En koordineret indsats for bygningskulturarven

Byomdannelse og nærdemokrati

29. jan 2015Af Guide

Når byudvikling begynder med historien

Findes under: Emner i vidensarkivet

Rotterdam blev sønderbombet under 2. verdenskrig. I 1945 stod byen tilbage som rygende ruinhob, men den blev snart bygget op igen og har fornyet sig selv konstant lige siden. Det er indbyggerne stolte af i dag, hvor Rotterdam både fremstår som slidt havne- og industriby og som udstillingsvindue for hypermoderne, aktuel arkitektur – en næsten skizofren identitet, som får tegnestuer fra hele verden til at valfarte hertil. Byplanlæggere og arkitekter er vilde med Rotterdam, fordi den er tæt, eksperimenterende og rå. Og fordi den har kant og eftertragtet autenticitet.

Jeg er taget til Holland for at mødes med arkitekturhistorikerne Crimson Architectural Historians, der blandt andet har gjort sig bemærket med byudviklingsprojekter for modernismens oversete kulturarv; udskældte forstæder, betonblokke, skoler, plejehjem og biblioteker. Crimsons to stiftere Michelle Provoost og Wouter Vanstphout møder mig i højloftede lokaler i det ydre Rotterdam en grå dag, hvor regnen vælter ned over den udstrakte havneby. De har senest høstet roser for det langsigtede byfornyelsesprojekt WiMBY! – Welcome into My BackYard! – i den modernistiske betonforstad Hoogvliet. Projektet startede i 2001 og adskiller sig fra lignende projekter, fordi det ikke handler om at forandre et sted med udgangspunkt i ny arkitektur. Crimson-folkene starter et helt andet sted: med den historiske analyse af den konkrete by, dens kvaliteter og indbyggernes drømme.

Endemålet er ikke arkitektur

Hvad er jeres holdninger til bevaring og byfornyelse, og hvordan mener I, at I som arkitekturhistorikere kan bidrage til byudvikling?

Michelle Provoost: ”Det bliver vi ofte spurgt om; især af arkitekter. Svaret er, at vi typisk er involverede i eksisterende byområder. Der, hvor vi arbejder, er der altid noget i forvejen. Vi er eksperter i det forhåndenværende. Så det gør os faktisk mere kvalificerede end arkitekter til at deltage i byfornyelsesprojekter. Det plejer at være mit svar, og jeg bliver ikke modsagt!”

Wouter Vanstiphout: ”Men der er også en anden fordel ved os og det, vi gør, nemlig at vi netop ikke er arkitekter. Vi oversætter ikke alting til design, men ser design som ét værktøj blandt flere. Arkitektur og design er ikke endemålet. Nogle gange bruger vi arkitektur til at repræsentere for eksempel en ændring af et værdigrundlag; andre gange vægter vi de fortællende aspekter af arkitektur, der knytter an til lokalmiljøets små historier. Alt afhængigt af situationen.”

Michelle Provoost: ”Og nogle gange bruger vi slet ikke arkitektur, men kunst eller grafisk design eller litteratur eller sociale tiltag …”.

Men arkitekturen kan også drage fordel af ikke at være målet med det hele, siger i hvert fald Wouter Vanstiphout med WiMBY! Projektet som eksempel. I Hoogvliet bragte Crimson således arkitektur på banen på et atypisk tidspunkt i processen, nemlig i begyndelsen inden finansieringen var på plads.

Wouter Vanstiphout: ”Arkitekturen vil typiske være sidste punkt på programmet, når man projektudvikler. Normalt skal der først opnås konsensus, programmet skal fastlægges, og hele processen bliver nemt meget abstrakt. Vi prøvede med WiMBY! at sætte arkitekturen først på programmet og stræbte efter at bringe arkitekter ind på et tidligt stadium for at tvinge projektets parter til at afstemme forventninger og diskutere konkrete løsninger med det samme. Dermed kom nye ideer frem, som ikke ville være opstået, hvis processen havde været lineær. Vi har en mere strategisk indgangsvinkel til arkitektur.”

Når modernismen bliver kulturarv

Siden I altid beskæftiger jer med det eksisterende, hvad er da jeres tilgang til kulturarven? I synes at gå til kulturarven på en anden måde end jeres historiske forgængere, der mere så kulturarven som en museumsgenstand?

Michelle Provoost: ”Ja, når vi anbefaler bevaring, er vi altid på udkig efter … ikke kun de fysiske kvaliteter, men også de ideologier, der lå bagved; den politiske betydning eller den kulturelle værdi. Vi kigger efter måder at forlænge denne værdi for fremtiden og gøre den synlig. For eksempel ved hjælp af fysiske indgreb, designløsninger, til- og påbygninger, der kan adskille sig meget fra selve den originale bygning. Vi har specialiseret os i efterkrigstidens modernistiske arkitektur og byplanlægning, der altid var særdeles ideologisk funderet, og vi har altid syntes, at arkitektur, der bærer på denne ideologiske ballast, rummer potentiale for nyfortolkning og genanvendelse, som med ét slag bringer debatten ind i nutiden. Hvordan danner bygninger rammer for innovation nu? Hvordan defineres fællesskab for tiden?”

Er det svært at finde klangbund for den holdning hos jeres kunder?

Wouter Vanstiphout: ”Det er ikke det svære. Problemet er mere, at spørgsmål om kulturarven ofte bliver stillet for sent. Således at der allerede er en dagsorden, der kun er udtænkt med det aktuelle boligmarked for øje.”

Michelle Provoost: ”I Holland er man forpligtet til at foretage en kulturhistorisk undersøgelse, inden et ombygningsprojekt sættes i gang på en beskyttet historisk bygning, og ofte kommer kunderne til os moderne, ’alternative’ historikere for at få en ’fleksibel’ vurdering.”

Fordi de regner med, at I tillader mere vidtgående ændringer?

Michelle Provoost: ”Præcis. Men mange gange har vi leveret rådgivning, hvor processen ganske vist har været fleksibel og afslappet, men hvor vores krav til bevaring af en bygnings særlige æstetiske udseende eller detaljer har været streng. Og det har ofte overrasket kunden.”

Wouter Vanstiphout: ”I Rotterdam og Holland som helhed har vi stadig et fokus, som vi har arvet fra modernisterne; nemlig et fokus, der begrænser sig til funktion. Bygninger er interessante, hvis de fungerer. Hvis funktionen senere ændrer sig, er bygningen værdiløs. Især Rotterdam har længe været stolt af at være i stand til at ødelægge, innovere og begynde forfra igen. Og det argument bliver stadig anvendt til ikke at reflektere over bevaring.”

Michelle Provoost: ”Den nedarvede forestilling om modernitet gør det meget svært at arbejde med den byggede kulturarv.”

Wouter Vanstiphout: ”I Holland er det sådan, at en bygning der har passeret 50 år, kan fredes. Enhver borger kan sige om en bygning, der opfylder alderskriteriet, at den bør beskyttes, og lige så snart en diskussion er startet, bliver bygningen ’præ-fredet’. Derefter kommer processen, der afgør om, den kan blive ’rigtigt’ fredet. Det tager to-tre år og har betydet, at mange skyndsomt river huse ned, inden nogen skulle få øje på dem.”

Forstaden der blev Europakendt

I satte Hoogvliet på Europakortet, måske endda verdenskortet. Usædvanligt nok var det ikke et bycentrum, der var anledning til et projekt, men en betonforstad. Hvordan opstod den fokusering?

Wouter Vanstiphout: ”I Hoogvliet handlede det om at løse presserende sociale problemer, der blandt andet var knyttet til arkitekturen og planlægningen. At sætte området på kortet krævede en enorm indsats. Problemet var, at der var så lidt lokalt incitament i begyndelsen.”

Michelle Provoost: ”På grund af manglen på glamour, selvfølgelig.”

Wouter Vanstiphout: ”I starten havde arkitekturkritikere kun et skuldertræk til overs for projektet. Nu er det afsluttet, og bylivet i Hoogvliet bliver gradvist bedre, ser det ud til. Men det var svært på sådan et overmættet arkitekturmarked som det hollandske at ’sælge’ Hoogvliet som et interessant område.”

Er det fordi det overfladiske fokus på bygningernes æstetik kommer til at overskygge for en mere socialt bevidst tilgang til arkitektur?

Michelle Provoost: ”I begyndelsen blev vi også selv forvirret over den ensidige opfattelse af arkitekturen som ren æstetik. Det blev fremstillet, som om WiMBY! kun handlede om lokale kunstprojekter. Og vores projekt er også mærkeligt, for det indeholdt for det første ny arkitektur, der skulle bygges, for det andet kunstprojekter, og for det tredje rummede det en reorganisering af selve byplanlægningsindsatsen. Så det var svært at samle i ét budskab. Og det er nok ulempen ved vores baggrund som historikere. Vi foretrækker kompleksitet frem for enkelthed. Der er altid et ’men’, når vi arbejder. Altid mange lag at tage hensyn til.”

Kvalt i kulturarv

Nogle kritikere siger, at byer som Amsterdam og Venedig ikke kan udvikle sig på grund af en overflod af kulturarv, som reducerer dem til museer under åben himmel. Er sådanne byer interessante for jer?

Wouter Vanstiphout: ”Selv hvis en by er udpeget som UNESCO-verdensarv indtil sidste mursten, behøver det ikke at betyde, at byen ender som theme park. Siena i Italien klarer sig eksempelvis godt; sikkert fordi det er en universitetsby med meget byliv.”

Michelle Provoost: ” Amsterdam er meget låst. Men byen er på den anden side også unik. Generelt er disse statiske UNESCO-byer dog ikke særligt interessant terræn for os, tror jeg. Vi har aldrig arbejdet i Amsterdam. Endsige i Venedig. Det forklarer, hvorfor vi er her i Rotterdam. På grund af dynamikken, de mange overlap og grænser.”

Hvad med København, som I har besøgt en del gange. Har byen for meget kulturarv? Er byen for statisk?

Wouter Vanstiphout: ”Den har vel det bedste fra begge verdener. Nogle statiske, gamle distrikter for turisterne og nogle nye udviklinger. Det rummer et interessant møde mellem de to strømninger. Produktionen af ny arkitektur er jo enorm og ofte imponerende.”

Michelle Provoost: ”Og så er koncentrationen af offentlige byrum meget større i

København end mange andre steder. Jeg synes fornyelsen af Prags Boulevard er eksempel på, hvordan man kan skabe forbindelser mellem byrum og kollektive funktioner. Her har man tænkt park, sportsområder, belysningsprogram og idrætsbygninger sammen på en vellykket facon ...”

Wouter Vanstiphout: ”Til gengæld fornemmer jeg også, at Københavns styre fokuserer for lidt på yderområderne og for meget på centrum. Vi har lært fra Rotterdam, der har sådan et patetisk centrum, at ’centrum’ hele tiden redefineres. Københavns fare er, at byens centrum er så fantastisk, at periferien bliver behandlet stedmoderligt. Mange byer lider under denne overfokusering på en meget lille del af byens faktiske areal. Man ser det også i Paris og Amsterdam, hvor de perifere byområder ikke ’eksisterer’ eller tildeles en identitet.”

Man skal kunne aflæse byens historie

Er der en bevidst pointe i, at I som historikere har hovedkvarter i en by tilsyneladende uden historie: En by skabt ud fra en tabula rasa-logik?

Wouter Vanstiphout: ”Vi foretrækker at sige, at denne by har mere historie end Amsterdam, hvis du betragter historie som akkumuleringen af begivenheder, der efterlader spor. Rotterdams centrum aflæses mere som historie in your face. Hvis I følger denne vej helt ind mod centrum [Wouter peger mod et gadekryds uden for vinduet] vil I opleve, at sekvensen af gamle huse stopper. Husene bliver større og vejen bredere. Det er en brat ændring. Det er præcis der, hvor tabula rasa-planlægningen begyndte og kaldes for brandlinjen. Den 2. verdenskrig kan lokaliseres eksakt her, og dermed er historien ekstremt aflæselig i Rotterdam. Det er sammenstød mellem de forskellige perioder, der fortæller historien.

Man har den klassiske kunsthistoriske måde at anskue byen på: byen som kunstværk. Det er den tænkemåde, som vi oprindeligt var trænet i på universitetet, men senere har vi lært os at nærme os byen på en historisk måde. Ikke byen som det smukke artefakt, men byen som arkæologi. Vi ser på byen som et arkiv, der viser historien som bevægelse. Historien som fremtid. Den skabes jo hele tiden. Vi er flasket op med efterkrigstidens franske og italienske historiemetoder, der ser historien som en kontinuerlig proces, som en stadig aflejring af nye begivenheder.”

Michelle Provoost: “Continuitá!”

Wouter Vanstiphout: “Præcis!”

Artiklen er blevet til med assistance fra Signe Sophie Bøggild, dansk praktikant hos Crimson, og Martin Søberg, SLA A/S

FAKTA

WiMBY

Læs mere om WiMBY-projektet på www.wimby.nl eller i WiMBY! Hoogvliet: The Big Book: Future, Past and Present of a New Town, som Michelle Provoost har redigeret. For nylig blev bogen, der opsummerer læren fra seks års byfornyelsesarbejde, optaget på det britiske arkitekturinstituts (RIBA) liste over de 20 bedste arkitekturbøger i 2008.

Se også

www.crimsonweb.org og læs bogen Too Blessed to Be Depressed: Crimson

Architectural Historians 1994-2002, som Wouter Vanstiphout har redigeret.

Michelle Provoost og Wouter Vanstiphout er uddannet som arkitekturhistorikere ved universitetet i Groningen. De har undervist ved universiteter i Europa og USA.

 

Flere eksempler

ingen nyheder i denne liste

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies