En koordineret indsats for bygningskulturarven

Byomdannelse og nærdemokrati

29. jan 2015Af Bygningskultur 2015Guide

New York fortællinger

Findes under: Emner i vidensarkivet

"Hvis man vil tjene penge i New York, skal man investere i ejendomme. Ejendomsudvikling er New Yorks olie. Der er enormt pres for at få fat i ledige grunde, så bevaring er en daglig kamp,” siger Aresh Jarvadi, mens han gestikulerer vildt.

Han er aktiv i organisationen More Gardens, som arbejder for at bevare grønne fælleshaver – – i New York. Udefra er bygningen, hvor Jarvadi holder til, blot endnu en anonym og tillukket ejendom i East Harlem. Men indvendigt! Rislamper, planter, krystaller, fuglefjer, vævede tæpper og frodige vægmalerier med regnbuer og små vandfald fylder rummet på 1970'er.måden. Jarvadi selv ligner en ung Gandhi, som han - med et intenst blik i øjnene og halvt overdøvet af gospelmusik – fortæller om sin organisation.

Bygningskultur Danmark er rejst til New York for at se på bevaring i den ultimative storby. More Gardens er første stop. Organisationen arbejder for at beskytte lokale haver, som områdets beboere indtog tilbage i 1970'erne og gjorde til deres egne. I dag er haverne truet af buldrende markedskræfter, som ønsker at bygge lige her. Som en grøn guerilla kæmper havefolkene imod, og aktivisterne har indimellem lænket sig selv til træer for at forhindre bulldozerne i at rykke ind.

Hvorfor? Fordi de grønne oaser ifølge Jarvadi skaber stærkere lokalsamfund, identitet og tilhørsforhold i byens belastede kvarterer - og i øvrigt også øger developernes ejendomsværdier. Den historiske dimension er derimod ikke del af kampen, selvom man ud fra et kulturarvsperspektiv nok kunne argumentere for at bevare ’fælleshaverne’ som et stykke kulturhistorie, der viser en bid af byens udvikling fra nedslidthed til byggeboom:

”I 1970'erne og 1980'erne blev mange bygninger brændt ned i Harlem, South Bronx og på Manhattans Lower East Side, så ejerne kunne få udbetalt forsikring. Nogle gader havde til sidst kun et par huse stående tilbage. Resten var tomme grunde, som blev indtaget af lokale beboere, der anlagde haver for at dyrke grøntsager og skabe grønne oaser. I 1989 var der 750 haver i New York City. I dag er der 600, men de er under konstant pres fra developere, som ønsker at bygge nyt, fordi grundværdierne er steget så kraftigt,” siger Aresh Jarvadi. Og den pointe skal vise sig som en rød tråd over de næste par dage.

Alle elsker High Line

<xml> </xml>

New York har traditionelt repræsenteret det nye, og newyorkerne har altid været drevet af fælles begejstring for fremdrift. Sådan er det stadig, og så alligevel ikke. For det er som om, man i fremtidens by så småt er ved at blive bevidste om sin historie og om bygningsarvens værdi. Bevaring er kommet til New York - om end i det små.

Det kan man opleve ved at bevæge sig , som vi gør den næste dag. Her ligger High Line, en rusten, gammel højbane, der bevæger sig igennem Manhattans Meatpacking District til West Chelsea, og som indtil for nyligt stod efterladt som tilvokset monument over industrialiseringen. Sådan er det snart ikke længere. Håndværkere er nemlig i fuld gang med at transformere højbanen til svævende park. En park under skyerne.

High Line blev bygget tilbage i 1930'erne for at servicere lagerbygningerne på Manhattans West Side. Den skulle erstatte en almindelig jernbane i gadeplan, der jævnligt pløjede henover forsvarsløse fodgængere og gav 10th Avenue øgenavnet Death Avenue. Men højbanen blev forældet næsten lige så hurtigt, som den stod færdig – først på grund af Den store Depression. Siden fordi lastbiltrafikken overtog, hvor jernbanen slap. Sidste tog kørte i 1980, hvorefter High Line blev overladt til rust og vilde vækster. Conrail, som ejede High Line, ville have den væk, bystyret ville have den væk, og et lokalt konsortium bestående af private grundejere ville have den væk.

High Line fik kun lov at stå, fordi ingen ønskede at betale for nedrivningen. Og mens parterne skændtes om at placere ansvaret, stod High Line urørt og ubesøgt, lige indtil 1999 hvor Joshua David and Robert Hammond mødte hinanden og formede non-profit organisationen Friends of The High Line. De to initiativtagere holdt fundraisings og fik berømtheder som Kevin Bacon, Kyra Sedgwick og Edward Norton til at kaste glans over projektet. Siden fik arkitekterne Elizabeth Diller, Ricardo Scofidio, James Corner og den danskislandske kunstner Olafur E liasson opgaven med at transformere den gamle højbane til en park, som både bevarer og viser højbanens historie - og kombinerer uplejet natur med stier, klatrevægge, lysdesign og de rustne gamle spor.

I dag elsker alle The High Line, som er blevet beskrevet som 'flyvende tæppe' og 'byens nyeste juvel'. Projektet vurderes at have genereret investeringer for 900 millioner dollars, og mindst 30 nye højtprofilerede projekter er på vej omkring 10th Avenue og Hudson River, hvor højbanen løber.

Projektet er en succes, allerede inden det står færdigt. At nå hertil har imidlertid krævet 30 års hidsige diskussioner, juridisk tovtrækkerier og en smule held:

”I løbet af mine første uger på jobbet fik jeg besøg af grundejere, som insisterede på, at High Line skulle fjernes. Vi var kun én dommerkendelse fra nedrivning, siger deputy mayor Dan Doctoroff og fortsætter ”I dag ’brander’ folk deres bygninger her som High Line dit og High Line dat. Vi er i færd med at skabe et af de mest spektakulære arkitektoniske områder i verden.”

Eller som Katie Lorah fra organisationen Friends of The High Line formulerer det, da hun viser os rundt: ”Meatpacking District ville også have udviklet sig uden High Line, men formentlig ikke lige så hurtigt eller omfattende. High Line er unik, der er kun én, og den kan hverken kopieres eller bygges igen. Derfor er den blevet selling point og identitetsmarkør i området. Den er eksempel på, hvordan man både kan aktualisere kulturarven og skabe ny arkitektur og grønne områder på én gang.” Resultatet kan ses fra dette efterår.

 

Meatpacking: fra vild vest til guldalder

Meatpacking District er stadig råt med huller i asfalten og den harske lugt af kød og affald. Men store cementblandere, der buldrer gennem gaden, vidner om, at nye tider er på vej. Frank Gehry, Robert A.M Stern, Jean Nouvel og Neil Denaris er alle på vej ind med højtprofilerede projekter, som alle ligger lige op og ned ad den gamle højbane.

Ved High Lines begyndelse bygger Renzo Piano et nyt, spektakulært Whitney-museum med markant asymmetrisk form som en hilsen til kvarterets industrielle fortid. Og bevæger man sig videre igennem kvarteret, er der selvfølgelig butikkerne.

Dér sælger Diane Von Fürstenberg sine legendariske bindekjoler. Dér har Stella McCartney åbnet endnu en lækker, dyr boutique. Før var Meatpacking District Manhattans vilde vesten. Nu bliver kød erstattet af mode, luksuslejligheder og butikker med franske emaljekomfurer, der rykker ind i fælles guldrus. En eksklusiv enklave for de rige og smukke, mens slagterne er på vej væk. Også kreative hipstere tvinges ud af sindssyge prisstigninger og må finde nye steder at udfolde sig.

De første af ’de gamle’ er allerede begyndt at sige farvel. For eksempel den legendariske restaurant Florent, der sagde et bittert farvel den 29. juni på grund af en tidobling af huslejen. Situationen er klassisk: Et nedslidt område indtages og gentænkes af kreative designere, kunstnere og arkitekter, som efterfølges af virksomheder, der gerne vil sættes i forbindelse med ’de smarte’.

Resultatet er højere priser og et mere poleret udtryk, som tvinger de kreative væk eller fratager dem lysten til overhovedet at bo i kvarteret. Kunne man ikke planlægge sig ud af det problem, så man undgår at Meatpacking District bliver kulisse for noget, der var en gang?

Vi spørger Katie Lorah, hvorfor man ikke sikrer, at slagterne kan blive i området side om side med gallerier og designere? I baghovedet spøger Den Hvide Kødby i København, hvor kød og kultur er planlagt på ægte skandinavisk manér med cirka halvdelen til hver.

Lorah skubber solbrillerne op i panden, rynker brynene og ser på os, som om det vi forslår, er den rene, skinbarlige socialisme: ”Men slagterne ønsker jo ikke at blive,” siger hun tålmodigt. ”De har måske ejet deres bygninger her gennem tre generationer. Hvis de sælger, tjener de kassen, så det gør de selvfølgelig. Når det er sagt, prøver vi at række hånden ud til alle, så High Line ikke bare bliver en park for rige mennesker, efterhånden som kvarteret bliver mere velhavende.”

Vi kan lære af jer

Bevaring i New York kan næsten kun blive en defensiv affære. For markedskræfterne og investeringerne er enorme, og ikke mindst det politiske pres på fortsat udvikling er massivt. Faktisk er pengene så store, at historiske bygninger skaffer økonomiske midler ved at sælge deres air rights – retten til at udvikle luften oven over sig.

I Brooklyn, Amerikas gamle kraftcenter, er en stor del af den gamle industrikultur på vej væk. Kampagnen Save Industrial Brooklyn, som organisationen Municipal Art Society of New York, står bag, har forsøgt at stoppe udviklingen. Blandt andet ved at udvælge de 11 mest truede historiske steder og skabe øget offentlig opmærksomhed om industrikulturen. Èt af dem er Red Hood Dock – en tørdok fra borgerkrigens tid, som Ikea ønsker at fjerne for at gøre plads til parkeringspladser. Og sådan er det hele tiden.

”I Europa er I meget længere fremme end os. Vi kan lære af jer,” siger Lisa Kersavage, som har været projektleder på Save Industrial Brooklyn og fortsætter:

”Vi befinder os på et stade, hvor vi kæmper med overhovedet at få identificeret de historiske bygninger, og hvor et medlem af byrådet stadig kan slippe af sted med at kalde en lagerbygning tegnet af arkitekten Cass Gilbert for et stykke skrot.” For bevaringsorganisationerne betyder det, at der sjældent er tid til at tænke strategisk og progressivt, men at man finder sig selv fastlåst i en rolle, hvor det handler om at rykke ud og redde konkrete bygninger i sidste minut.

Som samtalen skrider frem, bliver det åbenlyst, at bevaring i New York mest handler om brandslukning. Kersavage nævner flere bygninger, som organisationen forsøger at bevare. For eksempel ved hjælp af en kampagne, hvor Save Industrial Brooklyn har skrevet dødsannoncer for hver af de truede industribygninger.

Her handler det om at råbe højt. Der er ikke kræfter til at tale om kulturarv som ressource, som i Danmark. Måske er vi virkelig, som Kersavage siger, foran New York?

Vi bliver bedre

<xml></xml>

Lisa Kersavage efterlyser byplanlægning, der tillader vækst og ejendomsudvikling og beskytter de historiske bygninger på én gang.

”SoHo og Tribeca er begge områder, der viser, at bevaring af tidligere industrianlæg kan være en god forretning, men presset fra dem, som ønsker at fjerne det gamle for at bygge nyt, er enormt, siger hun og tilføjer:

”Det bliver bedre. Flere og flere lokale kræfter støtter bevaringssagen, men der er lang vej endnu.” Peg Breen, præsident for New York Landmarks Conservancy, en anden bevaringsorganisation, er enig:

”I 1970'erne rev man ned uden omtanke, men der er sket meget siden da. I dag ønsker flere mennesker end nogensinde at bevare de historiske bygninger. Ikke mindst fordi der er kommet øget fokus på bæredygtighed. 85 procent af C02-udslippet i New York kommer fra bygningerne, og mange af de ældre bygninger er simpelthen bedre opført. Det betaler sig at bevare. Men det handler også om, at man mange steder er ved at få øjnene op for, hvor vigtigt det er at bevare det enkelte kvarters karakter. Vi er begyndt at opdage, hvad vi er på vej til at miste.”

Det er som om, bevaring i New York består af to modstridende kræfter, der hele tiden forsøger at bekæmpe hinanden. Bevaringsorganisationerne står stejlt på den ene side, mens developerne af al kraft forsøger at fjerne det gamle for at bygge nyt.

Men vi ser også eksempler som The High Line, hvor bevaring bliver en social og økonomisk ressource.

Rosen står der stadig

Tilbage i East Harlem har Aresh Jarvadi taget os ud på en længere gåtur rundt til kvarterets community gardens. Et af stederne møder vi en ældre kvinde, der præsenterer sig selv som Olga. Hun fortæller, at hun for 29 år siden plantede en rose på en nedbrændt grund, som de fleste brugte til at læsse skrald på. Rosen står der stadig - nu sammen med ferskener, kirsebær og æbler i den i dag frodige have.

”Han er min redningsmand,” siger den 72-årige kvinde og sender et fingerkys til Aresh Jarvadi, mens hun med den anden hånd dirigerer en ung mand med store muskler, som er ved at beskære et træ med en motorsav. For et par måneder siden var haven tæt på at blive fjernet, men den blev reddet, da lokalrådet gik ind i sagen. Jarvardi tager os videre rundt til flere haver. Èn af dem er netop blevet bulldozet. Kun en enlig solsikke står tilbage.

 

Meatpacking District

Også Frank Gehry planlægger nyt boligkompleks, som skal komplementere hans kontorbygning på 11th Avenue, hvor Hollywood-mogulen Barry Diller’s IAC/InterActiveCorp holder til. Mest bemærkelsesværdig er måske Renzo Pianos nye Whitney-museum, som bliver bygget ved indgangen til High Line.

 

National Register of Historic Places er USA’s officielle liste af kulturelle ressourcer der er værdige at frede. Registeret indeholder områder, steder, bygninger, strukturer og objekter, der er betydningsfulde i amerikansk historie, arkitektur, arkæologi, polyteknik og kultur og har over 80.000 registreringer. Ejere af ejendomme, der er registrerede, har ingen forpligtigelser til at åbne deres ejendomme op for offentligheden eller vedligeholde dem. Se www.nps.gov/nr.

Flere eksempler

ingen nyheder i denne liste

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies