En koordineret indsats for bygningskulturarven

Håndværk og bygningsdele

29. jan 2015Af Guide

Mellem liebhaveri og knald i låget

Findes under: Emner i vidensarkivet

Eva Elstrup og Michael Gordy Jensens historie i Hjembæk præstegård begyndte i München i 2004, hvor parret efter 15 års arbejdsliv i medicinalindustrien besluttede sig for at vende hjem til Danmark. De havde længe søgt efter det helt rigtige hus og havde begge klare idéer og ønsker til drømmehuset.

Drømmen

”Mit største krav var, at jeg aldrig mere skulle have en skruetrækker i hånden. Det skulle være et hus i god stand, der var hyggeligt og lige til at flytte ind i. Det skulle heller ikke være noget stråtækt, for det er jo så besværligt. De krav har vi siden taget i os igen!”, griner Michael Gordy Jensen og Eva Elstrup.

Da parret ved et tilfælde så salgsopslaget på Hjembæk præstegård, var de med det samme enige om, at der var noget særligt ved husets rustikke charme. De besluttede sig for at se nærmere på præstegården, og der gik ikke lang tid, før de skrev under på slutsedlen. Der var noget ved det sted, og både Michael Gordy Jensen og Eva Elstrup siger, at de følte sig hjemme med det samme.

 ”Selvom vi så stedet for første gang på en bidende kold regnvejrsdag, og på trods af, at det var længe siden, nogen havde givet bygningerne og haven en kærlig hånd, skæmmede det ikke for de mange muligheder og potentialer, vi kunne se i ejendommen”, forklarer Michael Gordy Jensen.

Virkeligheden

Det er en af årets første forårsdage med en let, kølig brise og sol fra en skyfri himmel. Eva Elstrup og Michael Gordy Jensen viser rundt i deres imponerende have, som omkranser huset.

 ”Da vi havde overtaget ejendommen, var det første, vi gjorde, at rydde op i to måneder. Her var rodet og tilvokset, og vi kunne ikke se, hvad der var hvad i haven. Vi vidste ikke, hvor vi skulle starte eller slutte, og bygningerne var i meget dårlig stand”, siger Michael Gordy Jensen. Eva Elstrup supplerer: ”Jeg må indrømme, at jeg ikke troede, stedet ville blive beboeligt, da jeg så det første gang. Jeg er vant til orden, så det var grænseoverskridende med edderkopper op og ned af væggene, men så - lige så stille - blev huset en del af mig. Jeg begyndte at se muligheder frem for begrænsninger.”

Ejendommens tre bygninger, gårdsplads og have er fredede, og parret vidste intet om fredede huse og lovkrav inden købet. Derfor meldte de sig ind i Bygnings Frednings Foreningen BYFO og kontaktede bygningsrådgivningen i Bygningskultur Danmark.

Her fik de faglig vejledning, inden de begyndte på restaureringsarbejdet.
”Der var en række områder, som vi ikke anede noget om, fx at vi lovmæssigt kunne risikere at blive stillet økonomisk til ansvar for tidligere ejeres fejl og byggesjusk. Vi vidste heller ikke, at man knapt nok må skifte et dørhåndtag uden at søge om tilladelse. Men vi har valgt at bruge de mange regulativer som retningslinjer og handlingsværktøjer i stedet for sure begrænsninger”, understreger Eva Elstrup.

Tilstandsrapport tav om fare for sammenstyrtning

Restaureringsarkitekt Robert Lau besigtigede præstegårdens tre bygninger og skrev en rapport for hver, inden Michael Gordy Jensen og Eva Elstrup kunne trække i arbejdstøjet. Parret siger, at de fulgtes med Robert Lau og inspicerede hvert et hjørne med stor nysgerrighed. De ville vide alt om bygningernes hemmeligheder.

 I bygningsrapporten pointerede Robert Lau, at der var ’panik- projekter’, som parret skulle tage hånd om med det samme. Hovedhusets bundrem skulle eksempelvis prioriteres, hvis den ikke skulle rådne op. Det var også vigtigt at afstive den ene stald, fordi den var i fare for at styrte sammen. To væsentlige ’detaljer’, som ikke var nævnt i præstegårdens tilstandsrapport.

Michael Gordy Jensen viser hovedhusets bundrem frem og siger, at parret i løbet af efteråret har gravet al beplantning rundt om huset op for at give træet luft. Siden har han ligget på alle fire og slebet. Det tog hele sidste sommer. Træet var behandlet med det ekstremt hårde stenkulstjære, og selvom bundremmen ikke syner af meget, har det været hårdt at få det frem. Et nødvendigt arbejde, for 0 procent af træet var råddent.

”Når man gør som os og kaster sig hovedkulds ud i noget, man ikke har forstand på, er det vigtigt at have fagekspertise på sidelinjen. Det er ikke nok at stole på tilstandsrapporten. Havde vi gjort det, var vi gået i gang med andre projekter og havde måske først opdaget den rådne bundrem og ladens problemer, da det var for sent”, pointerer Eva Elstrup.

Restaurering for otte millioner

På trods af lettelsen over at have taget hånd om panikprojekterne, modtog Michael Gordy Jensen og Eva Elstrup ikke bygningsrapporten med positive følelser. Parret siger, at de følte afmagt, fordi de ikke kunne leve op til rapportens krav:

”I dag er bygningsrapporten et uundværligt værktøj, som vi planlægger efter, men i starten anede vi ikke, hvordan vi skulle bruge den. Rapporten lægger op til et restaureringsprojekt for otte millioner kroner, og så mange penge kan man ikke betale med to almindelige indkomster. Rapporten var derfor mere stressende end anvendelig, men vi havde misforstået dens funktion. Vi troede, at vi var forpligtede til at skaffe beløbet i et hug. Det var heldigvis slet ikke tilfældet.” Da den første frustration havde lagt sig, besluttede Eva og Michael sig for at lægge en strategi og bruge rapporten som et værktøj. At tage én bid ad gangen i stedet for at lade sig stresse af den samlede byrde.

Eva tager projektplanen for restaureringsforløbet af præstegården frem. Den er lang og fyldt med papirlapper i forskellige farver, som kronologisk viser forløbet. Foreløbig rækker den to år ud i fremtiden. Blandt de mange projekter står istandsættelse af skorstene, oprydning og renovering af staldene, hvidtning af alle bygningerne, istandsættelse af døre og vinduer, anlæggelse af frugthave og udgravning af søen samt genopførelsen af dens oprindelige andeø.

Kloak skyld i haverestaurering

Men det er ikke alt, som kan planlægges. En dag strejkede kloaksystemet, og det betød, at alle rørene under præstegårdens kæmpemæssige have måtte skiftes. Bagefter skulle græsplænen rekonstrueres.

”Selvom det med kloakken var irriterende og tidskrævende, fik det os til at se på haven som en helhed. Det blev anledning til en gennemgående restaurering”, siger Eva Elstrup.

 ”Vi gik i gang med at fjerne den beplantning, som skæmmede for havens oprindelige udtryk. Og nu efter måneder med afbrænding og nedklipning er haven faktisk ved at være i orden.”

Omkring i det nyanlagte græs er der huller, fordi naboens ko af og til kigger forbi. Her er mudret, og Eva advarer om at gå for langt i det våde græs. I et af havens hjørner er der opstået en sø efter årets regnfulde vinter. Søen skal drænes, og vandet føres over i den rigtige sø, som er blevet ført tilbage til sin oprindelige form efter at have været groet til med planter og træer i årevis.

Huset får sine egne rettigheder

Da Eva viser rundt i Præstegårdens hovedbygning, standser hun ved en charmerende skæv væg med bindingsværk. Her er der et lille indbygget hul, som i sin tid fungerede som udkigshul for herskabet, så de kunne holde øje med tjenestefolkene. Eva Elstrup bemærker, at hun har tænkt sig at male bindingsværket og sætte spot i loftet, så det træder tydeligt frem. Michael Gordy Jensen er ikke enig og siger, at det vil være kunstigt og galleriagtigt: ”Den slags hører ikke til i en gammel præstegård”, siger han. De griner.

Parret gør, hvad de kan for at være så tro mod præstegårdens oprindelige udtryk som muligt, men de understreger, at stedet stadig skal fungere som et tidssvarende hjem. For eksempel har tidligere ejere flyttet vægge, fordi hovedbygningens originale rumopdeling var uanvendelig. Det originale køkken med ildsted skal heller ikke rekonstrueres.

Eva Elstrup siger: ”Man begynder at tænke på huset på en anden måde, når man har lært det at kende. Det får sine egne rettigheder. Når man har boet her i noget tid, er der mange ting, som man ikke har lyst til at lave om, selvom man måske godt kunne få lov.”

 

Ingen risiko for at kede sig

En rådden bundrem, svigtende kloakker, sammenstyrtningsfare, regulativer, tunge udgifter og mest af alt: evig mangel på tid. Alligevel smiler parret stadig, når de viser deres hjem frem: ”Vi synes, det er sjovt, og vi fortryder intet. Men vi har gjort os nogle vigtige erfaringer. Ting tager tid og ofte mere, end man regner med. Det duer ikke at blive stresset over de mange opgaver. Derfor er det vigtigt at belønne sig selv med en friweekend i ny og næ, så man ikke løber sur i projekterne.” Det handler også om ’time management’ og organisering af projekter. ”Projektplanen er vores redningsplanke”, understreger de begge.

Denne sommers projekt går ud på at få gårdspladsen til at se mere helstøbt ud. I løbet af vinteren har Eva Elstrup og Michael Gordy Jensen skrabet al den overflødige jord og græsbelægning fri af den oprindelige stenbelægning. Men mange af stenene ligger hulter til bulter. Nu er parret sammen med Robert Lau fra Bygningskultur Danmark ved at undersøge, om der findes en fond, der vil yde økonomisk støtte til at lægge gårdspladen om. ”Vi regner med at være her mindst 30 år endnu. De næste 10 år bliver med arbejdsbukserne på, og der er ingen risiko for at kede sig. Det er grænsen mellem liebhaverri og knald i låget, men det er sjovt!”, siger Michael Gordy Jensen.

 

Flere eksempler

ingen nyheder i denne liste

Accept af cookies

På bygningskultur2015.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Du kan til hver en tid slette cookies fra bygningskultur2015.dk.

Læs vores cookie- og privatlivspolitik

Accepter cookies