultater.

I 1800-tallets sidste årtier satsede landbruget på øget dyrehold ud over jordbrug. Som producenter var ejerne ofte også medindehavere af de centrale andelsenheder, der skulle aftage gårdenes produkter og distribuere dem. Både andelsmejerier og -slagterier udviklede sig til en vellykket organisering, som skabte gode vilkår for den enkelte gårdejer.

Landbrugerne begyndte i stigende grad at bruge maskiner i produktionen. Indførelsen af elektricitet blev også en af de nye, store forandringer i perioden, og endelig kom der øget fokus på sociale forhold i samfundet og ny viden om hygiejne.

Udviklingen førte til nye tanker og idealer for gårdpersonalets forhold, og fra cirka 1920 forsøgte man mange steder at etablere ordentlige, opvarmede værelser til karlene i stuehuset. Forandringerne skred langsomt frem og lykkedes langt fra altid, og mange karle foretrak selvstændigheden i staldene frem for komforten og nærheden til arbejdsgiveren i stuehuset.


Fra stor byggeaktivitet til stilstand

Fra midten af 1890'erne og frem til 1914 var der stor byggeaktivitet på gårdene. Man skulle bruge plads til nye funktioner, og det betød nye bygninger og tilbygninger på de eksisterende gårde. Nu havde man desuden adgang til nye konstruktionsformer og materialer, og det forandrede også gårdenes udtryk.

Krigsårene i 1. og 2. Verdenskrig og mellemkrigsårene bød imidlertid på begrænset byggelyst. Enkelte hele, nye gårde blev det til, men når man opførte nyt, var der som regel tale om genopbygninger efter brande, erstatning af udtjente længer, om- og tilbygninger og forhøjelser af længer med trempler.


Arkitektoniske karakteristika

I perioden 1900-1950 lå gårdene stadig som øer i marklandskabet, og landbrugerne dyrkede endnu de traditionelle, landskabelige træk som alléer og haver. Som et patchworktæppe lå markarealerne omkredset af jordvolde, stendiger og læhegn, men siden det foregående århundrede havde markfelterne udviklet sig, og de var nu noget større end før.

Et andet af landbrugslandskabernes kendetegn blev tidens mange husmandsudstykninger.

Endnu bestod landbruget af ikke-specialiserede gårde med mange produktionsgrene. Helheder og bygninger var i stigende grad præget af udviklingen af flere udlænger, som blev større, fordi de skulle bruges til øget animalsk produktion.

Gårdejerne byggede nu udelukkende i mur, som regel hulmur, og efter 1900 blev bindingsværk absolut en sjælden undtagelse. Gårdbyggeriet overgik fra bønderne til bygmestre, som i stigende grad var uddannet fra de nye håndværkerhøjskoler og tekniske skoler.

Til at begynde med så man en historicistisk arkitektur, hvor man brugte historisk inspirerede detaljer. Den havde ofte et nationalromantisk præg og en del dekorative detaljer. Med tiden blev detaljerne færre og enklere. Et vist egnspræg kunne stadig spores, og stuehusene blev ofte formgivet med inspiration fra stationsbyernes villaarkitektur og offentlige bygninger.


I periodens begyndelse så man blandt andet

  • Symmetri, men med undtagelser
  • Langt flest længebygninger, men også fx stuehuse sammensat af to enheder i vinkel
  • Tage med lavere taghældning, 45 graders sadeltage og trempeltage
  • Markante, ofte høje sokler
  • Udskåret træværk langs gavle og tagfod
  • Forskellige vinduesformater
  • Facader i kalket murværk
  • Facader i blankt, rødt murværk, gerne med enkelte kontrastskifter af kalkede bånd
  • Mønstermurværk i vinduesstik og på brystninger, fx savsnitsbuer og kalkede felter
  • Tage belagt med skifer, cementsten, tagpap eller tegl


Bedre Byggeskiks idealer

Bedre Byggeskik var en bevægelse, der arbejdede for godt håndværk og højere standard i byggeriet. Bedre Byggeskik ydede rådgivning og tegnehjælp til bygherrer, og bevægelsens idealer vandt stor udbredelse i landbrugsbyggeriet. Tendensen udfoldede sig først i husmandsbyggeriet, hvor man byggede efter godkendte typer tegnet af Bedre Byggekiks arkitekter, men siden kom stilen til at inspirere alt landbrugsbyggeri.

Nu tegnede arkitekterne i stigende grad også til nyopførelser på mellemstore og større gårde. Der var tale om individuelle projekter for de enkelte gårdejere, der i stor stil havde taget den genkendelige, rolige og gedigne landlige arkitektur til sig. Mellemkrigsårenes bondegårde blev helt domineret af Bedre Byggeskik.


Bedre Byggeskik kendes på

  • Retvinklede, strengt symmetriske anlæg
  • Rolige, taktfaste facader med ensartede vinduesformater
  • Eventuelt centralt placerede frontkviste eller midtrisalitter på store stuehuse
  • Højt rejste sadeltage med 45 graders hældning og halvvalm over gavlene (fra midten af 1930'erne dukker trempelen dog op igen på udlængerne)
  • Tage beklædt med røde fals - eller vingetegl, eventuelt grå cementtagsten
  • Ingen pynt og få dekorative detaljer, som ikke samtidig har en konstruktiv funktion - fx gesimser, dørindfatninger eller hjørnekvadre
  • Murede gesimser langs tagfod og gavle, retkantede eller med tandsnitsskifte
  • To - eller firrammede trævinduer med sprosser i beboelsen
  • Støbejernsvinduer med sprosser eller trævinduer med sprosser og buet eller ret overkant i udlængerne
  • Fyldingsdøre og revledøre af træ
Foto: Torben Lindegaard Jensen

Opmærksomhedspunkter

Den retvinklede gård med to, tre eller fire længer var stadig formlen for den danske gård, men rationalisering, mekanisering og tidens mange husmandsudstykninger kom også til at forandre det traditionelle bondeland. Nye bygningstyper kom til, og samtidig gik Bedre Byggeskik-bevægelsen sin sejrsgang overalt i Danmark. Landbrugsbygninger fra 1900-1950 er rummelige, stabile og velbyggede og egner sig særligt godt til genanvendelse.

Gårde fra denne periode er mere rummelige end tidligere og ofte både stabile og velbyggede. Materialer og konstruktioner er som regel af god kvalitet, bortset fra tiden omkring 2. verdenskrig - cirka fra 1940 til 1950 - hvor knaphed på materialer påvirkede byggeriets kvalitet.

Man skal være opmærksom på, at mange gårde, som er opført før 1900, har bygninger eller bygningsdele fra perioden 1900-1950. Bygningsdelene er ofte blevet erstattet eller fornyet, fx på grund af brand eller nye funktionskrav.


Hent inspiration i de oprindelige tegninger

Gårde fra Bedre Byggeskik-perioden er arkitekttegnede anlæg, og det er en god idé at studere de originale tegninger, som giver viden om arkitekturens retningslinjer og den enkelte gård. Nye tilbygninger bør proportioneres med udgangspunkt i de oprindelige bygninger og arkitekternes tegninger. Tegningerne kan som regel findes i arkiver.

Nedriver man længer i et Bedre Byggeskik-anlæg, forringer det helheden betydeligt, fordi der er tale om velkomponerede, samlede anlæg med en ensartet karakter. Tilføjer man nye bygninger, bør de placeres vinkelret eller parallelt i forhold til anlæggets oprindelige bygninger.


Behov for nedrivning?

De mange knopskydninger og tilbygninger, der ses på periodens gårde, kan både være velformede og i god kvalitet og kan skæmme den oprindelige helhed. Derfor kan man overveje nedrivninger. Er der behov for færre kvadratmeter på gården, bør man fjerne tilbygninger frem for gårdens øvrige bygninger.

De tidlige betonsiloer er som regel udtjente og egner sig ikke til genanvendelse.

Genanvendelse af gårdene med ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.


Det retvinklede gårdanlæg med to, tre eller fire længer

Formlen for den danske bondegård var fortsat det retvinklede gårdanlæg med to, tre eller fire længer omkring en gårdsplads, men længerne kunne være af helt forskellig størrelse og materialer. Man kunne se forsøg med at samle stald og lade i én stor bygning - 'staldladen'. Staldladen var bredere end sædvanligt og suppleret med mindre bygninger eller forbindelsesmure i vinkel, der skulle samle gårdrummet. Bygningstypen vandt dog ikke indpas på landsplan.


Nye tilbygninger

Tilbygninger kom til på udlængerne, og der blev opført fritliggende svinestalde, hønsehuse og vaskehuse uden for det firlængede gårdanlæg. Mange steder blev der bygget stensatte møddingspladser, omkranset af mure, eller møddingshuse langs staldenes ydersider - en udvikling, der startede i 1800-tallets sidste årtier. Generelt flyttede møddingerne helt væk fra gårdspladsen, og i stedet blev der mange steder plantet et træ midt på gårdspladsen.

I mellemkrigsårene byggede man mange steder vindmøller til elproduktion. Kostaldene blev forsynet med høje, ventilationshætter, der var med til at forandre gårdens profil i landskabet. Laderne var nu blevet for små, og derfor blev gårdene udbygget med stakhjelme til opbevaring af korn - som regel var der tale om kvadratiske, fritstående og åbne trækonstruktioner med lave heltage eller pyramidetage.


T-gården revolutionerede byggeriet 

I 1930'erne så den såkaldte T-gård for første gang dagens lys. T-gården brød med den traditionelle to -, tre- og firlængede gårdtype. Agronomer og arkitekter stod for udviklingen af T-gården, som første gang blev opført nær Holbæk.

Det nye bestod ikke bare i bredere, mere kompakte bygninger, men også i indretningen af gården og bygningernes indbyrdes placering og sammenbygning. Nu bestod avls - og driftsbygningerne af to sammenhængende længer. Den ene længe blev anvendt til stald - og foderrum, og omtrent midt på denne bygning blev laden placeret som et lodret T.

T-gårdens nye planløsning var økonomisk begrundet, men fungerede også rationelt i det daglige arbejde. Plan - og indretningsprincipperne fra denne revolutionerende gårdtype blev videreudviklet, og i perioden 1930 -1950 blev T-gården bygget i mange forskellige variationer. Især Bedre Byggeskik-bevægelsen kom til at påvirke bygningstypens udformning, byggeteknik og arkitektur.

Stuehuset var generelt orienteret, så alle værelser havde sollys og udsigt til både indkørsel og have. Ved siden af stuehuset anlagde man ofte avls - og driftsbygningerne med en langfacade mod syd. Stalden blev placeret øst - vest, og syd for staldlængen lagde man ofte møddingsted med ajlebeholder samt vogn- og maskinhus. De nye servicefaciliteter med befæstede pladser var rationelle, fordi heste- og kreaturgangene foregik mod syd. Dermed blev gårdspladsen holdt helt fri for færdsel - ud over mælketransporten.

På de mindre T-gårde lå stuehuset gerne nord-syd og bidrog dermed til at danne et mere lukket gårdrum i det trefløjede anlæg. Laden var fortsat bygget i ret vinkel ind mod staldlængen med det formål at samle de mange forskellige arbejdsfunktioner i avls- og driftsbygningernes centrum.


Begyndende rationalisering og industrialisering af byggeriet

Efter 2. verdenskrig blev der sat gang i rationaliseringen og den begyndende industrialisering af landbruget. Det førte til, at der blev bygget til gårdenes ældste bygninger, eller at de blev erstattet med nye bygninger. Man begyndte også at sammenlægge jorder, og de første betonsiloer blev opført.

Ved periodens afslutning toppede antallet af selvstændige, fritliggende gårde i Danmark. I alt var der på det tidspunkt 208.000 gårde i Danmark.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies