En koordineret indsats for bygningskulturarven

Husmandsstedets historie 1850-1899

29. jan 2015Af Guide

Husmandsstedets historie 1850-1899

Findes under: Landbrug

Husmandsstederne er det beskedne landbrugs byggeri. De har ikke en særlig stil, men er mindre, billigere og mere ydmyge varianter af de større gårde. Nye udviklinger inden for byggeriet slog derfor også senere igennem på husmandsstederne, som fx holdt fast i bindingsværk længere end andre gårde.

Læs mere om husmandsstedets historie 1850-1899 under følgende overskrifter:
Kulturhistorie
Arkitektoniske karakteristika
Opmærksomhedspunkter

 

Kulturhistorie 

Husmandssteder var små brug, hvor jorden kun skulle forsørge husmandens egen familie. Husmanden var oprindeligt tilknyttet de hovedgårde og godser, som havde ejerskab til såvel jord som bygninger, og hvor den enkelte husmand i større eller mindre grad også virkede som fæstebonde. I 1700-tallet var de fleste husmandssteder på under fem tønder land, mens de omkring år 1900 var på højst 15 tønder land og med mindre end en tønde hartkorn.

I 1899 indførtes en statslig finansiering og organisering af husmandsstederne, og dermed blev forholdene for husmænd ensartede og klare, men før dette brugte man mange forskellige betegnelser om husmandsstederne. De ældre betegnelser har dels med brugenes størrelse og dels med helt lokale forhold at gøre. Blandt de ord, man kan møde, er fx 'sted', 'boelssted', 'boelshus', 'husmandssted' og 'husmandshus'.

'Sted' var oprindeligt blot et jordløst beboelseshus, hvor husmanden var helt afhængig af at arbejde for jordejeren, mens de øvrige betegnelser knytter sig til forskellige små brug fra to til 25 ha, nogle endda større. På disse brug var husmanden helt eller delvist afhængig af fæstearbejde på en hovedgård eller et gods. 'Stederne' lå langs markvejene, typisk i udkanten af hovedgårdenes og godsernes arealer.

Sociale forhold i landbruget

Ved stavnsbåndets ophævelse i 1788 fik husmændene ligesom gårdmændene en friere stilling, men på nogle områder blev deres forhold faktisk forværret. Efterhånden som gårdmændene slap for hoveriet, det vil sige pligtarbejde for godsejeren, blev husmændenes hoveri forøget. Husmændene var en gruppe stort set uden sociale og politiske rettigheder.

Husmandsbrugene var ofte så små, at en familie ikke kunne leve af det, og husmændene tog arbejde som daglejere eller landarbejdere.  Nogle var fiskere, andre var håndværkere, mens lærere, og degne som regel også drev et lille landbrug. Andre husmandsbrug blev brugt til fx aftægt.

I løbet af 1800-tallet kom der et større og større skel mellem husmænd og gårdmænd. Man blandede sig ikke længere så meget med hinanden, og der kom en større klasse af husmænd. Da folketallet steg i løbet af 1800-tallet, oprettedes der et stigende antal små husmandsbrug. Før 1850 var de fleste husmænd fæstehusmænd eller lejehusmænd, men efter 1850 steg antallet af selvejere.

Husmænd i den politiske udvikling

Husmændene spillede en vigtig rolle i 1800-tallets politiske bevægelser. De meget dårlige forhold for husmændene førte til en række bevægelser og tilløb til oprør. Godsejernes revselsesret over for husmænd forsvandt først i 1848, og i 1849 nedsattes en kommission, som skulle arbejde for øget ligestilling mellem godsejere og bønder. Men en af de faktorer, der reelt muliggjorde selveje for husmændene, var oprettelsen af Jyllands og Østifternes kreditforeninger i 1851.

Efter 1848 opnåede de første husmænd valg til Rigsforsamlingen og Folketinget, og i slutningen af århundredet opstod den egentlige husmandsbevægelse. Dens hovedkrav var, at husmændene skulle ligestilles med samfundets øvrige grupper. Man forlangte ikke særlige rettigheder for husmændene, men blot ensartede forhold.

Foto: Torben Lindegaard Jensen

Arkitektoniske karakteristika

Før 1850 lå husmandsstederne i landsbyerne, og jorderne blev delvist drevet i fællesskab. Landboreformerne fra omkring 1750 og frem betød, at jordlodderne blev samlet i større enheder, og fra omkring midten af 1800-tallet at man flyttede ud fra landsbyerne og ud i det åbne land.

I takt med udflytningen af gårdene fra landsbyerne blev det ellers åbne og ubebyggede landskab spredt bebygget med fritliggende gårde. Fællesskabet i landsbyen blev afløst af selvstændige bønder og husmænd, der nu drev jorden selv. Husmændene fik dog de dårligste jordlodder, mens bønderne fik de bedste. 

1850-1899 var den sidste periode, hvor der stadig blev bygget med tydelige egnspræg i såvel bygningernes samlede hele som i deres indretning og placering af funktioner.

Husmandsstederne blev gerne opført som en eller to længer som en slags beskedne miniudgaver af gårde i samme område - med stærkt egnspræg, dvs. med brug af de byggematerialer og de principper, man brugte på de øvrige gårde i området.

Billigere materialer

Bindingsværket var fortsat den mest udbredte konstruktionsform - en teknik, som man selv kunne opføre, ombygge og reparere. På husmandsstederne brugte man teknikken i meget længere tid end på gårdene, hvor man havde bedre råd til de dyre mursten.

At husmandsstederne var små og ofte bygget i ringere materialer end de større gårde, betød ikke, at der ikke kunne være arbejdet med detaljer som fx små rundbuede kviste over dørene eller tætsiddende kragetræer på mønningen.

Det var heller ikke alle husmandssteder, der var beskedent udformet, de var bare små 'minigårde'. Helt tilbage i 1850'erne kunne man også se fuldmurede bygninger på tilhugget granitsokkel, ofte med fin facadesymmetri, tegltage og kviste.

Ændringer

Der er som regel lavet mange ændringer på husmandssteder fra før 1900. Det oprindelige bindingsværk er ofte omsat helt eller delvist i fuld mur, døre og vinduer kan være udskiftet, og interiører fornyet flere gange.

 

Opmærksomhedspunkter

Der findes kun meget få velbevarede husmandsbygninger fra 1800-tallets begyndelse, mens der er flere bevaret fra perioden efter 1850. Husene er unikke vidnesbyrd om et stykke dansk landbokultur og bør derfor bevares og restaureres nænsomt. På grund af størrelse er det mest oplagt at bruge dem til bolig, butik eller fx udstillinger.

De fleste husmandssteder er udvidet eller bygget om og derfor ændret en del. Generelt for udvidelser gælder, at man skal bevare husets proportioner og bygge i samme facade- og taghøjde som de oprindelige bygninger.

Traditionelle materialer

Det er som regel bedst at bruge traditionelle materialer, som harmonerer godt med husets særlige karakter, dvs. træ, kalk, tegl osv. Ved om- og tilbygning gælder det om ikke at 'overdøve' husets oprindelige udtryk, men derimod respektere de beskedne størrelser og den enkle karakter.

En del af de mindre gårde er bygget af beskedne materialer, og man skal derfor være opmærksom på stabilitet og tilstand i tømmerkonstruktioner, inder- og ydervægge og fundamenter.

Genanvendelse af gårde til ændrede funktioner er underlagt en række love og regler.

 

Husmandsgårdens helhed

Hvordan husmandsgårdene så ud, varierede fra egn til egn, men det var almindeligt med én og tolængede anlæg og siden også trelængede husmandssteder, der fx kunne bestå af en længe med en gårdfacade på ca. otte fag og to korte sidelænger ved gavlene. Firlængede anlæg forekom, men var sjældnere. Bygningerne dannede tilsammen et mindre gårdrum, og alt var opført i bindingsværk og med stråtag. Denne type kendes fx både på Fyn og Sjælland.

Traditionelt havde boligen været helt sammenbygget med avlsbygningerne, men efter udflytningen blev den oftere og oftere opført som en selvstændig enhed. Det gav en langt bedre hygiejne, og stuehusene og avlsbygningerne fik en mere uafhængig livsrytme.

Boligen forandrede sig ikke meget i perioden, men voksede dog lidt i størrelse og antal rum, mens udlængerne undergik løbende forandringer. Avlsbygningernes udvikling fulgte de skiftende og forbedrede produktionsmetoder, og de fleste bygninger er ændret mange gange gennem historien. Nedrivninger, tilbygninger, ombygninger og nybygninger skete som regel uden nøjere planlægning eller helhedstænkning, men forandringerne signalerede en øget anseelse - også for husmændene.

Materialer

De ældste gårde fra perioden er opført i kampesten eller bindingsværk funderet på syldsten af granit, tækket med strå og med tavl af kalkede ubrændte lersten. Materialerne varierer dog fra egn til egn. Man byggede i de materialer, man lokalt havde adgang til.

Brugen af brændte teglsten vandt for husmændenes vedkommende først indpas mod århundredets slutning, hvor også cement og beton begyndte at blive udbredt.

De lokale byggematerialer blev gradvist erstattet af mange uprøvede materialer i fundamenter, gulvkonstruktioner, ydervægge, tagbeklædning og bærende konstruktioner. Man prøvede sig frem i en udvikling mod det bedst egnede:

  • Fra fundamenter af syldsten til granitsten og grundmur
  • Fra piksten på gulve og lerstampede gulve med foderkrybber af træ til udførelse i hårde, fugtafvisende og rengøringsvenlige materialer
  • Fra bindingsværk til murværk
  • Fra stråtage til tage med hårde materialer
  • Fra rene trækonstruktioner til brandhæmmende staldlofter med teglhvælv på jernbjælker.

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies